Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Så skruer vi igen op for varmen

Skrevet af Kathrine Hesner, man, 13/07/2015 - 09:52

Vejr og natur

VEJR: Vi kommer atter over 40 grader flere steder, når ny hedebølge sætter ind. Varmen har allerede kostet et menneskeliv.

Så er den gal igen: myndighederne advarer om ny hedebølge. Ugen begynder med lille stigning i temperaturerne, og folk i Andalusien skal nok forberede sig på sved på panden igen.

Fem regioner er i dag i gult alarmberedskab (risiko), mens fem andre er i det næsthøjeste, orange (væsentlig risiko) på grund af varme. Sådan lyder dagens varsler i korte træk fra Meteorologisk Institut, Aemet, der har udstedet generelt hedebølgevarsel for hele landet undtagen Cantabrien, Galicien and De Kanariske Øer.

Hedebølgevarslet gælder indtil videre frem til og med torsdag.

Én død

Varmen har i mellemtiden allerede kostet én mand i Sevilla livet, efter han fik hedeslag. Yderligere to er på hospitalet med symptomer på det samme i Madrid.

Den døde var 82 år og havde været indlagt tidligere på grund af andre sundhedsproblemer, mens de indlagte i Madrid var dels en 50-årig mand, der arbejdede udendørs i Arganda, da han blev dårlig. Han er fortsat i alvorlig tilstan. Den anden er 45 år gammel og blev fundet i hans hus i Vallecas.

I løbet af den seneste uge var der flere andre tilfælde af hedeslag, hvor folk blev indlagt på hospitalet i Huelva og Huesca.

Her er den gal

Provinserne i gul alarm i dag er: Cádiz, Granada, Huelva, Málaga, Huesca, Teruel, Zaragoza, Albacete, Guadalajara, Cuenca, Burgos, Palencia, Segovia, Soria, Valladolid, Zamora, Girona, Lleida, Tarragona, Valencia, Ourense og Mallorca.

Provinser i orange alarm er Córdoba, Sevilla, Jaén, Ciudad Real, Toledo, Ávila, Salamanca, Madrid, Badajoz og Cáceres – de to førstnævnte får det varmest.

Dagstemperaturerne er stigende på store dele af det nordlige og vestlige fastland samt de østligste Kanariske Øer. Mest markant stigning i områder af Galicien, Cantabrien og øvre Ebro-dal.

Også kanarieøerne Gran Canaria, La Gomera og Tenerife er i gul alarm, men her på grund af høje bølger.

Skyfri himmel

Himlen vil være skyfri i det meste af landet undtagen nord for Galicien, langs den nordlige Atlanterhavskyst og i områderne ved Gibraltarstrædet, hvor der vil være perioder med lidt overskyet himmel, men det er primært i morgen- og formiddagstimerne.

Også i de nordlige egne af de vestlige Kanariske Øer kan der kommer perioder med lidt overskyet vejr.

Stærk vind eller perioder med stærk vind fra nord/nordøst De Kanariske Øer, nordenvind på den nordlige del af halvøen og på Menorca. Perioder med stærk nordvestenvind i Girona, mens vinden kommer fra forskellige retninger i resten af landet og på Balearerne.

Vejret i Spanien mandag klokken 14

Byvejr

Madrid får endnu en varm og solrig dag, men den starter rimeligt med omkring 29 grader frem til klokken 17, hvorefter vinden slår om fra øst til sydvest, og så bliver der skruet gevaldigt op til omkring 38 grader. Først ved 23-tiden kommer vi igen ned på omkring 30 grader.

Málaga får egentlig en ret mild dag med temperaturer på mellem 25 og 31 grader, og sådan er det generelt for kystnære områder – det er i de indre egne, at den er gal. Men der kommer stadig masser af sol og ikke meget vind. Endnu en varm nat med mellem 25 og 26 grader.

Valencia får også endnu en dag med masser af sol, let vind fra øst/nordøst og mellem 24 og 29 grader frem til klokken 17, hvorefter den stiger til 31 grader. Også en ret lun nat her med omkring 26 grader. I de tidlige morgentimer kan den dog komme helt ned på 23 grader.

Vejret i Spanien tirsdag klokken 14

Barcelona har en ganske fin og mild morgen med temperaturer på omkring 25 grader. Men omkring klokken 11 slår vinden om fra vest til syd, og så stiger temperaturerne til mellem 29 og 30 grader. Skyfrit, men ud på eftermiddagen kan der komme nogle skyer.

Øerne

Palma de Mallorca er det mildt og starter formiddagen med omkring 24 grader, men efterhånden som den lette vind slår om fra nordvest til sydvest, stiger temperaturerne også gradvist, og vi havner på omkring 30 grader.

Som sædvanlig skal vi til De Kanariske Øer for at finde de mildeste temperaturer. Masser af sol, enkelte skyer fra klokken 19 og eller temperaturer på mellem 21 og 25 grader.

Vidste du?

Har du inden for de seneste tre år oplevet, at dit fly blev enten aflyst eller forsinket i over tre timer til eller fra en EU-lufthavn, har du højst sandsynligt ret til kontant kompensation. Få det afklaret gratis - klik her!

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.