Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Sværere at være turist i Danmark

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 14/06/2013 - 07:00

Fly & trafik


Fra den første juli er det slut med at købe klippekort i hovedstadsområdet – det skal nemlig erstattes af det nye 'rejsekort'. Men ...

Fra den første juli er det slut med at købe klippekort i hovedstadsområdet – det skal nemlig erstattes af det nye 'rejsekort'. Men der er bare ikke rigtig fundet nogen holdbar erstatning for turister og udlandsdanskere. Spanien i Dag forsøger at gennemskue den bedste løsning.

 

- Her ved klippekortets stop har vi ikke fundet den gode, permanente løsning. Jeg kan endnu ikke sige, om man kan finde en rejsekort-variant, der kan løse den udfordring, har centerchef i Movia Anders Due erkendt til Metroxpress.

 

Men hvad er så løsningsmulighederne pt. for udlandsdanskere og andre turister i Danmark? Spanien i Dag ringede til DSB, der foreslog, at man kan få nogle venner i Danmark til at rapse klippekort inden den 1. juli. Ikke nogen voldsomt holdbar løsning – specielt ikke til turister uden familie eller venner i Danmark.

 

Kan bruges over (næsten) hele Danmark

Hvad er det der rejsekort for en fætter? Faktisk findes der tre typer, og det smarte er angiveligt, at det kan bruges over hele Danmark. Eller det kan det så ikke helt alligevel. DSB skriver:

 

Danmark
Alle DSB’s og Arrivas togstrækninger (undtagen Odder- og Lemvigbanen)

 

Sjælland og Lolland-Falster
Alle DSB’s fjern- og regionaltog, S-tog, lokalbaner, regionstog, busser og Metro
Fyn, Midt- og Sydjylland
Alle DSB’s og Arrivas tog
Sydtrafiks tog mellem Varde og Nørre Nebel (undtagen stationerne Hylleslev, Baunhøj, Vrøgum, Jegum, Dyreby, Løftgård og Lunde)
Bybusserne i Kolding, Esbjerg, Ribe, Vejen og Varde samt på Fanø

 

Bemærk, at rejsekort ikke kan bruges til rejser i Tyskland (Niebüll og Flensborg). I Sydjylland kommer flere busser med fra efteråret, og efter planen er alle områdets busser med i 2013. Det er endnu ikke besluttet, hvornår rejsende på Fyn og i Midtjylland får mulighed for at bruge rejsekort i busserne.
Nordjylland
Alle tog, lokalbaner og busser
 

Personlig, flex og anonym

De tre typer hedder rejsekort personligt, rejsekort flex og rejsekort anonym. Førstnævnte kan - som navnet nok antyder - kun bruges af dig. De to andre kan bruges af flere. På www.rejsekort.dk står der desværre, at man skal have en dansk folkeregisteradresse, for at kunne købe de to førstnævnte. Men det er tilsyneladende ikke helt rigtigt.

 

Pressekonsulent Karen Nielsen fra Movia, der står for busdriften i Hovedstadsområdet, forklarer:

 

- Alle kan ved henvendelse til Rejsekortkundecenter få tilsendt en almindelig bestillingsblanket til rejsekort personligt og rejsekort flex og skema R225 (Kundeidentifikation). Den sendes kun med post til danske adresser, men med mail til alle. Der skal oplyses en dansk leveringsadresse til det udstedte rejsekort – det kan i princippet være et hotel eller ens moster eller lignende. Fakturaen bliver sendt til den danske folkeregisteradressen eller den udenlandske registrerede adresse, forklarer hun.

 

Flex og personligt er de to rejsekorttyper, hvor du får mest rabat. Udenlandske turister og udlandsdanskere kan også benytte rejsekort anonymt, som kan købes omkring 70 forskellige steder i hovedstadsområdet. Denne type rejsekort kan ikke købes online, koster 80 kroner i oprettelse og et minimumsforbrug på 70 kroner.

 

Mobilbillet  uden mobil

- Danske turister opfordres dog til at købe et rejsekort personligt, da den type rejsekort giver de fleste fordele og kan benyttes i alle busser og metro på hele Sjælland, Møn, Falster, Lolland, i Nordjylland og Sydjylland samt i alle DSB- og Arriva-tog i hele Danmark, siger Karen Nielsen.

 

Turister kan benytte sig af kontant- og enkeltbilletter enten som papbillet eller som mobilbillet, hvor beløbet trækkes fra ens betalingskort. Om det er lige så billigt som et klippekort, kommer an på, hvor langt de skal køre og hvor ofte.

 

Man kan også købe en 24-timers billet til alle zoner eller et City Pass til enten 24 eller 72 timer i zone 1-4, som kan købes på www.1415.dk eller på Mobilbillet-app, som også findes i engelske versioner. Mobilbilletter betales via betalingskort på nettet og ikke via telefonregningen. Turister kan også købe et Copenhagen Card, som giver adgang til museer og transport i hovedstadsområdet.

 

Fordelen er, at rejsekortet selv regner ud, hvor mange zoner, du bevæger dig igennem. Og rejser du uden for myldretiden i hovedstadsområdet, får du 20 procent rabat på rejsekort personligt. Med myldretiden menes tidsrummene 11-13 og 18-07 på hverdage samt hele lørdagen, hele søndagen og på helligdage.

 

Forvirret? Du er ikke den eneste.

 

Læs selv mere på www.rejsekort.dk og se, om du kan gennemskue, hvilken løsning der passer til din ferie.

 

 

Kommentarer

Jeg har en ikke uvæsentlig tilføjelse til den glimrende artikel omkring overgang til rejsekort i DK. Da jeg var i Kbh. i april måned forespurgte jeg om reglerne på Hovedbanegårdens billetkontor samt på turistbureauet på Vesterbrogade På Hovedbanegården fik jeg udleveret to skemaer, som udedanskere skal bruge, hvis vi vil have et personligt kort samtidig med at manden gjorde opmærksom på, at man som udedansker - når personligt kort vælges og dermed den bedste rabatordning - skal medbringe kopi af pas SAMT en bopælserklæring fra ens udenlandske kommune, og denne erklæring må ikke være mere end et år gammel !!!!! Grunden til denne regel forklares med EUs bestemmelse om kundeidentifikation ifølge EU's 'Money Laundry Act' (om hvidvaskning af penge)... Det undrer mig, at DSB ikke har oplyst Spanien i Dag om denne ikke uvæsentlige detalje. Hvis man ønsker et anomymt kort, kan dette IKKE købes i Kastrup Lufthavn ej heller på Hovedbanegården, men i fx. Høje Tåstrup og enkelte andre byer uden for hovedstadsområdet. På Hovedbanegården vidste man i april ikke, hvordan turister eller os i udlandet skulle forholde sig, og på turistbureauet vidste de ikke engang, at kort købt inden 30.6.- SIDSTE FRISTEN kunne bruges i et år. De havde forsøgt at få oplysninger fra NOVIA, men det var en tung affære, og de havde også fået oplyst, at dette endnu ikke var løst. At skulle aflevere pas og bopælserklæring synes jeg er GROV kontrol og mistænkeliggørelse eller "BigBrother watching you" agtigt, noget som jeg har meget svært ved at acceptere. Derudover har NOVIA ikke løst hvordan institutioner skal kunne rejse billigst muligt. Og så kan jeg ikke gennemskue, om det vil blive dobbelt så dyrt i følgende situation: Jeg kører fra Solrød til Valby og afleverer et stk. barn (eller hvad det må være), stempler med mit klippekort som gælder 2 timer. Dvs. jeg kan køre tilbage på samme klip. Hvordan ser det ud efter rejsekortets indførelse? Der skal man "stemple ud" når rejsen er slut, men hvornår er den det, og kan man stemple ind og ud på samme station - i dette tilfælde Solrød?

der står: 'Med myldretiden menes tidsrummene 11-13 og 18-07 på hverdage samt hele lørdagen, hele søndagen og på helligdage.' Det var en voldsom myldretid med både nætter og helligdage, så der skal da vist stå: 'udenfor myldretiden' menes........ Eller lidt mere overskueligt, så kunne myldretiden, hvor man ikke må køre, remses op. Iøvrigt tak for artiklen, så man er forberedt, når man kommer derop. Ved du om disse turistkort kan købes allerede i lufthavnen?

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.