Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Udsigt til dyrere flybilletter

Skrevet af Kathrine Hesner, tir, 29/03/2022 - 11:06

Fly & trafik Penge & Forbrug

FLY & FORBRUG: Luftfartsekspert forudser dyrere flybilletter som følge af stigninger i brændstofpriserne.

Willie Walsh, generaldirektør for International Air Transport Association, IATA, siger, at de stigende brændstofpriser vil gøre flybilletterne dyrere og dermed påvirke efterspørgslen.

Udmeldingen kom mandag ved et møde om luftfart og turisme, som blev afholdt af den liberale gruppe i Europa-Parlamentet, Renew Europe, i Madrid mandag.

Det skriver branchemediet Hosteltur.com

Påvirkes på to punkter

Walsh påpegede, at krigen i Ukraine har haft en dobbelt indvirkning på luftfarten.

På den ene side forårsagede den en øjeblikkelig stigning i olieprisen, hvilket drev brændstofpriserne op, som udgjorde 27 procent af flyselskabernes omkostninger, da råolie kostede 80 dollar pr. tønde, og som nu vil få større vægt i branchens omkostningsstruktur, når Brent-olien, der er referenceprisen for Europa, i sidste uge lukkede på over 120 dollar pr. tønde.

Willie Walsh forklarede, at den største udfordring lige nu er, om industrien kan absorbere de ekstra omkostninger, som olieprisen medfører. 

- Hvis prisen forbliver som den er, vil billetpriserne stige, og det vil påvirke efterspørgslen, sagde han.

Den anden påvirkning, som han nævnte, er den, der skyldes lukningen af det russiske luftrum. Det tvinger i sagens natur luftfartsselskaber, der flyver mellem Europa og Asien, til at flyve længere og langt mere ineffektive ruter, da de er nødt til at udvide flyvetiden mellem tre og fem timer, hvilket medfører en stigning i brændstof og omkostninger generelt.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.