Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Tysker dræber betjent i Málaga

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 22/05/2014 - 11:38

Krimi og katastrofe


33-årig betjent fra Policía Nacional blev i går stukket ned af en tysker på åben gade i Málaga. Den unge betjent overlevede ikke, og både...

33-årig betjent fra Policía Nacional blev i går stukket ned af en tysker på åben gade i Málaga. Den unge betjent overlevede ikke, og både drabsmanden og forbipasserende blev ramt af skud fra betjentens kollega.

 

Betjenten, Francisco Díaz Jiménez, blev stukket ned i Calle Frigiliana i området ved Carretera de Cádiz, efter han havde bedt den 36-årige hjemløse tysker, Stephan R, om legitimation.

 

Tyskeren, der blev anholdt umiddelbart efter, menes at være psykisk uligevægtig. Han blev selv lettere kvæstet af skud fra betjentens kollega og måtte indlægges på sygehus.

 

To tilfældige blev skudt af betjenten

Betjenten blev dødeligt såret, da tyskeren helt uventet trak en kniv frem og stak manden to gange i maven. Den 33-årige betjent faldt om på gaden i en blodpøl og døde på vej til skadestuen.

 

To andre blev såret under skyderiet, da de blev ramt af vildtfarende projektiler.

 

Dramaet skete, da to betjente fra Policía Nacional efter anmodning af en domstol, var blevet bedt om at identificere en af de hjemløse, der længe har været et problem i området.

 

Ifølge Diario Sur var tyskeren betegnet som ”ret voldelig” i politiets registre. Og havde tidligere været i politiets varetægt på grund af sin agressive adfærd overfor beboerne i området.

 

Skudt på vej ud fra skobutik

En af naboerne, der overværede dramaet, så den ene af betjentene gå hen til tyskeren for at bede om legitimation. Få sekunder senere lå han på jorden. Den anden betjent trak sin tjenestepistol frem og råbte; "stop, politi!"

 

Et øjeblik så det ud, som om tyskeren ville overgive sig, men så stak han af. Den anden betjent affyrede fem skud i retning af den flygtende tysker, hvor det ene ramte ham i overkroppen. Et af de andre skud ramte en 28-årig kvinde, der netop var kommet ud fra en skobutik.

 

Et andet projektil ramte en mand, der stod og snakkede med en anden på gaden.

 

Datter på fire år

Der gik seks minutter fra knivstikkeriet fandt sted, til ambulancen kom frem. Den sårede betjent blev ilet til sygehus, men døde kort efter. To andre betjente begyndte at græde, og en smed i raseri sin kasket på jorden.

 

Francisco Díaz Jiménez havde været ansat indenfor Policía Nacional i otte år. Han var gift og havde en datter på fire år.

 

Ingen af de øvrige sårede er i livsfare.

 

Vest kunne have reddet betjenten

En talsmand for politiets fagforening, SUP, siger, at man i mere end et år har krævet at uro-betjentene bærer sikkerhedsveste, og at det formentlig kunne have reddet mandens liv.

 

- Vi kan ikke forstå, at der bliver brugt midler på nye uniformer når betjentenes liv er i fare, fordi de ikke har sikkerhedsudstyret i orden, siger Manuel Expósito, der er talsmand for SUP.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.