Sump, mose og fuglekvidder
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 20/11/2010 - 17:00
Vejr og natur
Naturparken Las Tablas de Daimiel er et harmonisk fristed for naturelskere. Den ligger på en højslette 10 kilometer fra landsbyen Daimiel, en hal...
Naturparken Las Tablas de Daimiel er et harmonisk fristed for naturelskere. Den ligger på en højslette 10 kilometer fra landsbyen Daimiel, en halv times kørsel fra provinshovedstaden Ciudad Real i Castilla-La Mancha regionen.
Parken har et samlet areal på 1.928 hektarer (dobbelt så stort som Jægerborg Dyrehave) og er Spaniens største vådområde med en fantastisk flora og fauna.
Afstande: Fra Madrid 125 km. Køretid: 1 time og 10 minutter, fra Valencia 291 km. Køretid: 2 timer og 48 minutter, fra Alicante 321 km. Køretid: 3 timer og 10 minutter og fra Málaga 377 km. Køretid: 3 timer og 35 minutter.
Faunen gør parken til et frodigt paradis. Området har ikke mindre end 300 forskellige slags vandplanter og træer. De ældste eksemplarer er flere hundrede år gamle og har været i stand til at overleve både kulde og varme. For området har i vinterhalvåret nattefrost, mens dagtemperaturen i sommermånederne snildt overstiger de 35 grader.
Velkommen til naturparken.
Navnet Las Tablas de Daimiel er langt fra en tilfældighed. Naturområdet har et netværk med gangbroer, planker og stier, der tillader en at gå rundt i området fra ø til ø uden at få våde fødder.
Mellemstation for trækfugle
Naturparken har som den største force en rig bestand af vade- og vandrefugle, der enten opholder sig permanent i det våde terræn eller bruger parken som mellemstation på vej frem og tilbage mellem Afrika og Nordeuropa.
Området har bl.a. flere hundrede storke, hejre og isfugle. Rovfugle som kongeørne og vandrefalke benytter også de fredelige omgivelser til at bygge reder og fange deres bytte. Ligesom mange forskellige slags ænder og dykfugle lever i dette fabelagtige reservat.
En Martín Pescador - Isfugl på dansk.
Vådområdet er også habitat for pattedyr som ræve, vildsvin og mår. Flere tusinde forskellige insekt-arter, heriblandt vandfluer, guldsmede og glasmyg, slår deres folder i dette økologiske paradis.
Fuglesang og frøkvæk
Jeg besøgte selv naturparken en forårsdag sammen med min spanske kone og hende søster, svoger og niece.
En heldagstur på over 400 kilometer fra Málaga til Las Tablas de Daimiel og en hjemtur med den samme distance - men, naturparken var alle pengene værd. Og lidt til.
Det første indtryk ved indgangen til parken er følelsen af total harmoni. Flere tusinde fugle synger eller skræpper i baggrunden, mens frøer og skruptudser giver deres besyv med.
Det er det smukkeste visitkort, man kan forestille sig.
Las Tablas de Daimiel har som alle andre naturparker et besøgscenter, og det ligger et stenkast fra hovedindgangen til vådområdet.
Centeret har foruden landkort over parken store plancher, som beskriver de enkelte områder og dyrelivet.
Det venlige personale, de fleste engelsktalende, sørger at give gæsterne nyttig information, inden de går afsted. Parken har tre forskellige ruter på henholdsvis 1,5 kilometer, 2,5 kilometer eller 4 kilometer. Gæsterne må selv vælge, hvor langt de vil gå, og hvor meget de vil se.
'Rejseholdet:' Min hustru Rocio, svoger Ángel, svigerinde María del Mar og niece Beatriz.
Sammen med min familie valgte vi den mellemlange rute til "Isla del Pan" (Brødets Ø), som går ad lange træbroer fra besøgscenteret til den store sø midt i området med mulighed for smutveje til mindre øer gennem siv, dunhamre og vandplanter. Derefter fortsatte vi vandringen til en lille halvø med en udsigtspost og kikkerter (mod betaling).
Undervejs stødte vi på parkens eneste murstensbygning - et gammelt hus fra det 18. århundrede.
Et ufatteligt dyreliv
Naturparken blev smukkere, jo længere vi kom ind i området. Vandreturen skete i det tempo, vi selv havde lyst og kræfter til. Temperaturen nærmede sig de 30 grader, men den fugtige varme var til at leve med. Udsigtsposter langs ruten gjorde det muligt at stoppe op, snuppe en tår fra den medbragte vandflaske og suge indtrykene til sig.
For det er uhyre vigtigt at have alle fem sanser med sig i et naturpark som denne. Kiggede vi op i luften, fløj svaler rundt i formationer og dannede flotte mønstre. Ænder og svaner svømmede forbi i vandet og ventede på et stykke brød. Nabofællerne, hejrerne og stylteløbere, dykkede efter mad på søbunden og klarede sig selv.
Vildanden 'Rip.'
På den modsatte side af søen vandrede en hunræv og to unger gennem de høje siv på jagt efter bytte. I det våde sand på den næste halvø fandt vi spor fra et andet pattedyr, men om det var en mår eller et vildsvin, der var gået forbi, forblev et mysterium.
Vandoverfladen bød på nærkontakt med andre dyr og insekter. Frøer og skruptudser boltrede sig i vandet og kvækkede lystigt, indtil vi kom for tæt på, Så tiede de stille, indtil faren var overstået, hvorefter de genoptog deres kvækkekoncert med fornyet styrke.
Åh, hvilken følelse af fred og ro...
Overalt ses ornitologer og andre, der er interesserede i fugle- og dyrelivet.
Guldsmede og sommerfugle dukkede hele tiden op uanset hvor, vi gik hen. Nogle havde farvestrålende vinger, som glimrede i sollyset. Andre var hoppet i camouflagedragt og svære at få øje på.
Men de var der alligevel. Heldigvis! Der skal være plads til alle.
Der findes også overdækkede skure - her for enden af broen - hvor man kan iagttage dyrelivet i skygge.
Skydegale konger uden talent
Naturområdet Las Tablas de Daimiel har en spændende historie. De første bosættelser i området går tilbage til det 13. århundrede og talte nogle få bønder og hyrder.
I det 18. og 19. århundrede havde parken sin storhedstid. Den rige bestand af pattedyr og fugle forvandlede Las Tablas de Daimiel til et af kongehusets foretrukne jagtområder.
"De fleste konger var dårlige skytter og ramte sjældent byttet. Så deres tjenestefolk kom med på jagt og sørgede for, at kongen vendte hjem fra sin lystjagt med tilstrækkelige jagttrofæer", skriver en lokalhistorier i sin beretning om et kongebesøg.
Heldigvis medbragte vi picnic hjemmefra, så vi ikke var afhængige af de royale talenter...
Flere adelsfamilier opkøbte på samme tidspunkt moserne og udloddede jorden til fattige bønder. De bosatte sig rundt omkring i primitive huse, da huslejen var billigere end andre steder i oplandet.
Under og efter Borgerkrigen var vådområdet skjulested for medlemmer af den lokale modstandsbevægelse, der bekæmpede Franco-soldater dag og nat.
Øko-systemet fungerede perfekt frem til midten af forrige århundrede. For på dette tidspunkt var vådområdet under stor fare for at tørre ud. Man havde gravet kunstige kanaler til vanding af landbrugsjordene i de tilstødende landbrugsdistrikter uden at tænke over, at vandstanden ville falde.
I 1973 måtte landbrugsministeriet gribe ind og gav Las Tablas de Daimiel status som fredet naturområde.
Parken er i dag underlagt miljøministeriet, der har brugt enorme ressourcer på at opretholde øko-systemet og bevare vandstanden i hele naturparken. Trods denne indsats har det ikke fjernet truslen om, at området tørrer ud og får øko-systemet til at bryde sammen.
På gensyn
Den vidunderlige tur rundt i naturparken var forbi, og vi satte os ned for at nyde de sidste blikke efter tågen havde lagt sig over området.
I baggrunden kunne vi fortsat høre den søde musik fra de mange fugle og ænder, der havde været vores venner i flere timer.
- Gad vide om de synger på gensyn, sagde min niece Beatriz med et glimt i øjet.
Og det fik hun ret i. Jeg har ikke besøgt Las Tablas del Daimiel for sidste gang.
Ses vi der?
FAKTA
Navn: Parque Nacional de Las Tablas de Daimiel
Kommune: Daimiel
Provins: Ciudad Real
Region: Castilla-La Mancha
Status: Fredet naturpark
Areal: 1.928 hektarer
Besøgende: Cirka 100.000 om året
Entré: Gratis. Rundvisning med guide efter aftale.
Information: +34 902 520 200
email: correo@lastablasdedaimiel.com
www.lastablasdedaimiel.com
Åbningstider: Mandag - Fredag 10:00 - 14:00 & 16:00 - 19:00
Lukket lørdag og søndag
Har du tip til andre naturparker eller bemærkninger til artiklen, så er du velkommen til at til skrive under 'Tilføj kommentar'
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.