Vidunderlige vandreture i vildnisset II
Skrevet af Torben Wilkenschildt, søn, 22/04/2012 - 00:15
Else Byskov og Erik Gadegaard har været på opdagelse i Sierra Norte, som er en af Andalusiens 24 naturparker. Her har de prøvet kræfter med for...
Else Byskov og Erik Gadegaard har været på opdagelse i Sierra Norte, som er en af Andalusiens 24 naturparker. Her har de prøvet kræfter med forskellige vandreruter og besøgt en række seværdigheder.
Sierra Norte ligger cirka 50 kilometer nord for Sevilla
Efter turen skrev Else to spændende og billedrige artikler, som Spanien i Dag Weekend har fået lov at bringe. I dag er vi nået til den anden. Fik du ikke læst den første, eller ønsker du at få den genopfrisket, kan du gøre det her.
Udsigten over Sierra Norte er imponerende
Nu går turen videre op til den gamle minearbejderby Cerro del Hierro. På vejen passerer man landsbyen San Nicolás del Puerto, hvor floden Huéznar fremviser nogle fine vandfald. Lige ved indkørslen til byen, er der et skilt, som viser hen til Las Cascadas del Huéznar. Her er det muligt at parkere, hvis man ønsker at opleve vandfaldene på nærmere hold.
El Nacimiento del Huéznar - flodens udspring
På vejen ud af San Nicolás i retning af Cerro del Hierro viser et skilt hen til flodens udspring el Nacimiento del Huéznar. Her springer floden i bogstaveligste forstand op af jorden, fordi der er så mange vandførende lag i de karstformationer, som undergrunden består af.
Helt ud på kanten
I Cerro del Hierro er der lavet et nyt informationscenter for besøgende. Her kan man få information om de helt fantastiske bjergformationer, vandet har skabt. Det er også her, at jernet blev udvundet og malmen brudt - midt i de skønne, vilde klipper.
Cerro del Hierro med det flotte karstlandskab
Der er en fin rute rundt om hele karstlandskabet. Turen er på to en halv kilometer og tager cirka 45 minutter. Hvis man har lyst til en længere vandretur, er rundturen El Rebollar på otte kilometer et godt alternativ.
Hvis man vil helt ud til kanten af Andalusien, kan man køre til byen Gaudalcanal og derfra op til passet, der fører ind i Extremadura. Her begynder en skøn sti på La Sierra del Viento, hvor det er muligt at vandre på højderyggen, der adskiller de to provinser, mens man har en fabelagtig udsigt til begge sider.
Fra La Sierra del Viento kan man se ud over Extremadura
Overnat i det gamle kloster
Mellem Cazalla og Constantina ligger et ret specielt kloster. For år tilbage blev det købt af en dame, Carmen Ladrón de Guevara, som satte sig for at forvandle ruinhoben til et hotel. Noget af et projekt, som utvivlsomt har kostet både knofedt, sved, tårer og masser af penge.
En klostergård på La Catuja
I dag er La Catuja et meget særpræget hotel, hvor værelserne er de gamle munkeceller, og hvor kirken er omdannet til et kunstgalleri. Det gør et specielt indtryk at se en kæmpestor kirke, der er blottet for religiøse symboler. Der hænger moderne kunstværker på væggene, men ellers er rummet helt tomt. Hele klosteret er stadigvæk lidt ufærdigt at se på, men det er en del af charmen.
Der er stadig få religiøse symboler tilbage. Her er Else i skriftestolen
Det koster fem euro at komme ind i klostret. Den statelige Carmen tager selv imod i porten og er meget glad for besøgende. Klosteret har mange overnattende gæster, og ser ud til at være blevet lidt af et udflugtsmål for velhavende mennesker fra Sevilla og Madrid. Et dobbeltværelse koster 100 euro. Få flere informationer her
Indgangen til klostrets tidligere kirke - nu kunstmuseum
Arabisk afslutning
Turen bliver rundet af i Constantina, som har et meget fint og velbevaret araberkvarter, der ligger lige neden for ruinerne af den gamle araberborg.
I byens nordlige ende ved Feriapladsen udspringer endnu en fin vandretur ”Los Castañares” på syv kilometer. Den kan man lige nå, inden man vender næsen hjemad mod kysten efter en herlig tur ud i Andalusiens ukendte bondeland og vilde natur.
Erik på gadevandring i Constantina
Læs også: Vidunderlige vandreture i vildnisset I
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.