Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

13.000 ulovlige bebyggelser reddet

Skrevet af Kathrine Hesner, Pia Bruun, ons, 15/10/2014 - 01:00

Bolig


Vi strammer lovgivningen, men giver undtagelser. Sådan synes spanske politikere at tænke, når de tager tiltag til bekæmpelse af ulovlige byg...

Vi strammer lovgivningen, men giver undtagelser. Sådan synes spanske politikere at tænke, når de tager tiltag til bekæmpelse af ulovlige byggeri. Denne gang gælder det den nye kystlov, som ifølge regeringen skal ”bringe orden i tingene”.

 

Loven blev godkendt på et ministerrådsmøde fredag.

 

Den betyder en forlængelse af de nuværende koncessions-aftaler på yderligere 75 år til boligbyggeri, 50 år til hoteller og 30 år til strandbarer. Aftalerne skal redde de omkring 13.000 ulovlige hoteller, barer og restauranter, der er ulovligt opført inden for den minimumskystzone, der principielt skal redde de spanske kyststrækninger fra overbebyggelse.

 

Ved at forlænge tilladelserne til det ulovlige byggeri, slipper man for at rive tusindvis af byggerier ned. I hvert fald lige foreløbigt.

 

System i ulovlighederne


Formålet er at lovgive, så vi får bugt med den uorden og juridiske usikkerhed, der har været langs kysterne, forklarer departementchef i Miljøministeriet Federico Ramos de Armas til avisen El País.

 

Kun ti procent af de op mod 40.000 bebyggelser, der findes langs de spanske kyster, er lovlige.

 

I alt 12.800 bebyggelser, som er opført inden for kystzonen, skulle efter planen rives ned inden år 2018. Hertil kommer 140.000 kystboliger, der hidtil er blevet betragtet ”ikke-legale”. Det vil sige, at de hverken er legale eller ulovlige, og derfor hverken kunne sælges eller belånes.

 

Den nye kystlov giver nu ejere og indehaverne af koncessioner til hotel, bar og restaurationsdrift lov til at ”eje og sælge”. Men det er det samme som at privatisere offentlig ejendom, raser miljøforeningen Ecologistas en Acción.

 

Der er dog penge i det – også for staten, der hvert år opkræver 20 millioner euro i afgifter. Og med en forestående regulering og revidering af af de mange tusinde ulovlige byggerier, er der udsigt til en klækkelig indtægt til stat og kommuner.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.