Velkommen hos Kirken i Solen
Skrevet af Redaktionen, lør, 25/05/2024 - 07:00
Rejser & oplevelser
Flere og flere vælger kirkens fællesskab til deres vinterophold i solen. Derfor har vi i dag overdraget klumme-pennen til Kirkerådets formand.
Karen Margrethe Engelbreckt fortæller:
Vi oplever flere og flere danskere, der kommer til os, når de er på rejse i Sydspanien i vinterhalvåret. De overraskes, når de møder vores medlemmer til et af vores mange arrangementer eller vores gudstjenester og pludselig har en omgangskreds.
Fordi vi ikke har nogen egen kirkebygning, afholdes gudstjenesterne forskellige steder: I bjergene, i en have, på et hotel med med panoramaudsigt over Middelhavet eller i et fiskerkapel - blandt andre. Og altid med hyggelig fællesspisning bagefter.
Det er vigtigt for mig at understrege, at vores præst i området er til stor glæde og støtte for såvel yngre som ældre, der vælger at opholde sig i området. Præstens virke som sjælesørger er af stor værdi for dem, som måske kæmper med et dårligt helbred, sorg eller savn.
Præst og præstemand
Kirken I Solens officielle navn er Den Danske Kirke Øst for Málaga, og vi holder åbent fra den 1. november til den 31. marts. I den periode har vi en volontørpræst, der er ansat i samarbejde med DSUK.
I øjeblikket er vores præst Nina Morthorst og præstemanden Bjarne, som vi alle er meget glade for.
Vores forrige præstepar var Annalise Bager med præstemanden Jacques. De skulle oprindelig have været her i to sæsoner, men det blev til fem i stedet. Det var en periode, hvor vi oplevede et stigende antal deltagere til vores arrangementer og til gudstjenesterne med et gennemsnit på mellem 25 og 60 deltagere - alt afhængig af arrangementets karakter.
Det var desværre også den periode, at DSUK besluttede at stoppe al økonomisk tilskud til os. Kirkens fortsatte eksistens er derfor fuldstændig afhængig af egne indtægter, som medlemsbidrag, sponsorbidrag, private donationer, tilskud fra vores støttekreds samt indtægter fra arrangementerne.
Akiviteter
Kirkerådet består, ud over undertegnede formand, af præsten, fire medlemmer, fire suppleanter og én revisor. Alle yder en mega stor, frivillig indsats for at vores kirke fortsat kan bestå.
Ud over de ugentlige gudstjenester med efterfølgende mulighed for fællesspisning, holder vi syng julen ind-arrangementer, koncerter, spændende foredrag, fastelavn, højskoleaftener og, hvad der ellers måtte byde sig …
I marts måned har vi tradition for en 3-dages bustur med spændende oplevelser, hygge og god mad på programmet.
Her er vi
Vores medlemmer, der både er fastboende i Spanien, “trækfuglene” i vinterhalvåret og turister opholder sig overvejende på strækningen fra Rincón de la Victoria til Almuñécar - en strækning på 60 km., der er forbundet med motorvej og centralt beliggende for Málaga Lufthavn.
Der er rigtig mange danske pensionister i vores område, der af helbredsmæssige årsager har valgt at bo fuld- eller deltids i dette område, hvor det er muligt at finde en bolig til en fornuftig pris for køb eller leje. Mange får det bedre af et ophold af kortere eller længere varighed i et solrigt og varmt klima. Der findes også et stort udvalg af boliger til korttidsleje - eller hoteller - til fornuftige priser.
Oplevelser
VVores område, der ligger både langs Costa del Sol og Costa Tropical, er meget naturskønt
Der er smukke strande, høje bjerge og muligheden for at stå på ski i Sierra Nevada om formiddagen og ligge på stranden om eftermiddagen. I det bjergrige bagland ligger de dejligste små hvide landsbyer, og der dyrkes vin på bjergsiderne. Bodegaerne kan besøges med prøvesmagning af de lækre vine. Langs kysten dyrkes også mango på bjergsiderne. Et eldorado for spændende udflugter.
VVi skal heller ikke glemme de mange restauranter, hvor man kan nyde områdets specialiteter til meget fornuftige priser. Direkte til Middelhavet eller midt i de idylliske “pueblos” i bjergene
Vores område er også kendt som La Axarquía, og der finder spændende aktiviteter sted i alle byerne. Under et besøg skal man også være opmærksom på kultur-hovedstæderne i henholdvis Málaga og Granada Provinserne.
Vi glæder os til at tage imod dig med åbne arme til vinter …
Kærlig hilsen og på gensyn!
Karen Margrethe Engelbreckt
Du kan i sommerperioden kontakte Kirken her på deres facebookside
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.