Vil have tog øst for Málaga
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 02/02/2015 - 01:00
Fly & trafik
TRAFIK: Nerja er blandt de kommuner, der mener, at kystbanen også bør vokse mod øst.
De fleste tænker på Costa del Sol som noget, der starter i Málaga og går vest på. I hvert fald hvis man spørger borgmestre i de kommuner, der ligger langs kysten øst for Málaga.
Denne lidt fattigere del af kysten føler sig ofte forbigået, og derfor er de på vej med en ansøgning om at få udbygget jernbanen fra Málaga, så der kan komme togforbindelse til Nerja.
Her skal der kører tog, hvis det står til de lokale borgmestre
Det bliver dog være noget af et projekt. Nerja ligger cirka 60 kilometer fra Málaga, hvilket rundt regnet er dobbelt så langt, som der er mellem Málaga og Fuengirola, hvor den nuværende kystbane løber.
Borgmesteren fra Torrox, Francisco Muñoz, var den første til at bringe ideen på banen. Siden har borgmestrene fra Rincón de la Victoria, Vélez-Málaga, Algarrobo og Nerja udtrykt støtte til ideen.
Afbalanceret holdning
Francisco Salado sidder til dagligt i borgmesterstolen i Rincón de la Victoria. Han vil gerne have del i de penge, EU har afsat til udbygning af infrastruktur, og som regionsregeringen i øjeblikket bestemmer over.
Derfor har han opfordret ´den andalusiske regeringschef, Susana Díaz, og centralregeringens udviklingsminister, Ana Pastor til at se bort fra deres forskellige partifarver og få gjort noget ved sagen.
Han afviser spekulationer om, at han tænker for meget med det lokale hoved, da han tidligere har sagt, at det var mest vigtigt at få udvidet kystbanen vest på, så Marbella kan komme med på jernbanenettet.
Det er dog også svært at argumentere imod det, da Marbella i øjeblikket er den eneste by i Spanien med over 100.000 indbyggere, der ikke har en eneste banegård.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.