Adios til kirke og flæskesteg
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 01/10/2011 - 05:45
SKAT Klumme
Mandag kom de danske regeringsforhandlinger endelig lidt tættere på Spanien, da vi interviewede Socialdemokratiets næstformand og skatteordf
Mandag kom de danske regeringsforhandlinger endelig lidt tættere på Spanien, da vi interviewede Socialdemokratiets næstformand og skatteordfører, Nick Hækkerup, om den manglende skatteaftale mellem Danmark og Spanien.
Han sagde klart, at alle parter i forhandlingerne har fået pålagt tavshedspligt, og det begrænsede selvfølgelig friheden i interviewet. Alligevel kom vi godt omkring med økonom Martin Davidsen i studiet, og det vigtigste er, at vi har fået god kontakt til Danmarks måske kommende skatteminister.
Det virker som om, der endelig er hul igennem.
Når vi dertil lægger opbakningen fra Radikale Venstre, har mange af vores læsere og lyttere udtrykt en større optimisme omkring sandsynligheden for, at en ny skatteaftale kan komme på plads.
For sandt er det, at siden Danmark opsagde skatteaftalen med Spanien, er tilflytningen af nye danskere til Spanien stort set stoppet. Det er den sammenfaldende opfattelse fra både flyttefirmaer, ejendomsmæglere, forsikringsselskaber, etc.
Også danske foreninger og den danske kirke vest for Málaga, Margrethekirken, melder om faldende medlemstal. I den seneste udgave af kirkens blad, hvor 10-årsjubilæet fejres, hedder det: ”Trods mørke skyer i horisonten som medlemstal og økonomisk afmatning vil vi se fortrøstningsfuldt frem til de næste 10 år”.
Der er ingen tvivl om, at såfremt der ikke kommer en ny skatteaftale med Spanien, så er den danske koloni – som vi kender den i dag – en saga blot inden for en overskuelig årrække.
Langsomt men sikkert bliver tæppet trukket væk under de danske erhvervsdrivende – butikker, servicevirksomheder, medier og så videre - fordi den danske købekraft forsvinder.
I stedet for at finde et stort, lækkert udvalg i en dansk delikatesse-forretning, bliver løsningen måske en frossen Stryhn-postej i et supermarked. Og når du skal til lægen, foregår det på spansk eller engelsk. Bare som eksempler.
Derfor undrer det mig, at der er så forsvindende lidt opbakning blandt danske erhvervsdrivende til skatteforeningen Redan i Spanien. Man kan tælle de erhvervsdrivende, der støtter op på en enkelt hånd – eller to.
Frivillige i foreningen kæmper en brav kamp for at få normaliserede skatteforhold. En kamp for at også helt almindelige danske pensionister får muligheden for at nyde nogle gode år i et varmere klima med lavere leveomkostninger.
Og de skal både have renset tænder, klippet hår, være forsikrede og smovse i en lækker flæskesteg ind imellem.
For Redan i Spanien handler det ikke om kontingenter, for dem er der slet ikke nogen af udover de 50 euro ved indmeldelsen. Nej, det vigtige er, at der står så mange medlemmer som overhovedet muligt bag Redan. Jo flere desto større styrke, når foreningens repræsentanter næste gang skal have foretræde for Folketingets nye skatteudvalg.
Flere medlemmer giver også flere idéer og et bredere netværk, der kan brede sig som ringe i vandet via sociale netværk som eksempelvis Facebook. Nye medlemmer kender nogen, de gamle ikke gør. Og enhver lille påvirkning ude i krogene kan samlet set give store resultater. Hvis der er nok af dem.
For samtidig med vi taler om alt dette, skal man gøre sig klart, hvad den generelle opfattelse er i Danmark.
Over én kam betragtes spaniensdanskerne som én stor samling skatte-flygtninge, der er illoyale over for det danske samfund. Det er helt generelt både danskernes og mediernes opfattelse.
Det gør det vanskeligt, når man skal tale voksent og fornuftigt. Selv når en tidligere dansk skatteminister anklages for at have ført Folketingets medlemmer bag lyset, praller det af på medierne. Fordi man tilsyneladende ikke vil give udlandsdanskerne kredit for noget som helst. Men uanset, hvordan man vender og drejer denne her problematik, så er der altså mennesker, der er blevet taget som gidsler. Eksempelvis skriver Bent Nielsen i en kommentar på hjemmesiden:
“Jeg er slet ikke socialdemokrat, men nu håber jeg at Nick Hækkerup bliver ny skatteminister. Fordi jeg er i klemme med opsigelsen af skatteaftalen, har jeg hele tiden håbet på, at Venstres skatteministre har ville tage sagen alvorligt. Men de har jo nærmest latterliggjort os. Selvom Nick Hækkerup i interviewet med jer havde mundkurv på omkring regeringsgrundlaget, så virkede han som et behageligt mennesker der er til at snakke med. Tak for jeres store indsats for alle os i klemme”.
Det handler om at få en løsning.
Den eneste sikre vej til en ny skatteaftale på plads er ad lobbyismens vej. Vi skal have fat i politikere uanset partifarve, fiskeren i Thyborøn og kassedamen i Ishøj. Der er nemlig stor sandsynlighed for, at både fisker og kassedame kunne tænke sig nogle gode år under Sydens sol – uden at være “lovløse” skatteflygtninge.
At det så er en god forretning for Danmark, når pensionister flytter udenlands, er en helt anden sag. Omkring 85 procent af pensionisterne i Danmark modtager mere i tilskud, end de betaler i skat.
Skulle du føle for at støtte Redan i Spanien, så klik her for at komme til foreningens hjemmeside.
Så er det weekend, og her i Spanien kan vi glæde os over, at det nærmest bliver sommer i Danmark denne weekend. En god smagsprøve på, hvor dejligt det kan være at opholde sig i solen det meste af året - Sydspanien soler sig eksempelvis stadig i små 30 grader.
I morgen får du næste udgave af Spanien i Dag Weekend, hvor du kommer med på anden del af Andreas' og Stines rejseoplevelse.
God Weekend
Teamet bag Spanien i Dag
Torben Wilkenschildt
Kommentarer
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.