Tror ikke på Rajoys løfter
Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 01/01/2014 - 11:14
Samfund og Politik
Landets borgere har ikke megen tiltro til regeringens løfter om, at nu bliver alt bedre. 71 procent mener, vi skal helt frem til 2015, før der...
Landets borgere har ikke megen tiltro til regeringens løfter om, at nu bliver alt bedre. 71 procent mener, vi skal helt frem til 2015, før der kommer gang i væksten og beskæftigelsen.
Ved indgangen til det gamle år forsikrede landets premierminister, Mariano Rajoy, at 2013 ville blive et svært år.
Det var alle klar over - og derved blev det.
Ved indgangen til det nye år siger Rajoy, at 2014 bliver bedre, og der er tegn på økonomisk opsving.
- Jeg kan fortælle jer, at 2014 bliver meget bedre med mere produktion, beskæftigelse og økonomisk vækst, sagde Rajoy under det sidste ministerrådsmøde i 2013.
Men den tror Spaniens indbyggere ikke på.
Måske værre
En undersøgelse foretaget af El Mundo i dagene fra den 26. til 28 december viser, at næsten tre ud af fire forventer at 2014 bliver ligesom 2013 eller værre.
71 procent mener, at der går mindst et år, før der kommer gang i beskæftigelsen. Arbejdsløsheden i Spanien, der er Europas højeste, var ved indgangen til 2014 på 25,98 procent.
Kun 17 procent tror på økonomisk fremgang i år.
Pessimisme eller forsigtig optimisme er dominerende indenfor alle aldre, begge køn og politiske partier.
91 procent af de vælgere, der ved sidste valg stemte på IU, de forenede socialistpartier, mener, at 2014 bliver endnu et kriseår, 83 procent af PSOEs vælgere siger det samme, mens 47 procent af regeringspartiets egne vælgere deler samme pessimisme.
Men kun én ud af tre konservative vælgere tro på premierministerens ord.
Mest pessimistiske er landets unge, mens de ældre mener, at der er lys for enden af tunnelen.
Dårligere økonomi end for et år siden
Omkring 60 procent af de spanske familier siger, at de har færre penge end for et år siden. Kun 3,7 procent mener at de har federe tegnebøger end ved udgangen af 2012.
Meningsmålingen vender også tommelfingeren nedad for det regerende konservative Partido Popular. Trefjerdedele af de adspurgte mener ikke, at regeringens politik bærer frugt.
Premierminister Mariano Rajoy meddelte for nylig, at hans forudsigelser for 2013 var gået i opfyldelse, med et vanskeligt første halvår af 2013, men med makroøkonomisk bedring i anden halvdel af året.
Regeringen forventer en 0,7 procent vækst i 2014, men de fleste økonomiske eksperter mener ikke, at det er nok til at skabe jobs og El Mundos meningsmåling viser altså, at landets indbyggere deler eksperternes skepsis.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.