Angrebet af tiger
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 10/12/2013 - 09:43
Krimi og katastrofe
35-årig blev bidt i hovedet og fik dybe flænger på hals, arme, ryg og ben, da en tiger pludselig så rødt og gik til angreb på ham. Det hel...
35-årig blev bidt i hovedet og fik dybe flænger på hals, arme, ryg og ben, da en tiger pludselig så rødt og gik til angreb på ham. Det hele skete foran hundredvis af rædselsslagne tilskuere.
Se video længere nede
Dyretæmmeren Danny Gottani blev bidt i hovedet og fik dybe flænger på hals, arme, ben og på ryggen, da en rasende tiger pludselig gik til angreb på ham under en forestilling i Circo Gottani i nær Madrid.
For øjnene af hundredvis af tilskuere gik den store kat pludselig løs på dyretæmmeren. Publikum troede først, at angrebet var en del af showet.
Alvoren går først op for publikum, da en af de andre trænere kommer Danny til undsætning og begynder at slå på tigeren med en kæp.
Forsvarsløs tiger-tæmmer
Ifølge Circo Gottanis hjemmeside har Danny arbejdet med tigre, siden han var 18 år og bruger aldrig pisk eller andre våben til at kontrollere dyrene.
Kilder fra Madrids sundhedsvæsen oplyser over for det spanske nyhedsbureau EFE, at Gottani ikke er i livsfare, og at ingen af hans vitale organer blev beskadiget under angrebet, selv om rifterne var meget dybe.
Desuden måtte tiger-tæmmerens 60-årige mor, der sad blandt publikum, have akut krisehjælp efterfølgende.
Da man endelig havde kontrol over tigeren, fik man gennet den ind i et bur. Mens den 35-årige fik behandling, blev showet midlertidig indstillet. Forestillingen startede dog igen, efter Danny var sendt af sted med en ambulance.
Bidt i hals og hoved
Kilder fra alarmtjenesten SUMMA siger, at Danny var ved fuld bevidsthed, da han blev indlagt. Han havde fået et dybt bid i halsen, hvor der også var dybe sår fra tigerens klør.
Hele angrebet blev optaget af en tilskuer. På videoen kan man se, hvordan tigeren pludselig går til angreb på træneren, som uden held forsøger at tæmme dyret med en kæp.
Danny bliver først bidt i halsen og så i hovedet, hvorefter han bliver flænset på ryggen og på benet.
Det lykkes dog Danny at komme fri af tigerens klør, inden det går helt galt. Han fik omgående behandling for sine sår.
Se videoen af angrebet:
Kræver forbud
Hændelsen kommer samtidig med omfattende protester mod brug af vilde dyr i cirkus. Foreningen AnimaNaturalis kræver, at regeringen vedtager et forbud mod misbrug og mishandling af vilde dyr i fangenskab.
Ved flere cirkusforestillinger har foreningen har omdelt brochurer og foldere med billeder af mishandlede cirkusdyr.
140 spanske kommuner har foreløbigt forbudt brug af vilde dyr til cirkusforestillinger, og en række lande er ved at indføre lignende forbud.
Den hollandske regering har indført et forbud, efter en række afsløringer viste, hvordan cirkuselefanter trænes med voldelige metoder. Samtidig kom der flere kritiske videnskabelige udtalelser om brug af vilde dyr i cirkus.
Elefanter mishandlet
Den hollandske forening Wilde Dieren de Tent Uit (Ingen vilde dyr i cirkus) har gennem en årrække arbejdet for et forbud, og man glæder sig meget over regeringens dyrevenlige beslutning.
Også Storbritannien nærmer sig et forbud mod vilde dyr i cirkus. Efter afsløringen af elefanter, der blev mishandlet i et britisk cirkus, har der været et folkekrav om at forbyde brugen af vilde dyr i cirkus.
Forslaget blev bakket op af 94 procent af befolkningen, og det blev vedtaget med støtte fra alle partier dog med stærk modstand fra Storbritanniens premierminister, David Cameron.
Dyrenes lidelser i fokus
Flere steder kommer der mere og mere fokus på cirkusdyrenes liv og forhold. Den danske forening Dyrenes Venner kæmper også for et totalt forbud og henviser på sin hjemmeside til, at lande som Sverige, Norge, Finland, Østrig, Portugal, Kroatien, Israel, Costa Rica, Peru og Indien allerede har indført restriktioner mod brug af dyr i cirkus.
Bolivia forbød som det første land i verden brug af cirkusdyr og efterfølgende har Grækenland og Paraguay fulgt trop. Dyrenes venner mener, at det er dyrplageri at tvinge vilde dyr til at underholde i cirkus. Foreningen begrunder det på sin hjemmeside med, at "dyrene tvinges til at udføre unaturlige kunster, som er belastende og ydmygende for dyrene" og videre, at "livet i cirkus er lig med hård træning. Vold bruges i træning, og redskaber som “elefantkrog” og pisk påfører dyrene smerte og lidelser".
Pinefuldt og stressende
Foreningen mener desuden, at cirkusdyr lever under forhold, som ikke er i nærheden af at tilfredsstille deres naturlige adfærdsbehov. Eksempelvis søløver, der i sagens natur har behov for store vandarealer, og det behov har cirkus ikke ikke mulighed for at opfylde. Og flokdyr som elefanter, lamaer og heste lever isoleret fra hinanden eller så trangt, at normal social adfærd er umulig.
Dyrenes Venner opsummerer modstanden med, at "mangel på plads og det at dyrene står indespærret og fastbundet i lange perioder, er pinefuldt og stressende for dyrene. Menneskelig håndtering, larm og uro fra tilskuere og ingen mulighed for at trække sig tilbage fra manegen er årsag til stress, stereotyp adfærd og alvorlige helbredsproblemer".
Ifølge foreningen har vilde dyr som underholdning i cirkus været forbudt i Danmark siden 1960'erne, men modsat så mange andre lande, valgte danske politikiere at bløde op for lovgivningen. Fra maj 2009 har det igen været tilladt at bruge elefanter og søløver i cirkus.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.