Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Bomberos afværger tragedie

Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 09/03/2017 - 10:47

Krimi og katastrofe

VIDEO: Spektakulær manøvre af brandmænd forhindrede i går, at to uskyldige børn mistede livet. Det hele blev optaget på video.

Kvinde stod onsdag på sin terrasse på fjerde sal i Canals-kvarteret i Valencia. Hun truede højlydt med at springe i døden og tage sine to små børn med.

Brandvæsenet blev tilkaldt, og brandmændene måtte holde tungen lige i munden, da de var tvunget til at bevæge sig ud i en halsbrækkende manøvre.

Dramaet udspillede sig i Calle Maestro Serrano i Canals, hvor kvinden stod på terrassen med sin babypige på fire måneder og sin fem-årige datter.

Kvinden var tydeligvis desperat og langt ude, så alle frygtede det værste.

Folk stimlede sammen i gaden og så til med gru og forbløffelse.

I en spektakulær manøvre lykkedes det heldigvis brandmændene at gribe ind i det helt afgørende øjeblik. Med en effektivt koordineret indsats fra både terrassen ovenover og kvindens egen lejlighed fik de omringet kvinden og reddet både hende og børnene.

Kvinden var bevæbnet med en kniv.

Hele den vilde redningsaktion blev optaget på video, og du kan se den her:

VIDEO: Youtube - Diana García Bujarrabal
 

Ifølge Lasprovincias.es barrikaderede kvinden sig i sit hjem onsdag eftermiddag og begyndte derefter at råbe og tale højlydt om, at hun følte sig truet. 

I flere timer forsøgte politifolk og naboer at overtale hende til at komme ind fra terassen, men uden held. 

Til sidst så brandfolkene ikke noget alternativ og greb ind for at redde både kvinden og børnene. 

Kvinden mistænkes for at have psykiske problemer, og hun blev derfor hurtigt bragt til hospitalet for at blive undersøgt. 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.