Tandlæge uden tilladelse
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 18/11/2013 - 12:00
Krimi og katastrofe
Britisk tandlæge med et noget blakket ry arbejder fortsat med tænder i Sydspanien. Rajkumar Rao er netop – for tredje gang – blevet smidt ...
Britisk tandlæge med et noget blakket ry arbejder fortsat med tænder i Sydspanien. Rajkumar Rao er netop – for tredje gang – blevet smidt ud af tandlægeforeningen, men det har ingen indflydelse på arbejdsgangen på klinikken i Alhaurín el Grande.
Rajkumar Rao er blevet afvist af tandlægeforeningen - dog for administrative fejl. Ikke desto mindre bør han ikke arbejde som tandlæge.
Talrige fejl
Det britiske General Dental Council har altså netop igen afvist Raos ansøgning om at blive genoptaget i det britiske register med henvisning til forsøg på ”vildledning”. Afvisningen bunder i ”talrige kliniske fejl, mangler og unøjagtigheder i det fremlagte bevismateriale”, og derfor kan Rao ikke få lov til at praktisere i Storbritannien igen.
Sagsøgernes advokater kalder tandlægen for en ”risiko for offentligheden”, eftersom han har behandlet patienter på trods af, at han havde fået frataget sin bevilling.
I afgørelsen fremgår det, at Rao havde ”undladt at informere det spanske tandlægekollegium om, at han var blevet slettet af det britiske General Dental Council. Rao er mistænkt for at have fejlbehandlet både børn og voksne.
Blev væk fra retten
Olive Press har flere gange tidligere skrevet om tandlægen, og det fik ham på et tidspunkt til at hive avisen i retten i Coín på anklager om injurier. Men da det kom til stykket, gad Rao ikke rigtig alligevel. Olive Press skriver i november 2011, at han undlod at møde.
”Vi har været tvunget til at hoste op ned over 5.000 euro for at forsvare en sand perlerække af historier, der er blevet bragt om Raj Rao. Han har blandt andet også havde haft den tvivlsomme ære at være med i det britiske dokumentarprogram ”Dentists from Hell” (Tandlæger fra helvede, red.), står der i artiklen.
Men den sigtede tandlæge valgte altså at blive væk, til stor skuffelse for to vidner og ofre fra tandlægestolen. De støttede begge anklagerne bragt i Olive Press.
Lam i den ene kind
Et af ofrene var rejst over 2.500 kilometer fra Skotland for at vidne mod manden.
- Det føjer bare spot til skade, sagde David Buchanan, der hævder, at han er blevet lam i den ene side af ansigtet, efter at en bedøvelse gik galt.
- Jeg er permanent følelsesløs i den kind, så når mine børn kysser mig godnat, kan jeg ikke mærke det, sagde Buchanan for to år siden til Olive Press.
Han måtte desuden droppe sit arbejde i syv måneder på grund af smerter, og han har også mistet en del af smagssansen.
Ubrugeligt inplantat
Det andet offer er Veronica Thomas, som også tog turen til dommerkontoret i Coín for at vidne mod tandlægen. Hun havde betalt Rao 760 euro for et ubrugeligt implantat.
- Han sagde, at den ville vare resten af mit liv, men gik i stykker to uger senere, forklarede hun.
Efter at implantatet gik i stykker yderligere to gange sendte Veronica i stedet sin 66-årige mand til klinikken for at lave en såkaldt sit-in-demonstration, indtil han fik pengene retur. Men efter to timers ventetid tilkaldte Rao politiet og kaldte i øvrigt parret for en ”gang turister, der var løbet tør for penge”.
- Det var bare så fornærmende, og han kan skal ikke få lov til at holde uskyldige mennesker for nar, siger Thomas.
Men på trods af alle anklagerne fortsætter Rao med at arbejde i sin klinik The Alhaurín Dental Centre.
Tilbageholder oplysninger
Rao blev for første gang ekskluderet fra tandlægekollegiet i Storbritannien i 1998 for en ”alvorlig faglig forseelse”, baseret på klager fra seks patienter herunder en 72-årig patient, der havde fået 22 nye kroner, selv om hun kun reelt havde brug for syv.
Dengang fik han sin licens tilbage efter tre år, og han arbejdede så fra 2001 til 2004, hvorefter han igen blev smidt ud. Men ved at tilbageholde oplysninger over for det spanske tandlægekollegium i Málaga kunne han ufortrødent fortsætte sin praksis i Alhaurín el Grande.
En talsmand for kollegiet oplyser til Olive Press, at man ikke havde kendskab til hans historie. Efterfølgende undersøgelser viser dog, at manden ikke havde været i stand til at fremlægge beviser for en ren straffeattest, sådan som det kræves fra British Dental Association.
Og nu er Rao altså så blevet afvist for tredje gang.
Bevidst vildledning
I en sønderlemmende dossier har et udvalg under det britiske tandlægekollegium beskyldte tandlægen for bevidst at have forsøgt at vildlede dem.
Alex McCubbin fra British Dental Centre i Marbella siger i en kommentar til Olive Press, at han ikke er overrasket over, at Rao har været i stand til at fortsætte med at arbejde i Spanien.
- Kravene er så meget strammere i England end i Spanien, der er en utrolig stor forskel, siger han.
I Storbritannien kan der være afvisninger af helt op mod 20 tandlæger om måneden - i nogle tilfælde er der tale om kortvarig fratagelse af licens og krav om mere uddannelse, men der er ingen kommunikation mellem de spanske og britiske myndigheder, siger han.
Rao har afvist at kommentere på afslaget af hans ansøgning.
Han kone siger til Olive Press:”Tak for opkaldet, vi har ingen kommentarer”.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.