Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Nytårsvejret i Spanien

Skrevet af Kathrine Hesner, Pia Bruun, ons, 31/12/2014 - 11:28

Vejr og natur

VEJR: Skal vi have netstrømper og skjorteærmer eller benvarmere og frakke på i aften? Og kan vi se fyrværkeriet? Få svaret her.

Vi vinker farvel til det gamle år med røde næser og kolde fødder. Årets sidste dag bliver mange steder i landet den koldeste nytårsaften i mange år med helt ned til minus 12 grader.

 
 
Til gengæld kommer der ikke mange skyer, så der skulle blive helt perfekt raketvejr med frit udsyn.

 

Tag varmt tøj på, hvis du hører til de mange, der skåler det nye år ind i selskab med de gamle spanske traditioner. Ved midnatstid mødes man på byens centrale torv udstyret med de 12 lykkedruer og en flaske champagne.

 

Når klokken slår 24 spiser man en drue for hvert klokkeslag, og vé den, der får druerne galt i halsen, så man ikke når at spise alle 12.

 

Spis 12 druer klokken 24 i aften. Læs mere om traditionerne her (på en noget anderledes måde!)

 

Herefter skåles der i champagne, og de festklædte deltagere ønsker hinanden godt nytår, inden man går videre og fester til den tidlige morgen. Men i år skal der mere end champagne til at holde varmen.

 

Sibirisk koldfront

Koldt luft er trængt ind over store dele af landet og selv i den sydligste del af landet kommer der frost. I Murcia er nattemperaturen faldet til minus én grad, og i Andalusien er den nede på minus syv grader i provinserne Jaén og Granada.

 

Chef for vejrtjenesten Sirimiri Meteo Consult, Eduardo Román, taler om ”den første koldfront fra Sibirien”, der nu trækker ind over Spanien.

Vejret i Spanien, nytårsaftensdag klokken 14:00

 

 

I den lille landkommmune San Felices de Buelna i Cantabrien ved den nordspanske kyst faldt termometret i nat til minus 12 grader. Også i de nordøstlige egne som i Lleida er der målt minus 10,3 grader og i Zamora minus 9,7.

 

28 provinser i alarmberedskab


Kulden fra Sibirien overrasker de fleste, og efter et meget lunt efterår mærkes det endnu koldere.

 

28 provinser, deriblandt seks andalusiske, er i forhøjet beredskab i dag, dels på grund af blæst, her er det særligt Mallorca, der er udsat, og dels på grund af kulde, som i Granada, hvor termometret falder til minus syv grader.

 

I Ampurdán, Girona, og på den østlige del af Balearerne er der varsel om meget hård vind og tre meter høje bølger.

 

I bjergene Serra de Tramuntana på Mallorca falder temperaturen i dag til mellem fire og fem grader, mens den kommer til at ligge på omkring ti grader på resten af øen, oplyser Meteorologisk Instititut.

 

Snegrænsen falder til 500 meter, så hvis der kommer nedbør på Mallorca, kommer det i frossen tilstand i højtliggende egne.

 

 

Rødt undertøj giver held i kærlighed...

 

 

På Costa del Sol bliver det knapt så koldt, og Málaga går fri af frosten – med undtagelse af de nordligste egne som Antequera og i Ronda, hvor termometret om dagen kommer til at ligge på otte til ni grader, mens den om natten falder til frysepunktet.

 

I Málaga og i flere kystbyer kommer termometret til at svinge mellem fire og 18 grader.
Det bliver også koldt i Valencia, hvor termometret i morges flere steder faldt til mellem minus syv og fire grader.

 

Koldest er Villena, hvor der i går blev målt ned til minus 6,8 grader mens Sagunto blev det varmeste sted med fire grader. I Polinyà del Xúquer blev der målt 3,6 grados og i Miramar og Torreblanca 3,5 grader.

 

Flere steder langs kysterne som i Pego, Oliva og Benidorm faldt termometret også drastiskk, og lå på mellem 2,6 og tre grader.

 

Kindkys, knus, 'Feliz Año Nuevo' og skål i Cava eller Sidra

 

Støv over ferieøer


På De Kanariske Øer er der i dag og i morgen varsel om ”calima”, som er betegnelsen på dette helt specielle vejrfænomen, når der trænger støv fra Sahara ind over de spanske ferieøer.

 

Sandvarslet gælder for Gran Canaria, Fuerteventura og Lanzarote, som er de tre østligst liggende Kanarie-øer. Calimaen nedsætter sigtbarheden fra i nat til klokken 12 nytårsdag.

 

For de vestligst liggende Kanarie-øer, El Hierro, La Palma, La Gomera og Tenerife, er der også calimavarsel, men her gælder det frem til midnat den 1. januar.

 

Sigtbarheden falder til tre kilometer og de tætte støvkoncentrationer i luften kan give gener for personer med astma og luftvejsproblemer. 

 

Vejret i Spanien, nytårsdag klokken 13:00

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.