Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Bag hver en stor mand står en kvinde... bag Picasso stod der mange!

Skrevet af Kathrine Hesner, fre, 25/08/2023 - 07:00

Udflugter

Kom tæt på Picasso og hans liv med dansk guide Pia Bruun den 5. oktober.

I år er det 50 år siden, den verdensberømte spanske kunstner Pablo Picasso døde, og det markeres med en række aktiviteter i hans fødeby Málaga.  

Vi holder os naturligvis ikke tilbage og byder på en guidet bytur og rundvisning på Picasso-museet. Det sker næste gang den 5. oktober klokken 15:00.

Vi ser, hvor han blev født og tilbragte de første ni år af sit lange liv. Det var her lille Pablo Ruiz Picasso malede sine første værker. 

På turen går vi tæt på den feterede og omdiskuterede kunstner. Han kom til verden den 25. oktober 1881. Egentlig troede man, at barnet var dødfødt. Det var først da hans onkel, Salvador, pustede fed cigarrøg ind i barnets lunger, der kom liv i den lille dreng. Tobakken fulgte ham resten af livet.

Vi hører om barndomsårene i Málaga. Hans far, som var kunstmaler, lærte hurtigt sønnen at tegne og male, og det første ord drengen sagde var “piz”, en forkortelse for “lápiz” - altså en blyant. Vi ser et af Picassos første værker. 

Pia Bruun fortæller om den verdenskendte kunstner

På turen hører du om hans brogede liv, om kubismens start og den betydning, mange smukke, unge kvinder fik for hans karriere. For nogle betød mødet med Picasso et liv i sus og dus, for andre fik det katastrofale følger.

En af hans muser, Françoise Gilot, som blev mor til to af hans børn, skriver i sin fascinerende bog om sit liv med malergeniet, at hun fik at vide, at der findes to typer kvinder: Gudinder og dørmåtter. 

Efter rundvisningen, der varer en times tid, er der mulighed for på egen hånd at bruge mere tid på udstillingen.

Praktisk information
  • Fysisk form: Alle kan være med, men du skal være selvhjulpen
  • Dato: Torsdag den 5. oktober
  • Mødested: Det romerske teater i Málaga
  • Tid: klokken 15:00
  • Pris: 20 euro som inkluderer entré på Picasso Museet 
  • Tilmelding på mail til pia.bruun@gmail.com. Max 15 deltagere.

Vigtigt: Ved tilmelding skal du venligst oplyse dit telefonnummer.

Hvis du er blandt Amigos, så husk at benytte den email, du er registreret med og skriv, at du er Amigos af hensyn til din førsteret til reservation.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.