Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Tryghed i solen

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 24/01/2015 - 00:01

Erhverv & Service Klumme

KLUMME: Der er sat mange omsorgsfulde svaner i søen hos Nordisk Senior Service siden starten.

Til foråret er det to år siden, Nordisk Senior Service startede sine omsorgs-aktiviteter på Costa del Sol. Meget er sket siden, og de to initiativtagere, Pernille Jensen og Finn Bejer-Andersen, har løbende tilpasset virksomhedens tilbud til de mange forskellige ønsker og behov, der er opstået undervejs.

I dag kan man både komme på beskyttet ferie, bo midlertidigt eller permanent, komme på genoptræning eller få pleje i eget hjem på Costa del Sol.

- Det er også sket i flere tilfælde, at vi har hentet patienter, der er blevet udskrevet eller behandlet på skadestue, og som har behov for et ophold hos os, til de igen kan klare sig selv, fortæller Pernille Jensen.

Jeg besøgte Nordisk Senior Service i det beskyttede boliganlæg hos Adorea i Benalmádena.

“Danmarks bedste højfjeldshotel”

Carl Christian Branner er permanent beboer

Inden Carl Christian flyttede til Spanien var han i en årrække hotelchef på Gaustablikk Høyfjellshotell i Norge, som han med et smil betegner som “Danmarks bedste højfjeldshotel”.

Nu bor Carl Christian så i Solkystens måske bedste beskyttede boliger. 

- Bentøjet fik det ikke så godt, og det blev vanskeligt med trapperne i min ellers dejlige bolig på vejen op til Mijas. Gennem én af mine venner, havde jeg hørt godt om stedet, men jeg tog jeg en prøvemåned, inden jeg valgte at blive permanent, fortæller Carl Christian.

Carl Christian sørger selv for sin mad. Han har sin bil holdende i garageanlægget under lejligheden, hvor han let kommer ned med elevatoren. Med sin rollator klarer han transporten af indkøbene.

- Men rengøring og vask gider jeg ikke - jeg er jo en forvænt ungkarl, griner Carl Christian og fortæller, at personalet er meget sødt og omsorgsfuldt. Han skal jo også have tid til at spille bridge i Den Danske Klub og tage til opera-aftener i Miramar-centret.

Kollapsede

Karin Boné er også permanent beboer

I efteråret kollapsede Karin pludseligt og endte på hospitalet. Det var et helvede for hende at være der, og da Pernille pludselig stod der for at hente hende, ændrede alt sig.

- Det var en stor lettelse, og Pernille tilbød, at jeg kunne bo i en beskyttet bolig, indtil jeg var blevet bedre. Men det er altså endt med, at jeg har valgt at blive boende, fortæller Karin.

Karin boede i Riisskov men besluttede at flytte til Spanien for ni år siden, hvor hun købte en lejlighed i Fuengirola.

- Men jeg ønsker ikke at flytte tilbage i lejligheden. Her føler jeg mig fuldstændig tryg og er glad for det søde personale, som også hjælper mig med alle daglige praktiske ting. Og skulle jeg få behov for hjælp her og nu, kan jeg bare trykke på min alarm-knap, hvor der er 24-timers assistance, siger Karin.

Jeg brød mig ikke om den mad, som Adorea tilbød. Men efter Nordisk Senior Service selv er begyndt at levere maden, glæder jeg mig til måltiderne, slutter Karin.

Bliver tilkaldt

- Som det skete i tilfældet med Karin, bliver vi kontaktet af hospitalerne eller det danske konsulat, hvis en dansker - som kan være herboende eller turist - bliver behandlet på hospitalet, og hvor lægen vurderer, at patienten ikke kan klare sig selv umiddelbart efter udskrivelsen, fortæller Pernille.

Som eksempler nævner Pernille et norsk/svensk ægtepar, hvor manden havde været indlagt på Hospital Costa del Sol i én måned. Han skulle genoptrænes for at kunne rejse til Norge og holde jul.

En dansk dame fik et ildebefindende nytårsaften og kom på skadestuen. Derefter tilbragte hun et par dage hos os - de første 24 timer med konstant overvågning - og kom hurtigt til hægterne igen.

Ikke Montebello

Netop genoptræning i en kortere eller længere periode er ét af tilbuddene hos Nordisk Senior Service. 

- Vi er ikke et Montebello, som mange patienter kender i Benalmádena Pueblo. Men vi kan tilbyde mange af de samme ting, fortæller Finn Bejer-Andersen, der har en mangeårig baggrund i medicinalbranchen.

Nordisk Senior Service har både tilknyttet læge, sygeplejerske, fysioterapeut, massør med speciale i kræftpatienter og en psykolog.

Der har også været flere på rekreationsophold. Som eksempel nævner Finn en norsk dame, der bor på Solkysten og som trængte til aflastning i to gange én måned sidste år.

- Den største forskel på Montebello og os er desværre den, at man skal betale for opholdet hos os, siger Finn.

Beskyttet ferie

Der har også vist sig interesse for Nordisk Senior Service’s tilbud om beskyttet ferie.

Mange drømmer om en ferie i Sydens dejlige klima, men tør ikke på grund af alder eller helbred og eller kan ikke på grund af et handicap. Tilbuddet er også aktuelt, hvor den ene part er helt rask, men ikke den anden.

I august sidste år havde vi besøg af Ane og Jan. Jan var blevet bundet til en kørestol efter en blodprop i en alder af kun 55 år. Ane og Jan havde rejst meget, inden det skete og Ane havde lovet Jan, at de nok skulle komme på ferierejse sammen igen, fortæller Finn og henviser til nedenstående artikel.

Klik her for at læse: Nu er livet værd at leve igen

Pernille fortæller et eksempel om et andet par, der kom på beskyttet ferie:

- Astrid og Niels benyttede sig af vores tilbud, fordi Niels havde ustabilt helbred. Desværre skete der det under opholdet, at Niels fik et ildebefindende med stærkt forhøjet blodtryk og blev indlagt på intensiv-afdeling i flere dage.

- Selv om det var synd for dem, at flere dage skulle tilbringes på hospitalet, så var det selvfølgelig rart for os at kunne bevise, at vores tilbud om tryghed og omsorg også fungerer, når uheldet er ude. Vi var til stede på hospitalet, talte med læger og sygeplejersker, oversatte og vurderede sammen med parret.

Hjemmepleje

Da Nordisk Senior Service startede, var der ikke planer om at tilbyde hjemmepleje.

- Det blev dog hurtigt et ønske hos vores kunder, der eksempelvis havde været på aflastningsophold i vores beskyttede boliger, fortæller Finn.

Efterspørgslen på tilbuddet om hjemmepleje førte til, at Nordisk Senior Service åbnede et service-kontor på feriapladsen i Fuengirola.

Kontoret ligger ved siden af den danske restaurant La Vida

- Det er som oftest mig, der betjener kontoret. Vi har åbent mandag, onsdag og fredag fra klokken 10 til 12, og dér kigger folk ind for at forhøre sig om mange forskellige ting. Nogle tænker på at opgive deres nuværende for store bolig, andre skal opereres og skal planlægge rekreation og eventuel genoptræning og andre igen forhøre sig om hjemmeplejen for sig selv eller andre, fortæller Pernille.

Og fremtiden?

Pernille og Finn - initiativtagerne til Nordisk Senior Service

- Vi er glade for, at vi er ved at trænge igennem med vores tilbud både i Spanien, Danmark, Sverige og Norge. Vi har fra begyndelsen haft den holdning, at vi ville starte langsomt, så vi hele tiden kunne korrigere og skabe de bedst mulige tilbud, siger Finn og fortsætter:

- Nu har vi efterhånden fået gode kontakter i de relevante foreninger i Danmark, hvor medlemmerne kan have stor glæde af vores beskyttede ferie. Men inden vi modtager nogen, har vi altid en personlig samtale om kundens forventninger til omsorgen. Vi skal være helt sikre på, at vi kan leve op til dem.

Pernille tilføjer:

Det vigtigste for alle vores gæster er, at de under opholdet føler den omsorg og tryghed , som de ville kunne få af deres egen familie. Vi tilrettelægger individuelt de behandlinger, aktiviteter og oplevelser, som den enkelte ønsker med vores danske personale. Og de er under vores beskyttende vinger, lige fra vi henter dem i lufthavnen til vi samme sted siger på gensyn.

 

Klik her, for at få flere oplysninger om Nordisk Senior Service

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.