Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Skibet er ladet med ål

Skrevet af Simon Koefoed Toft, fre, 10/03/2017 - 11:08

Krimi og katastrofe

KRIMI: Kæmpe kriminelt netværk er blevet optrevlet. Forbrydere fra flere lande tjente formuer på at smugle ål.

Umiddelbart lyder det ikke som en særlig god forretning. At fragte ål halvvejs rundt om jorden, alt imens man prøver at undgå myndighederne, altså.

Men det er er det i allerhøjeste grad.

Guardia Civil har taget brødet ud af munden på en stor gruppe organiserede kriminelle, der har tjent fedt på at sælge ulovlige glasål til kina.

I alt er 17 personer anholdt - otte i Spanien og ni i Grækenland.

Anklageskriftet er meterlangt, og inkluderer blandt andet smugling, dokumentfalsk, forbrydelser mod faunaen samt hvidvaskning. Det skriver Guardia Civil i en pressemeddelelse.

FOTO: De meget små ål blev fragtet i almindelige kølebokse

Skuffeselskaber

Selvom smugleroperationen foregik “under jorden”, var den så kompliceret, at man næsten kunne forveksle den med en normal virksomhed.

Og det med god grund, for mange af folkene bag den kriminelle organisation var nemlig også involveret i en virksomhed, der handler med ål ganske lovligt. Det fremgår af pressemeddelelsen.

Udover parløbet med den lovlige forretning, havde organisationen også med hjælp fra græske forretningsmænd oprettet en række skuffeselskaber, der gjorde det svært for politiet at opdage foretagendet.

Til lands, til vands og i luften

Efter at have opkøbt ulovligt fiskede ål fra både Spanien, Frankrig, Italien og Portugal, pakkede smuglerne mellem 800 og 1000 kilogram fisk i en specielt indrettet lastbil.

Den kørte så fra organisationens hovedkvarter i Tarragona til havnen i Barcelona, hvor den boardede en færge mod Italien.

Efter en køretur på yderligere et par hundrede kilometer sejlede vognen så fra den italienske østkyst til grækenland.

Så langt så godt.

Nu blev fiskene læsset af i særlige bassiner i et varehus nær Athens lufthavn.

Her blev de opbevaret i et par dage, hvilket ifølge Guardia Civil var “vigtigt for at reducere fiskenes stressniveau”. Imens gjorde bagmændene klar til at laste ålene på et fly.

Med forfalskede dokumenter, der angav ålene som lovlige, eller slet og ret som noget helt andet end ål, blev fiskene fløjet til Hong Kong.

Herfra kunne de så sælges til kinesiske distributører.

FOTO: Ålene mangedobler i størrelse i løbet af deres levetid

Profitabel ordning

Hvis organisationens logistik er imponerede, er profitten nærmest utrolig.

Guardia Civil anslår, at smuglerringens årlige indtjening har ligget på i omegnen af 7 millioner euro om året.

De kunne da også beslaglægge 540.000 euro i kontanter og guldbarrer, da de onsdag den 8. foretog de 17 anholdelser.

FOTO: Nogle af de guldbarrer Guardia Civil har beslaglagt

Måske det er tid til et karriereskift?

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.