Winnies smerte-helvede
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 21/02/2014 - 01:00
Sundhed & sygdom
Timelange ventetider på ambulance for så bare at blive sendt hjem igen med ulidelige smerter og beskeden: du skal opereres - bare ikke lige nu...
Timelange ventetider på ambulance for så bare at blive sendt hjem igen med ulidelige smerter og beskeden: du skal opereres - bare ikke lige nu. Winnie Grønfeldt har ikke haft det let med det spanske sygehusvæsen.
Hør interview med Winnie i Radio Solymar Weekly fra klokken 16 fredag
For et år siden blev Winnie overfaldet og berøvet af to unge bøller i Fuengirola, hvor hun faldt og slog sig.
- Jeg faldt uheldigt på min hofte og fik en sene i klemme, så jeg overhovedet ikke kunne gå. Jeg ringede 112, men der gik fire timer, før ambulancen kom. Jeg blev kørt til skadestuen i Fuengirola og røntgenfotograferet. Men da der ikke var nogen brud, blev jeg bare lukket ud og sendt hjem med en taxa. Jeg kunne overhovedet ikke gå. Der var ikke noget med at man kunne låne et par krykker eller en kørestol. Så jeg var på herrens mark, fortæller 79-årige Winnie til Spanien i Dag.
Kæmpede forgæves
Winnie var dog så heldig, at den søde taxachauffør hjalp hende op i lejligheden. Men da hun hverken kunne gå eller stå tilkaldte hun Dancare, som passede hende de næste 14 dage, da hun intet kunne selv. Efter at have brugt oceaner af tid på genoptræning er Winnie kommet sig nogenlunde igen, men hendes muskler i benene er fortsat temmelig svage.
Og bare et år senere går det galt igen.
Skvattede på fliser
- Den 20. januar klokken 19 skvatter jeg over et par løse fliser på fortovet midt i Fuengirola. Jeg tog fra med venstre hånd i en vindueskarm, så faldet gik ud over min skulder og arm i stedet for mine knæ, som kun fik mindre skader. To søde mennesker hjalp mig og fik mig op i min lejlighed, hvorfra jeg ringede efter en ambulance, siger Winnie.
Ambulancen kom omkring ti timer senere klokken ni om morgenen.
- Jeg blev kørt til Hospital Costa del Sol. Her ventede jeg på skadestuen fra klokken 9:30 til klokken to om natten, hvor jeg endelig kom til røntgen. Da lægen havde set billederne sagde han at jeg skulle opereres. Men jeg skulle tage hjem og vente på opkald fra hospitalet om hvornår.
Over en uges ventetid
Winnie ventede hele næste dag med meget stærke smerter.
- Jeg kunne slet ikke være til og ringede til hospitalet næste morgen for at spørge om, hvornår jeg skulle komme til operation. Torsdag den 30. klokken 13.00 - altså otte dage senere. Dette kunne jeg slet ikke klare. Jeg havde så stærke smerter, at jeg hverken kunne ligge eller gå, og jeg besluttede at tage på privathospital med det samme, siger Winnie.
Hun blev straks røntgenfotograferet, og lægen sendte hende mere eller mindre direkte til operationsbordet. Hun blev udskrevet den 25. januar med færre smerter og en ordentlig regning.
- Jeg synes, det her skal ud til folk. Det hjælper jo ikke meget, at man har helikopter-service eller anden ambulanceservice, som sørger for at få én på hospitalet, hvis man så bare bliver lukket ud og hjem for at vente. Så sjovt er det ikke, når vi gamle går og skvatter på de skrækkelige flise-fortove, afslutter Winnie, der trods de mange problemer stadig har sin humor i behold.
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.