Vil Angela hjælpe Patricia?

Man kan godt sige, at Spanien og andre sydeuropæiske lande venter på, hvem der bliver deres Kansler på søndag, når der er valg i Tyskland. Ingen vil sikkert afvise, at Angela Merkel har haft noget nær det sidste ord, når det drejede sig om kreditter til både Spanien, Portugal, Grækenland etc.

Holdninger, der også indirekte har givet medansvar for den gigantisk høje arbejdsløshed i de pågældende lande.

Røde Kors i Spanien har åbnet et krisecenter i Málaga, hvor familier, der er helt på den, kan henvende sig om hjælp. Krisecentret bemandes af frivillige, der tager sig af de nødstedte.

Min datter Patricia, der er uddannet psykolog her i Spanien og i øvrigt fyldte 30 år forleden, har arbejdet som frivillig for Røde Kors siden hun var 18 år. De seneste fem år som krisepsykolog.

Hun har nu sagt ja til jævnligt at holde gruppe-seancer med de frivillige i krisecentret i Málaga for hjælpe dem over ophobningen af deres daglige depressioner, som de får efter samtalerne med klienterne. 'Debriefinger' som det hedder i psykologi-sproget.

I mange banker, fik de såkaldte bankrådgivere også psykolog-hjælp efter kunderne havde skældt rådgiverne bælgen fuld på grund af deres tab i forbindelse med finanskrisen.

Stakkels bankrådgivere kan man sige. Deres ledelse vidste jo ikke bedre, og ledelsens direktiver til medarbejderne var fatale for kunderne.

Mange andre vidste heller ikke bedre. I denne uge fik vi så rapporten fra Rangvid-udvalget, der udpegede en lang række ting, der fik økonomien til at ramle i Danmark. Et flertal i udvalget kom også med 18 anbefalinger til regering og Folketing, der skulle kunne reducere risikoen for nye finanskriser.

Men hvad kan regering og Folketing gøre? Eller for den sags skyld regeringer og parlamenter i andre lande?

Hvor er verden henne, når halvdelen af alle verdens finansielle transaktioner foretages i Londons beskyttede finanscenter, der er direkte linket til stribevis af skattely-lande?

Vi ved jo godt, at det er de kreative og stærke finansielle markeder, der har den reelle verdensmagt. Og de er ikke sene til at finde på nye lukrative finansielle instrumenter, der kan manipulere verdensmarkedets basisøkonomi.

I Danmark siges det, at daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen var den sidste, der opdagede, at Danmark var på vej ind i en dyb finansiel krise.

Hverken den daværende regering eller nationalbankdirektøren havde reageret på advarslerne om, at de såkaldte afdragsfrie lån, stoplån – og hvad de ellers blev kaldt – ville blive årsagen til den danske boligboble.

I Danmark var boligerne i årevis blevet handlet på den månedlige brutto- og nettoydelse. Og det blev de ved med – selv om ydelsen reelt var faldet. Det gav så bare højere priser.

Omprioritering blev også hot. Nu kunne man få mere end det dobbelte lån for den samme ydelse, og så blev der investeret i nye køkkener, biler og rejser til eksotiske destinationer.

Med faldet i priserne under finanskrisen blev mange boligejere reelt insolvente.

Ligesom det skete i Spanien, hvor den socialdemokratiske regering, PSOE – sammen med bankerne - ikke havde styr på noget som helst.

Inden finanskrisen blev der bygget over 700.000 nye boliger på landsplan. Det gav selvfølgelig en tårnhøj beskæftigelse og kæmpestore kreditter til byggefirmaer fra bankerne.

Selv om Rangvid-rapporten er noget tilbageholdende med at navngive nogle af de danske slyngler, der var part i årsagen til finanskrisen, så ville navns nævnelse i Danmark mest af alt ligne en kærlighedsnovelle i Familie Journalen sammenlignet med en tilsvarende rapport om Spanien.

I Spanien ville det være en kriminalroman. Over mange afsnit.

Spanien i Dag har løbende bragt artikler om de spanske bankskandaler. En klog mand har skrevet, at mens de nordeuropæiske banker primært betjener kunderne og aktionærerne, så har de spanske banker – og andre sydeuropæiske – primært betjent korrupte politikere i bestyrelserne og deres venner i erhvervslivet.

Kansler Angela Merkel har på en måde nok været med til at sætte en stopper for det. I morgen vil det vise sig, om hun vil fortsætte.

Senest tyder det på, at hun ikke vil få flertal med sin hidtidige koalition. Måske bliver udfaldet, at hun i stedet skal samarbejde med socialdemokratiet, som der har været en indædt kamp med under valgkampen.

Sker det, vil det bredt glæde tyskerne, siger nogle meningsmålinger. Et samarbejde mellem de to største partier vil få et flertal på omkring 65 procent, og så vil man vel for alvor kunne kalde det et bredt funderet demokrati.

Skulle et sådant samarbejde blive virkelighed, kan det måske give håb om mere lempelighed for Spaniens økonomi og derved beskæftigelsessituationen.

Det ville Patricia blive glad for. For i hendes normale job som beskæftigelsesrådgiver i Junta de Andalucia for arbejdsløse, kunne det betyde, at hun vil kunne henvise til nogle flere jobs.

Teamet bag Spanien i Dag og Radio Solymar Weekly ønsker dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt