Voldgifter gennem 40 år

De sidste fyrre år har der været 15 voldgiftskendelser i strejker, seks er gennemført af regeringen og ni af de selvstyrende regioner. Det vi oplever i forbindelse med Barcelonas lufthavn El Prat, bliver hverken den første eller den sidste strejke.

Spaniere er ikke altid gode til kompromisser. Faktisk er ordet ret nyt på spansk - for bare nogle få år siden, fandtes det ikke. Man havde enten ret eller uret - ingen gylden middelvej. Det har man især kunnet mærke i flysektoren, hvor piloterne hos Iberia og flyvelederne hos Aena har været langt fremme i skoene.

En voldgift - arbitraje eller laudo på spansk - er karakteriseret ved, at parterne i stedet for at gå til domstolene nedsætter en privat ret, voldgiftsretten, som afgør tvisten med bindende virkning for parterne. Grundlaget herfor er den mellem parterne indgåede voldgiftsaftale

Sepla, pilotforeningen, har udarbejdet en oversigt over tidens voldgiftskendelser. 

Benzinstrejken i juli 1981.

Arbejdsministeren, Fernando Somoza, dekreterede den 28..august en voldgift mod benzinstationerne, som hævede lønnen 11 procent og indførte en afhentningsklausul hos de firmaer, der påstod, de kørte med underskud. Efter den voldgift, der kun gjaldt i seks måneder, så parterne kunne genoptage forhandlingerne, afblæste CC.OO og UGT strejken, som havde varet i dagevis. 

Iberias piloter i juli 1984 

Iberias piloter indledte den 19. juni en strejke, som lammede et dusin europæiske linier og 51 nationale fly. Sepla havde startet strejken for at presse Iberia til at overholde den kollektive forhandlingsaftale fra 1983. 

De ville også have en ny aftale for 1984 og forlangte, at man skulle ophæve en forordning om ansættelsesstop, som berørte 60 piloter. De insisterede på, at det ikke var et spørgsmål om lønninger. Da en lønforhøjelse blev tilbudt, takkede de nej til gengæld for at Iberia skulle ansætte 34 nye piloter. 

Efter en måneds strejke tvang voldgiften selskabet til at trække ansættelsesstoppet tilbage. Under strejken fyrede Iberia ti piloter, derunder generalsekretæren for Sepla. 

Rengøringsstrejken i april 1992 

Ministerrådet gennemtvang en voldgift i rengøringskonflikten som gik ud over Metroen i Madrid, Barajas lufthavn og mange offentlige institutioner. Forholdene var forfærdelige efter 223 dages strejke - metro- og lufthavnsarbejdere måtte gå med mundbind og handsker - og mange skoler blev lukket. Det gav tusindvis af elever en uventet ferie. Arbejdsministeren Eduardo Urgorri var forligsmand i sagen og foreslog et forhandlingsudkast for sektoren med lønninger to procent over forbrugerindekset for 1993 og 1994.. 

Iberias piloter Juli 2001 

I juli 2001 planlagde Iberias piloter ti strejkedage over næsten to en halv måned. De gennemførte kun tre, den sidste den 10.  juli. Den 12. belsuttede Iberia sig til at aflyse flyvningerne, fordi de mente, det ikke længere var sikkert at gennemføre dem. De havde da fyret mere end hundrede piloter. 

Flyvningerne blev genoptaget, men aflysningerne havde forårsaget en dyb krise. Udviklingsminister Alvarez-Cascos blev udnævnt til forligsmand. Kun èn dag efter besluttede regeringen at gennemføre tvungen voldgift. Selskabet mistede omkring 7 millioner euro om dagen på de aflyste fly. 

Flyveledere i februar 2011 

Manuel Pimentel, der var Arbejds- og Socialminister mellem 1999 og 2000 under Aznar var forligsmand i konflikten mellem flyvelederne og Aena. Flyvelederne havde lammet luftrummet nogle måneder tidligere. Pimentel, der var blevet valgt som opmand af Aena og flyvelederne fagforening, Usca, sendte en regning på 195.000 euro for sin mellemkomst. 

Iberias piloter maj og december 2012

Jaime Montalvo, tidligere leder af det Økonomiske Råd CES, blev foreslået som forligsmand af regeringen i konflikten mellem Iberia og Sepla. Uenigheden var opstået over flyselskabets  oprettelse af et lavprisselskab. Der kom to voldgifter i maj og september. Den første konflikt var så kompliceret, at man måtte bede om ti dages udsættelse, før voldgiftskendelsen kunne afsiges.

Flere sager i de selvstyrende regioner mellem 1988 og 2002.

Regeringen i Catalonien - La Generalitat - vedtog en voldgift den niende september 1988 på opfordring af den Olympiske Kommitté, der skulle arrangere legene i 1992. Årsagen var, at der i ni måneder havde været ballade mellem arbejdsgiverne og byggearbejderne, der havde forsinket byggeriet af de olympiske anlæg.

 Den 30. maj 1990 besluttede den delegerede for Arbejde på Balearerne, Fernando Villalobos, at fremsætte en voldgiftsafgørelse efter en strid i hotelbranchen.

I Baskerlandet var der to sager. I maj 1993 fremsatte forligsmanden, udnævnt af den baskiske regering, en voldgiftskendelse efter 47 dages renovationsstrejke.. 

I juni 1994 beordrede Arbejdsrådet, at der skulle afsiges voldgift i strejken i den kollektive transport i Bilbao, som var startet 22 dage før. 

I maj 1996 besluttede den baskiske regering at diktere en voldgift for at afslutte strejken i renovationssektoren, som gik ud over provinserne Girona og Barcelona og havde varet flere dage.

I april 2002 besluttede regionen Madrid at gennemføre voldgift for at afslutte strejken i lastbiltransport-sektoren, fordi den gik så hårdt ud over befolkningen.

Den 1. juni 2002 satte en voldgift fra forligsmanden Rafael Hinojosa, som lokalregeringen havde udpeget, stop for en strejke i  Barcelonas offentlige transportmidler, som havde løbet siden den 28 maj.

I slutningen af juni 2002, beordrede La Junta de Andalucía voldgift i renovationsstrejken i Málaga, som gik ind i sin ottende dag, fordi de mente, at bystyret ikke havde handlet korrekt. Forligsmanden var professor i Arbejdsret Jesús Cruz Villalón. 

I juli 2002 afsagde  Paloma Gordillo, chef for Arbejdstilsynet i Cácares og udnævnt af La Junta de Extremadura, en voldgift, som afsluttede strejke og lockout i Siderúrgica Balboa, et stålmetallurgi-firma, hvis konflikt varede 43 dage.