Zapateros eftermæle

Mange vil huske Spaniens socialistiske premierminister for hans dårlige håndtering af den økonomiske krise. Men hans arv på andre områder - især de sociale reformer - er betydelig.

Zapatero da han fik magten i foråret 2004

Ingen spænding i nakken

Jordi Sevilla, en tidligere minister i Zapateros regering, husker, hvordan hans daværende chef engang fortalte ham om en massage, han havde fået et par dage efter at være blevet statsminister.

- Massøren var forbløffet over hvor lidt spænding, han havde. Denne fyr havde tilbragt en uge i La Moncloa (premierministerens residens), og det er nok til at slide enhver helt ned!, fortæller Sevilla.

Den anekdote, fortalt af forfatteren José García Abad, afspejler et par af de populære, men ikke altid helt korrekte, opfattelser Zapatero: at han er en fritstående og kold politiker, hvis kometagtige karriere har været drevet udelukkende ved beregning, men han er også lidt vævende og forstår ikke alvoren i hans position.

Har ikke magtet opgaven

Zapatero havde ikke brug for nogen form for terapi , da han fik magten i foråret 2004, men han kunne helt sikkert godt trænge til det i dag. Ved udgangen af december, når hans stedfortræder som premierminister skal være på plads, vil Zapatero også afslutte sin position som politiker i forreste linje. Og de sidste måneder af sin ansættelse har været de mest krævende: styrkelsen af de "lette" afgifter i en desparat kamp for at undgå det kaos, der truer med at opsluge den spanske økonomi, samt opfattelsen af, at landets leder ikke har magtet at takle krisen.

Kan ikke improvisere

Den seneste vægt-forøgelse på Zapateros skuldre er sket sideløbende med hans dramatiske transformation som politiker i de sidste 18 måneder. Oveni hans håndtering af økonomien og hans kovending på centrale, sociale spørgsmål, har Zapatero fået bitre kritikere på både venstre- og højrefløjen. Mens mange stadig mener, han mangler format, er det hans totalt manglende evne til at improvisere, der især ses som hans store mangel.

Homo-ægteskab var vigtig

Ved første øjekast er Zapateros arv økonomisk dårlig ledelse og panikagtige, nidkære reformer. Men hvis vi sætter lidt mere perspektiv på, hvordan vil historien så dømme Zapatero?

- Zapatero gjorde en masse ting, der vil få sociale konsekvenser. Hans legalisering af homoseksuelle ægteskaber for eksempel var et vigtigt resultat i et land som vores, siger politisk analytiker Fernando Vallespín til Iberosphere.

Rettigheder i højsædet

Vallespín identificerer premierministeren - i de tidlige år ved magten - som et "politisk reformistisk" i den forstand, at Zapatero mente, at det spanske demokrati kunne forbedres ved at forbedre de sociale rettigheder. Selv hans mest højtråbende fjender har nogensinde bestridt det synspunkt. Måske den mest nådige offentlige ytring af konservative Esteban Gonzalez Pons (PP) i de seneste måneder, var da han sagde til El País, at Zapatero "vil blive husket som en premierminister, der vægtede folks rettigheder".

Homo-ægteskab og adoption (indført i 2005) var den mest kontroversielle af disse rettigheder. På ligestillings-området gik han også i front med det gode eksempel, da han udpegede en regering hvoraf halvdelen var kvinder (en politik, der dog senere skulle blive droppet, da krisen strammede grebet).

Da abort blev gjort mere tilgængelig og skilsmisse-proceduren blev speedet lidt op, fik Zapatero-regeringen en stærk fjende: den katolske kirke. Kombinationen af meget progressive, sociale reformer og en kvasi-politisk ledet kirke betød, at det forhold aldrig ville blive rigtig godt, og det på trods af, at den socialistiske regering altid har behandlet Kirken ekstremt godt finansmæssigt.

Moralsk opbakning var upopulær

Han fik sig flere fjender ved at berøre spørgsmålet om borgerkrigen og arven fra Franco. Loven om Historisk Hukommelse søgte moralsk (men ikke økonomisk) oprejsning til ofrene for krigen og diktaturet, og den betød også, at alle Franco-symboler blev fjernet fra det offentlige rum.

Det var alt sammen ganske rimeligt for de fleste til venstre, men for politikere og medier til højre var det unødvendigt at blande sig i historien, og bare at berøre det var et tabu.

- Loven om Historisk Hukommelse er bevis på, at Zapatero er fast besluttet på at splitte spanierne og spille dem ud mod hinanden, siger Ángel Acebes fra Folkepartiet og fortsætter:

- Zapatero ønsker at opgrave det værste af vores historie, borgerkrigen, og glemme det bedste: Overgang og pagter mellem spaniere.

Mange af dem, der var enig med Acebes, så endda loven som et forsøg fra Zapatero for at få hævn for Franco-folks drab på hans bedstefar.

En sejlivet socialdemokrat

Loven har måske skabt splittelse, men selv de, der støttede den, må i dag erkende, at den ikke har rykket ved særligt meget. Men Zapateros beslutning om at skubbe et lovforslag gennem parlamentet for at løse et problem, som den tidligere socialistiske premierminister Felipe González havde undgået under hans 1982-1996 administration, forstærkede Zapateros ry som værende en sejlivet socialdemokrat, dedikeret til at få indført reformer, der udfyldte gabende huller i det spanske demokrati.

Men mens Zapatero kan blive beskyldt for at være med til at fyre op under den ideologiske splittelse i sin søgen efter et mere retfærdigt samfund, har han været omhyggeligt apolitisk på andre områder. Hans oprydning i det statslige tv-selskab RTVE er godt nok stadig i gang - økonomisk i hvert fald - men RTVE er i det mindste ikke længere det voldsomt parti-farvede talerør, det var under José María Aznars regering, uanset hvad PP påstår.

Statsmand - selv under pres

Zapatero formår ikke altid at fremstå som den mest kompetente ministerpræsident, trods hans utallige mislykkede forsøg på at formidle tyngde, men han har alligevel - for det meste - opført sig som en statsmand selv under pres og angreb. Da Hugo Chávez offentligt angrebet Aznar under et iberisk-amerikanske topmøde i Chile i 2007, så Zapatero det som sin pligt til at påtale den venezuelanske leder (med mindre taktfuld opbakning af Kong Juan Carlos, men lad nu det ligge). Her var partifarve ikke afgørende.

Vandt uden at bliver valgt

Omstændighederne ved Zapateros valgsejr i 2004 er en grund til han har måttet udholde en voldsom grad af fjendtlighed fra PP og andre kritikere til højre. Tre dage efter den 11. marts terrorangrebene i Madrid, syntes vælgerne mere ivrige over at straffe PP for den måde, man havde taklet tragedien på, end man var vild med PSOE's manifest. Så egentlig blev PSOE ikke valgt, men PP fravalgt.

I det meste af Zapateros første periode ved magten, udbredte PP og dets støtter grundløse teorier om, at ETA havde været involveret i 2004-angrebene og endda, at den socialdemokratiske leder var i ledtog med de baskiske separatister.

Det baskiske spørgsmål

Det baskiske spørgsmål gav ammunition til både Zapatero-tilhængerne og til hans fjender. I december 2006 erklærede han, at "i løbet af et års tid, tingene vil blive bedre end de er nu", men det var mildest talt en lidt forhastet konklusion. I løbet af ganske få timer brød ETA våbenhvilen ved at dræbe to personer med en bombe i Madrids lufthavn. Den dristige reformator havde aldrig set så naiv og uforberedt ud.

Men alligevel - i dag, fem år senere og bare få måneder før han træder tilbage som premierminister, er en af hans største ambitioner tæt på at være en realitet med ETAs våbenhvile. Det er dog værd at bemærke, at ETA blot har lagt sine våben - ikke skaffet sig af med dem... Det massive pres fra politiet i Spanien og Frankrig har været en stor medvirkende faktor til våbenhvilen, men ironisk nok har også 2006-bomben en del af æren. Det splittede nemlig terrorgruppen, svækkede dens politiske og offentlige støtte, og sikrede ETA aldrig mere ville blive inviteret tilbage til forhandlingsbordet.

Udlandspolitik i rutsjebanen

Ligeledes har Zapateros udenrigspolitik været sådan en rutsjebanetur, at det er vanskeligt at vurdere det som helhed. Hans modvilje mod Irak-invasionen og tilbagetrækning af tropper fra landet gjorde ham uvenner med de mest magtfulde ledere i verden.

George W. Bush udvekslede knap en håndfuld ord med ham i løbet af fem år - et æresbevis blandt mange vælgere, men med sandsynligvis ikke en fordel for Spanien.

Årene med fjendskab blev så afløst af hygge-snak om basketball med bonkammeraten Barack Obama, og det på trods af at den amerikanske præsident ikke interesserer sig synderligt for Europa - endsige Spanien.

En kamp om image

Andetsteds har Zapatero repareret skaderne på båndene med Marokko, der blev forårsaget af Aznar. Han har også fokuseret mere på Europa. Selvom han manglede tilstedeværelsen af en figur som Felipe González på EU-topmøder, var den spanske økonomi stærk nok til at kræve opmærksomhed. Det var i orden, så længe det var den rigtige form for opmærksomhed, men i de seneste år har Zapatero og hans betrængte Økonomiminister, Elena Salgado, været på en non-stop mission med at overbevise verden om, at Spanien kommer igen på trods af det offentlige underskud, vækstmæssig stagnation og Europas højeste ledigheden.

Nogle mener, at opgaven nok havde været lettere, hvis Zapatero ikke havde erstattet den langt mere beroligende - og skattemæssigt høgeagtig - Pedro Solbes med Salgado. Solbes opponerede instinktivt imod Bonanza-politik med eksempelvis 2.500 € i fødselsgave til nye mødre og den regressive 400 € skatte-pause. Det er bare to tiltag, som den socialistiske regering har været tvunget til at trække tilbage, siden PSOE vandt endnu en embedsperiode i foråret 2008. Da var den globale finanskrise stadig et sted, hvor Zapatero bare helt kunne benægte den.

Ventede for længe med at reagere

At benægte det i 2008 var én ting, men Zapatero fortsatte med at nægte at acceptere virkeligheden, selv når økonomiske eksperter skreg det ind i hovedet på ham. Den forsinkede reaktion på realiteterne betød, at da den endelig kom, var den ekstremt hård: indfrysning af pensionerne, lønnedgang for alle offentligt ansatte, dagpenge nedskæringer, pensionsalderen blev hævet, og en reformændring, der blev hastet igennem for at begrænse underskuddet. Dette var et forræderi af nogle af hans mest skattede overbevisninger.

- Krisen kom, og han gjorde den fejl at benægte krisen, helt indtil den allerede var der. Jeg tror, det er derfor, folk ikke har tilgivet ham, siger politisk analytiker Fernando Vallespín.

- Han virker ikke som en leder mere. Han synes bare at være underlagt Tyskland og de andre centrale eurolande, og jeg tror, at det har fældet hans status som toppolitiker.

Har ændret landet grundlæggende

Forfatter José García Abad har skrevet en bog om Zapatero: ‘El Maquiavelo de León’. Her lægger han stor vægt på politikerens tilsyneladende lykke og held:

- Zapatero er overbevist om, at han er heldig. Felipe González blev engang spurgt i et tv-interview, hvad den nye premierministers største styrke var og efter at have tænkt lidt over det, kunne han kun komme på en ting: “Han er heldig”.

Kun de færreste og ekstremt optimistiske deler nok dette synspunkt nu, hvor Spanien kæmper en indædt kamp mod den altoverskyggende trussel om økonomisk nedsmeltning. Men i omkring fire år var Zapatero heldig: den besynderlige måde han kom til magten i 2004, og de endda under en højkonjunktur. Da tidevandet vendte, fejlede han, som så mange af hans europæiske kolleger også har gjort under krisen. Men når han forlader statsministerenresidensen for aller sidste gang i december og vender snuden mod hjembyen i León, vil han kunne sige til sig selv, at han grundlæggende har ændret Spanien - på mange måder til det bedre.