Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Støt Málaga som kulturby 2016

Skrevet af Torben Wilkenschildt, søn, 18/07/2010 - 05:48

Kunst & kultur

Málaga er kandidat til at blive spansk kulturby 2016. Læs om kapløbet med de andre byer og hør interview med konsul Mona Davidsen. Og så kan d...

Málaga er kandidat til at blive spansk kulturby 2016. Læs om kapløbet med de andre byer og hør interview med konsul Mona Davidsen. Og så kan din støtte måske være afgørende!

16 spanske byer præsenterede sidste uge deres kandidatur, og herefter er det så op til en dommerjury at afgøre, hvilke der går videre til semifinalen i mesterskabet Kulturby 2016. Den endelige afgørelse bliver truffet i 2012.


Europæisk Kulturby

Hvert år udvælger to EU-lande en by, som får betegnelsen ”Europæisk Kulturby”.

I 2016 bliver det en by i Spanien og en i Polen.

Málaga er oppe mod historiske sværvægtere som Zaragoza, Toledo, Santander, Córdoba og Segovia - for bare at nævne nogle.

Dansk konsul i front

Men det er ikke kun den historisk-kulturelle ballast, der er afgørende for, om byen kan gøre sig håb om at få tildelt den fornemme titel.
Afgørelsen tager også afsæt i kreativitet, mobilitet, fornyelse, borgerdeltagelse og en række andre forhold, hvor Málaga har gode kort på hånden. Når det gælder infrastruktur og turisme, står Málaga rigtig stærkt.

Danmarks konsul i Málaga provinsen, Mona Davidsen, har været særdeles aktiv i promoveringen af Málagas kandidatur som Kulturby 2016.

”Málaga er blevet overhalet af turiststrømmen til omegnskommunerne, og det er faktisk synd. Der er ikke mange der ved, at Málaga har et blomstrende kulturliv og en masse museer at byde på”, siger hun.

Engagement er vigtigt

Blandt de mest berømte er Picasso-museet, men der findes ikke færre end 23 museer rundt om i byen.

Det er ikke bare de historisk-kulturelle seværdigheder, der tæller. Det er i lige så høj grad indbyggernes aktive medvirken i kulturlivet – og her gør Málaga sig også godt.

”For nogle år siden blev Liverpool britisk Kulturby, og der er nok ikke mange, der forbinder Liverpool med kunst og kultur. Men byen kunne fremvise en række tiltag, som var anderledes, og som var med til at forvandle byen fra at være grå og kedelig, til at have et sprudlende kulturliv” fortæller Mona Davidsen.

Málagas kulturskatte overset

Også danske Diana Serup, der er frivillig medarbejder for ”Fundación Málaga 2016”, er klar til at gøre en storstilet indsats for at promovere Málaga. Og hun ved, hvad hun går ind til.

Diana Serup har boet i Málaga i de sidste 40 år, og er forhenværende kommunikationschef for Turistsammenslutningen på Costa del Sol ”El Patronato de Turismo de la Costa del Sol.”

I lighed med Mona Davidsen mener hun, at der er alt for få, der kender Málagas kulturskatte.

”I de 50 år Costa del Sol har været kendt som et af Europas vigtigste turistmål for millioner af turister, er der mange, der aldrig har været i Málaga” siger Diana.

Byen har udviklet sig meget i de seneste år. Ud over Picasso-museet, er der en række nye teatre, renoverede bygninger, et alsidigt musikliv, og smukke patioer med permanente udstillinger.

”At blive valgt som Europæisk Kulturby vil betyde en forvandling af byen med mange investeringer og besøgende, som vil være med til at placere Málaga på verdenskortet” siger Diana Serup.

Din støtte afgørende

Under finanskrisen har netop Andalusien været et af de hårdest ramte områder i Spanien. Også af den grund vil en kåring af Málaga være et tiltrængt løft for hele regionen.

For hundredtusinder udenlandske residenter er Málaga deres 'hovedstad,' og udnyttelsen af disse menneskers netværker i oprindelseslandene vil kunne skabe en massiv markedsføring for Málaga.


Læs mere om Málagas kandidatur og giv din støtte her, hvor du også kan komme med ideer, lægge fotos op og meget mere.


Hør interview med konsul Mona Davidsen

Tilgængelig for alle

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.