Farlige ild-lanterner sætter liv på spil
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 11/07/2014 - 12:38
Vejr og natur
Trods overhængende brandfare tændes der i morgen aften tusindvis af farlige kinesiske lanterner med levende lys på stranden i Sabinillas. Man...
Trods overhængende brandfare tændes der i morgen aften tusindvis af farlige kinesiske lanterner med levende lys på stranden i Sabinillas. Manilva Kommune står bag den kontroversielle fuld-måne fest, som løber af stablen denne weekend.
Under det årlige 'La Fiesta de La Luna LLena' bliver der ved midnatstid tændt bål og levende lys på stranden, og så skal de mange ønskelamper, rispapirslamper, japanske lanterner, ildlamper, skylanterner eller himmellys sendes af sted.
Ikke farligt
Kritikere advarer på det kraftigste om brandfaren, når de tusindvis papirs-lamper tændes på et tidspunkt, hvor hele Sydspanien er i højeste alarmberedskab på grund af brandrisiko efter det knastørre forår.
Men en talsmand for kommunen afviser, at der er nogen fare forbundet med festen og insisterer på at arrangementet vil finde sted som planlagt den 12. juli.
- Vi kan ikke på nuværende tidspunkt forudsige, hvordan vinden vil være, men det er klart, at der ikke bliver gjort noget, der kan betragtes som risikofuldt, siger en talsmand for kommunen til Olive Press.
Ironisk nok er begivenheden arrangeret af turistkontoret, hvis chef er også ansvarlig for kommunens miljøafdeling.
Lys-festen kommer, efter at der i løbet af de seneste to uger har været tre brande i Cómpeta, Mijas og Almogía på Costa del Sol.
Mange protester
En lokal gruppe af frivillige brandmænd kritiserer begivenheden, og en boghandel i Sabinillas har helt fjernet de omdiskuterede lanterner fra hylderne i protest.
Det lokale månedsmagasin ”The News Monthly Review” blev offer for en heftig kritik på nettet, efter at bladet havde støttet begivenheden og reklameret for, hvor man kunne købe såkaldte miljøvenlige lanterner.
"Hvad er øko-venligt ved dem, hvis de kan udslette flere hektar jord, dræbe og lemlæste dyr og fugle i løbet af ingen tid”, skriver en rasende Stephanie Parsons.
Lanternerne hører under kategorien ”brandfarlige artikler”, og der er egentligt ulovligt at bruge dem i naturen, fremgår det af loven om præventive foranstaltninger mod skovbrande.
Danske myndigheder advarer også
Også i Danmark fraråder Sikkerhedsstyrelsen, Trafikstyrelsen og Beredskabsstyrelsen borgerne at bruge skylanterner. Lanternerne kan forårsage brand, unødvendige udrykninger og forstyrre flysikkerheden, skriver Sikkerhedsstyrelsen.
Ved fester er det blevet populært at opsende lanternerne. Men de smukke, svævende himmellys kan i værste fald betyde udbrændte huse, marker og forstyrre flysikkerheden.
Lamperne har også været årsag til, at redningsmandskabet har rykket ud uden grund, fordi nogen har forvekslet lanternen med nødblus.
Derfor anbefaler Trafikstyrelsen, Beredskabsstyrelsen og Sikkerhedsstyrelsen i fællesskab, at man ikke anvender lanternerne.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.