Tyskland til Spanien: sælg jeres guld!
Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 10/08/2011 - 11:45
Samfund og Politik
Det er ikke nogen hemmelighed, at Tyskland ikke jubler over, at Den Europæiske Centralbank nu støtteopkøber spanske – og italienske – sta...
Det er ikke nogen hemmelighed, at Tyskland ikke jubler over, at Den Europæiske Centralbank nu støtteopkøber spanske – og italienske – statsobligationer. Derfor bør landene sælge deres guldbeholdninger, lyder opfordringen.
Det er regeringspartierne CDU og FDP, der i kølvandet på den holdning, kommer med forslag om, at Spanien skal sælge sine guldreserver og i øvrigt foretage flere privatiseringer for at skaffe penge i kassen.
I følge analytikere har Spanien en guldreserve, der i dagens marked repræsenterer en værdi af godt 11 milliarder euro. Det svarer til ca. en procent af Spaniens bruttonationalprodukt.
Og guldprisen stiger fortsat. Officielt hedder det i stuerene finansmedier, at ”Prisen på guld fortsat stiger markant i investorernes søgen efter sikre investeringer”.
Det rene gas og casino-økonomi
”Investorerne” har overhovedet ikke købt guld. Derimod har spekulanterne købt ”guldfutures”, hvilket er retten til at købe guld til en bestemt pris i december. Og den er steget med 1,06 procent. Det har bragt guldprisen op til 1.737,77 dollar pr. ounce på Comex I New York.
En guldfuture er som nævnt ikke et køb, men en ret. Og de futures, der købes i dag, bliver handlet måske tusindvis af gange inden december. Ligesom det sker med futures på korn og andre råvarer, som eksempelvis olie.
Drømmedag
Mens os almindelige mennesker synes, at tirsdagen blev endnu en skrækkelig dag med usikkerhed og gigantiske udsving på børserne - både i Spanien, Danmark og resten af verden – så blev det en drømmedag for de finansielle spekulanter, der scorer kassen på både fald og stigninger.
Børsen i Madrid sluttede dagen med et fald på 0,36 procent i IBEX35 efter at have været meget større tidligere på dagen. I København sluttede C20 med et plus på 2,04 procent efter at have været nede med 4,4 procent. Et samlet udsving på 6,44 procent!
Efter omkring 6-procents-faldene mandag på Wall Street, sluttede Dow Jones med en stigning på 3,98 procent, S&P med 4,75 procent og Nasdaq med 5,29 procent.
De spanske statsobligationer
Den Europæiske Centralbanks støtteopkøb af spanske – og italienske - statsobligationer satte et stort fingeraftryk på obligationsmarkedet.
Opkøbene udløste store rentefald i Spanien og Italien, mens rentestigninger i Danmark og Tyskland reducerede den risikopræmie, som Spanien og Italien skal betale for at låne penge.
Renten på den 10-årige spanske og italienske statsobligation lå tirsdag ved børslukketid henholdsvis 9 og 12 basispoint lavere end mandag i 5,03 og 5,15 procent.
Onsdag morgen startede risikopræmien på de spanske statsobligationer på 276 basispoint – 6 mere end tirsdag.
USA
Centralbankchef Ben Bernanke kom i går aftes med en noget usædvanlig udmelding. Den amerikanske centralbank holder renten lav i ekstremt lavt niveau på 0,25 procent til ind i 2013.
Det er første gang, at centralbanken så offensivt melder ud, at USA fastholder renten meget lav i lang tid.
Børserne
I Madrid åbnede IBEX35 med en stigning på 1,19 procent. Kl. 10:10 var den faldet med 0,30 procent og kl. 11:10 steget med 0,84 procent.
På Københavns Fondsbørs åbnede C20 med et brag af en stigning på 3,4 procent, men kl. 11:15 var stigningen reduceret til 0,93 procent.
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.