Strandseng-udlejer blæser på loven og snyder kunderne
Skrevet af Kathrine Hesner, fre, 02/09/2022 - 07:00
Penge & Forbrug
Hyggelig strandtur endte alt andet end hyggeligt, og SÅ tog jeg arbejdstøjet på!
Hverken borgmester eller ansvarligt byrådsmedlem kender åbenbart forbrugerlovgivningen, når det kommer til vores rettigheder som forbrugere af de velkendte strandsenge.
Det gør de forhåbentlig nu...
12.000 strandsenge at vælge mellem
Søndag pakkede jeg strandtasken og gik målrettet efter solseng på stranden i Fuengirola lige foran den nyopførte Gali Gali-chirinquito. Her er der nemlig hovedpuder med i prisen og bar-servering på stranden - luksus!
Der er masser af strandsenge til leje...
Danskerfavoritten Fuengirola ligger langs Middelhavet og lokker med sine otte kilometer kyststrækning, der er en helt naturlig del af byen. Byens strande tæller Playa Carvajal, Playa Los Boliches-Las Gaviotas, Playa Fuengirola og Playa Castillo.
Alle strandene lokker med det blå flag og det spanske turistkvalitetsmærke Q for fremragende vedligehold, kvalitet af vand og sand og altid gode service.
Jeg har boet her i 14 år, og jeg elsker byen. Mit hjem!
Kommunen blærer sig med, at der er ikke færre end 12.000 strandsenge, man kan leje, som man vil.
Eller... Det kommer åbenbart an på, om man bevæger sig solo eller i par…
Skamfuld solo-gang
For selvom Playa Fuengirola med sine 1.650 meter nok må anslås have mere end et par liggestole til leje, er det bare ærgerligt på Mati Playa, hvis man kommer alene og bare vil leje en enkelt.
Seks euro for én, men du skal minimum betale 12...
Også selvom der helt tydeligt står på skiltet, at det koster seks euro for en enkelt ‘hamaca’. Og det at langt de fleste endda er ledige, gør ingen forskel.
'El hamaquero' - ham der lejer sengene ud - ryster bestemt på hovedet og siger, at det er to hamacas eller ingen!
Jeg brokker mig, men bliver sendt væk og må - i skam - lægge mig på sandet.
Årh... seks euro. Sår'n en bette sjat, betal dog bare de 12 euro. Så er det heller ikke værre. Tryk dog på pyt-knappen, siger du måske?
Men jeg bliver faktisk lidt sur! Jeg vil hellere end gerne støtte det lokale erhvervsliv, men jeg gider ikke at blive straffet, bare fordi jeg tager på stranden alene!
Jeg skal jo heller ikke betale for to ‘menu del día’, fordi jeg sidder alene ved et tomadsbord på en restaurant…
Mig bekendt er forbrugerlovgivningen ret klar: Hvis man udbyder noget til salg for en pris, må man ikke efterfølgende ændre på vilkårerne. Reklameres der med en liter mælk for en halv euro, må man ikke pludselig efterfølgende kræve, at kunden minimum køber to liter. Så skal det i hvert fald tydeligt fremgå som en del af 'dealen'.
Så jeg kontakter de to store, spanske forbrugerforeninger, Facua og OCU, for at høre lidt om deres syn på sagen. Det vender vi tilbage til.
Må han overhovedet det?
Jeg kontakter også borgmester Ana Mula, der aldrig har holdt sig tilbage for at "slå et slaw" for det lokale erhvervsliv og poster dagligt billedbeviser på, at hun har været forbi det ene og det andet sted - hun har sågar for nylig været forbi den nye danske bager El Obrador!
Og nu hvor jeg er i gang, kontakter jeg også lidt forskellige andre kommunale kilder med ansvar for turisme, strande, forbrugere og den slags.
For kan det virkelig passe, at Fuengirola ikke byder singler velkomne?
Altså må han godt det der? For i mine 14 år her har jeg aldrig oplevet det før.
Efter flere henvendelser får jeg svar fra borgmester Mula:
“El hamaquero er en selvstændig erhvervsdrivende, og han har truffet denne beslutning, som vi slet ikke er enige i. Vi vil analysere forordningen og afgøre, om der skal træffes foranstaltninger imod ham. Hilsen Ana Mula.”
Ikke alt for store løfter, nuvel, men jeg er blevet hørt - fedt!
Senere bliver jeg ringet op af Javier Hidalgo, der er rådmand med ansvar for strandene i Fuengirola:
- Jeg har talt med Matias, der står for strandsengene, hvor du var, og han kunne ikke genkende historien. Han siger, at han ofte udlejer til enkeltpersoner, og han forklarer, at det måske har været fordi, alle sengene var reserveret, siger Javier.
Jeg forklarer, at de tre første rækker var reserveret, men ikke resten, for det havde jeg nemlig spurgt ham der Matias om.
- Jamen han beklager, hvis der er sket en fejl. Det er sådan, at der egentlig ikke findes et egentligt reglement for det, men han plejer nok at leje ud enkeltvis.
Men hvis man annoncerer en pris, skal man vel leve op til det?
- Ja, ja. Det er klart.
Hmmm...
Stik imod loven
Forbrugerforeningen Facua er i mellemtiden kommet med svar på min henvendelse, og her er der ingen slinger i valsen. Strandsengs-Matias bryder loven:
"Lov 13/2003 af 17. december om forsvar og beskyttelse af forbrugere og brugere i Andalusien (BOE.es - BOE-A-2004-884) fastsætter, at det vil være en overtrædelse af reglerne for handelstransaktioner og priser, hvis "forbrugeren uberettiget forpligtes til at købe en minimumsmængde eller produkter, der ikke er efterspurgt, eller til at acceptere tjenester, der ikke er bestilt, samt afvisning af at gennemføre transaktionen, hvis disse betingelser ikke accepteres", skriver Lola García fra kommunikationsafdelingen hos Facua og uddyber:
"Under alle omstændigheder er det en endnu mere åbenlys overtrædelse at annoncere enhedsprisen pr. seng uden at angive, at der skal lejes mindst to senge, da de oplysninger, der gives om betingelserne for køb af tjenesten, hverken er klare eller sandfærdige, men forvirrende for ikke at sige vildledende."
Facua anbefaler, at man anmoder om at få udleveret virksomhedens klageformular (la hoja de reclamaciones), og hvis det ikke får manden på andre tanker, er det næste skridt at anmelde situationen til Fuengirolas kommunale forbrugeroplysningskontor, som er ansvarlig for at mægle og sanktionere i forbrugerspørgsmål.
Finder andre venner
Men for nu og al fremtid kan jeg love, at jeg vil vælge en af alle de mange andre hamaqueros til min strandtur. Der er trods alt rundt regnet 11.900 senge, der ikke tilhører ham på Mati Playa.
Mon ikke, jeg kan finde en plads et sted?
Skulle du på et tidspunkt komme ud for en situation, hvor du føler dig uretfærdigt behandlet eller andet, så kan Spanien i Dag måske hjælpe - dog kun for Amigos. Sørg for nøje beskrivelse, kronologi og billeddokumentation.
Kommentarer
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.