Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Tre omkommet under uvejr

Skrevet af Pia Bruun, ons, 18/08/2010 - 09:18

Vejr og natur

De kolossale regnmængder, der faldt mandag aften i de indre egne af Andalusien, kostede tre mennesker livet.

De kolossale regnmængder, der faldt mandag aften i de indre egne af Andalusien, kostede tre mennesker livet.

Huse og kældre stod en overgang under vand, og hundredvis af biler er blevet skadet.

Uvejret var ventet, men ikke i det omfang. Nedbørsmængden efter tordenvejret oversteg alle forudsigelser.
”Vi frygtede mere brandfare fra lyn, end oversvømmelser, og derfor var brandvæsnet sat i forhøjet beredskab”, forklarer den andalusiske regeringsleder, Jose Antonio Griñán, da han i går besøgte nogle af de værst ramte områder.

Men selv om vejrmeldingerne havde holdt stik, var der ikke noget at stille op over for de 216 mm. nedbør, der faldt sent mandag aften i Aguilar de la Frontera og Bujalance kommuner i Córdoba Provinsen.

I Bujalance kostede regnvejret en 36-årig mand livet, da han blev mast til døde under en mur. Manden var gået ud for at se til sine dyr, da en flere meter høj mur pludselig styrtede ned over den 36-årige.

I Aguilar de la Frontera druknede en 56-årig kvinde og en 29-årig mand, da en jeep blev trukket med af hastigt stigende vandstand i en lagune. Bilens fører, en 31-årig mand, som nåede at ringe efter hjælp fra sin mobiltelefon, slap med lettere kvæstelser.

Dagen efter uvejret var byen forvandlet til en losseplads af biler, knallerter, møbler og andet, som vandet havde taget med sig på sin vej ned gennem gaderne.

"Det begyndte for alvor at regne kraftigt kl. 22:30, og folk klamerede sig til deres huse, eller søgte tilflugt hos naboer. Det var som en flodbølge”, fortæller Carmen Rios.

Der er flere årsager til, at Aguilar de la Frontera var særligt medtaget af uvejret: Byens topografi og vejarbejde ved landevej N-331 betød, at de enorme mængder regn, der faldt i løbet af få timer, styrtede ned gennem de smalle gader og endte i udgravninger og grøfter. 
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.