Stor interesse for dansk kunst og design
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 14/01/2022 - 07:00
Kunst & kultur
KUNST: Der har i mange år været stor interesse for dansk kunst og design fra kunder i hele verden på auktioner hos Bruun Rasmussen i København.
Igen i 2021 har det været tydeligt at spore på auktionerne, hvor mange af de højeste hammerslag går til dansk kunst og design. Det gælder særligt store danske kunstnere af både ældre og moderne dato såsom Vilhelm Hammershøi og Oluf Høst, danske designformgivere som Finn Juhl og keramikkens kunstner Axel Salto, mens kvindelige kunstnere og designere som Bertha Wegmann og Grete Jalk også har medvind.
Dansk kunsts pionere
C.W. Eckersberg (1783-1853) var en af de fremmeste malere i guldalderperioden. Hans betydning for dansk kunst rækker dog længere end den høje kvalitet i hans værker. Som professor ved kunstakademiet i København satte han dybe spor hos en hel generation af malere, f.eks. Christen Købke, Martinus Rørbye og mange flere. Eckersberg har derfor siden fået det velfortjente prædikat som dansk malerkunsts fader.
Maleriet ”En søkyst. Danske fiskere er i begreb med at gå ud på fangst” fra 1832 blev solgt for 1,3 mio. kr. på årets juleauktion.
Du kan klikke i billederne for at se dem større!
En anden pioner fra slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede er Vilhelm Hammershøi (1864-1916). Det blev slået fast under september-auktionen, da værket ”Interiør med kunstigt lys” fra 1904 nåede et hammerslag på hele 2,8 mio. kr. Det ellers dunkle værk bliver brudt af to stearinlys, som giver lys i mørket. Det er dermed et godt eksempel på hans virke, der ofte kredser om ensomhed og fremmedgørelse.
Interiør med kunstigt lys
Stigende efterspørgsel på kunstens kvinder
Særligt blandt de kvindelige kunstnere har der været en stigende interesse de seneste år. I december 2020 blev der sat verdensrekorder, da værker af Bertha Wegmann (1847-1926) og Anna Ancher (1859-1935) fik millionhammerslag.
Marie Triepcke (Bertha Wegmann) og Ung pige ved sit arbejde (Anna Ancher)
Bertha Wegmann var en af de første professionelle kvindelige kunstnere i Danmark og en sand pioner, der banede vejen for andre kvindelige kunstnere i Danmark i en tid, hvor kunstakademiet ikke optog kvinder. Til trods for at hun opnåede anderkendelse i sin samtid, er hun senere gået i kunsthistoriens glemmebog. Men denne auktion var et bevis på, at udviklingen er vendt. Her blev hendes portræt af den unge Marie Triepcke solgt for hele 3,1 mio. kr., hvilket er det hidtil dyreste værk af en kvindelig kunstner solgt på dansk auktion.
Skagensmaleren Anna Ancher skildrer både mennesker og lys som meget få, før eller siden har gjort, hvorfor hun er en af de mest betydelige impressionister i dansk malerkunst. Maleriet af datteren Helga med titlen ”Ung pige ved sit arbejde” blev på auktionen solgt for flotte 1,1 mio. kr. og er et af hendes populære motiver af kvinders hverdagsliv.
Moderne kunsts farver og former
Sankt Hans Nat
Bevæger vi os op til 1900-tallets danske kunstnere, er efterspørgslen dog også til at få øje på. Oluf Høst (1884-1966) fik et imponerende hammerslag på 1,55 mio. kr. for værket ”Sankt Hans Nat” fra 1953. Med ekspressiv kraft skildrer han den fortættede stemning på denne særlige aften med de lysende flammer mod nattehimlens blå kølighed, og meget lig hans andre værker gengives naturen abstrakt og skaber en særlig drømmende gådefuldhed. Det til trods er hans tilgang systematisk og grundig. Han bar altid en skitseblok med sig, hvor han tegnede og gjorde omhyggelige optegnelser over et bestemt lys og en bestemt farve, så indtrykket senere kunne genkaldes i atelierets vante og trygge rammer.
Vilhelm Lundstrøm
Et lige så farvestrålende, men langt mere stringent udtryk ser man hos Vilhelm Lundstrøm (1893-1950), der gennem former og farver skaber en opstilling, der fik et hammerslag på 900.000 kr. Lundstrøm var i kraft af sin tidlige internationale orientering og bosættelse i Sydfrankrig inspireret af internationale stilarter. Han bliver ofte placeret mellem Picasso og Braques kubisme, Fernand Légers billedsprog samt Le Corbusier og Amédée Ozenfants purisme.
De danske møbelklassikere
De danske designklassikere er stadig højdespringere under Bruun Rasmussens auktioner. Det gælder i særdeleshed et af de helt store navne, Finn Juhl. Han skilte sig ud fra mange af samtidens andre møbelformgivere i sin modstand mod en for snæver forståelse af funktion. For Finn Juhl måtte funktion ikke stå alene, men skulle komme efter et fremragende håndværk og skulpturelle former. Han har skabt nogle af dansk designhistories mest ikoniske møbler, der i dag har opnået status som kostbare samlerobjekter og museumsstykker.
I blandt de store klassikere er sofaen ”Poeten”, som i en udgave med kølleben af patineret cubamahogni og betrukket med hvid uld blev solgt på auktion for 440.000 kr.
Også blandt de danske designere gør kvinderne sig i høj grad gældende. Grete Jalk var visionær, ambitiøs og utraditionel i sin tankegang og nok den af de kvindelige arkitekter, der stod mindst i skyggen af mændene. Hendes karriere har sat dybe spor i formidlingen af dansk design. I 1963 vandt hendes sløjfeformede stol en international designpris og blev efterfølgende erhvervet af MoMA i New York.
To af disse originale stole af formspændt teakfinér fik et flot hammerslag på 380.000 kr.
Keramikkens konge
Trods sin alsidige baggrund som kunstmaler, grafiker og forfatter er Axel Salto (1889-1961) mest kendt for sit organiske stentøj i den karakteristiske riflede, knoppede og spirende stil. Hans kunsthåndværk tager udgangspunkt i naturens skabende kraft og handler ikke om at efterligne naturen, men derimod at genskabe dens ånd. Hans vaser er ofte ekspressive i udtrykket, som han understreger med den mangefarvede glasur, der ofte spænder over rødlige, brunlige, gullige, blålige og grålige toner. Hans kunsthåndværk får altid flotte hammerslag på Bruun Rasmussens auktioner, og 2021 var ingen undtagelse.
Særligt en stor og sjælden vase af stentøj fik en flot pris på 700.000 kr., mens en frugtformet vase af stentøj blev solgt for 230.000 kr.
Har du guld i gemmeren?
Verdens øjne er forsat rettet mod danske kunstværker og designklassikere, så der er god grund til at gå på skattejagt i loft- og kælderrum.
Bruun Rasmussens vurderer både kunst, design, antikviteter, smykker, armbåndsure og samlerobjekter. Auktionshuset har en stor, international køberskare og afholder ugentlige netauktioner og direkte auktioner samt fire årlige traditionelle auktioner, hvor særligt eksklusive genstande kommer under hammeren. Og hvem ved – måske en interesseret køber søger efter lige netop dine genstande.
Ønsker du en uforpligtende vurdering, kommer Bruun Rasmussens repræsentant i Spanien Vagn Krogsøe på vurderingsbesøg i private hjem i hele Spanien. Kontakt Vagn Krogsøe på telefon +45 2445 1224 eller mail vek@bruun-rasmussen.dk.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.