Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Hedeste maj i 68 år

Skrevet af Kathrine Hesner, Pia Bruun, tor, 04/06/2015 - 12:29

Vejr og natur

VARMEREKORD: Maj måned i år var den tørreste og varmeste i årtier og med 25 procent mindre nedbør end normalt.

Meteorologisk Institut betegner maj som ”ekstremt tør” i hele Spanien – helt eksakt den tørreste maj siden 1947, skriver Meteorologisk Institut, Aemet.

Læs om dagens vejr her

Der faldt 17 mm mindre nedbør end normalt. Den normale nedbørsmængde for maj er 61 mm, så med kun 44 mm er der ikke noget at sige til, at potteplanterne krævede lidt ekstra vand i maj.

Der har dog været perioder med en del regn - særligt i de nordlige egne. Den vådeste dag blev registreret den 4. maj, hvor Santiago de Compostela fik godt 40 mm nedbør, men det hørte altså til sjældenhederne.

Usædvanligt varm

Maj var dog ikke kun ualmindeligt tør, den var også usædvanligt varm med en gennemsnitstemperatur på 19 grader. Det er hele 2,4 grader mere end normalt.

Maj 2015 bliver dermed den næstvarmeste siden 1961. Maj 2015 bliver kun overgået af 1964, hvor der i maj blev registreret en gennemsnitstemperatur på 19,1 grader altså 0,1 grad mere end i år.

Men maj har faktisk føltes endnu varmere på grund af de mange dage med bagende sol, som gør, at vi føler, at det er endnu varmere – på samme måde som vind, kan få det til at virke koldere.

Dagstemperaturerne har dog også ligget langt over det normale med hele 3,5 grader, mens nattemperaturerne har ligget 1,4 grader over det normale.

Hedebølge flere steder

En igangværende tørkeperiode i Syd- og Centralspanien menes at være forklaringen på den usædvanlige varme, der har ligger som en tung dyne over landet i maj.

Fra den 13. til 15. maj blev hele den sydlige del af landet ramt af en hedebølge, som sendte termometeret op over 40 grader.

Den 15. maj registrerede man i Valencia-regionen den varmeste dag i 146 år. I visse byer i den indre del af regionen steg temperaturen til 44,4 grader, mens indbyggerne langs kysten slap med 37 grader.

I Valencia by lå dagstemperaturen i tre dage på omkring 42 grader. I Murcia-regionen blev der målt 42,5 grader i byen Alcantarilla og på kanarieøen Lanzarote 42,6 grader.

I Sydspanien blev Córdoba og Sevilla de hotteste byer med henholdsvis 41,2 og 40,8 grader.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.