Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Til kamp mod skattely

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 22/05/2013 - 10:47

Penge & Forbrug Samfund og Politik


Spanien vil lægge pres på at få vedtaget strammere lovgivning vedrørende skatteunddragelse i EU og udarbejdelse af et forslag om en bank-uni...

Spanien vil lægge pres på at få vedtaget strammere lovgivning vedrørende skatteunddragelse i EU og udarbejdelse af et forslag om en bank-union inden topmødet i juni.

 

Det står klart efter gårsdagens møde mellem EUs stats- og regeringschefer i Bruxelles, hvor der var lagt op til en kamp imod skatteunddragelse på en meget bred front.

 

Opgør med at flytte overskud

Efter en stribe afsløringer kombineret med nye amerikanske regler er der langt om længe kommet fart over skattekampen i EU. Luxembourg og Østrig giver næppe grønt lys til en vigtig revision af EUs rentebeskatnings-direktiv, men diplomater venter, at det vil ske, når en aftale mellem Schweiz og EU er faldet på plads.

 

EU vil presse på for et opgør med såkaldt aggressiv skatteplanlægning, hvor virksomheder flytter overskud over grænser for til sidst at ende med at betale tæt på ingen skat.

 

Især Storbritannien, Frankrig, Italien og Spanien presser på for at skabe større gennemsigtighed i europæiske skattely og på længere sigt en global standard for udveksling af informationer fra alle verdens skattely. Herunder udveksling af detaljerede oplysninger om, hvem der står bag konti og selskaber, som skattelyene i dag helt eller delvist skjuler.

 

Apple slipper for skat

Topmødet finder sted på et tidspunkt, hvor den amerikanske gigantkoncern Apple ifølge den amerikanske kongres betaler så godt som ingen skat, og det vil EU nu gøre op med. Uden at kommentere Apple-sagen direkte, spurgte EUs kommissionsformand, José Manuel Barroso, i en tale i går:

 

- Hvordan kan vi forklare ærlige husholdninger og virksomheder, at andre dele af samfundet med fuldt overlæg undgår at betale?

 

EU-Kommissionen skønner, at de 27 EU-lande hvert år kunne få - i meget runde tal - yderligere 1.000 milliarder euro i statskasserne, hvis de kunne få deres retmæssige skat fra borgernes aktiver på konti i udlandet.

 

To former for snyd

Men i sagens natur findes der ingen præcis, troværdig oversigt over, hvor og hvordan pengene fordeler sig på bankkonti i udlandet, som myndighederne ikke kender til. Kommissionen læner sig derfor blandt andet op af en rapport, der er lavet af den britiske skatteekspert Richard Murphy for Europaparlamentet.

 

Han skelner mellem to former for skattesnyd: Når man i strid med loven enten slet ikke betaler eller betaler for lidt i skat, som regel som følge af fejl, eller når man med overlæg helt udelader at opgive beløbet til den relevante nationale myndighed.

 

Jagten er gået ind

Forklaringen på, hvorfor skattelyene pludselig er kommet så højt op på den internationale politiske dagsorden, er enkel: Landene i Europa og resten af verden lider under, at de i en global økonomisk krisetid kæmper med at kunne få nok ind i skat, så de har råd til offentlig velfærd og kan betale for alt fra skoler til sygehuse. Jagten er derfor gået ind på ikke mindst velhavere, der snyder i skat, gemmer deres penge i skattely og dermed sniger sig uden om at spytte i fælleskassen.

 

- Stats- og regeringscheferne har svært ved at hæve skatterne mere over for den store middelklasse,siger Zsolt Darvas, forsker ved tænketanken Bruegel i Bruxelles.

 

Krisen gør det oplagt for EU-landene at lægge en skarpere kurs over for skatteunddragelse, især den ulovlige. Det kan alt andet lige give indtægter, man slet ikke har haft før.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.