Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Tragedie ved gangbro

Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 15/01/2015 - 11:04

Krimi og katastrofe

ULYKKE: Ung mand var på vej hjem fra festlig aften med sin ven, da han faldt i døden.

Mand i 20'erne er død i dag, efter han blev ramt af et tog nær Cercanías de El Barrial-stationen i Pozuelo de Alarcón, Madrid.

Han faldt ned på skinnerne fra en gangbro, hvor han kom gående med sin kammerat. Umiddelbart inden ulykken indtraf, råbte han i kådhed, at han elskede livet "på kanten".

Politikilder fortæller, at hændelsen indtraf lige efter klokken seks torsdag morgen. De to unge mænd var på vej hjem efter at have været på en natklub i området.

Legede med døden

Mens de var i gang med at krydse broen over togskinnerne, gik den ene, som oprindeligt er fra Ecuador, helt hen til kanten og råbte "Jeg elsker at leve på kanten", hvorefter han faldt ned på sporene.

Det skete, netop som et tog nærmede sig. Vennen forsøgte, men havde ingen chance for at nå at komme ned og trække ham væk, før han blev ramt af toget, fortæller vidner til politiet.

Da redningsmandskab ankom til stedet, kunne man intet stille op. Ambulancelægen kunne blot konstatere, at den unge mand var død, lyder meldingen fra alarmcentralen i Madrid.

Tragedien tvang myndighederne til at indstille alle tog på forstadsstationerne El Barrial og Majadahonda indtil klokken 8:49. 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.