Bare solen dog kunne skinne på Spaniens politikere
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 13/07/2013 - 00:05
Klumme
Råddenskab findes i hele verden. Og efterhånden har det vist sig, at Spanien er mere end hårdt angrebet.
Råddenskab findes i hele verden. Og efterhånden har det vist sig, at Spanien er mere end hårdt angrebet.
Det ”bedste” ved hele situationen er, at man ikke kan give skylden til nogen politisk farve i det politiske scenarie.
Selv om det lige nu er det konservative parti, PP, der står for skud med sorte udbetalinger til eksempelvis Spaniens nuværende premierminister, Mariano Rajoy, så er hele Spaniens ulykke et sammensurium af både de rødes og de blås korrumperede embedsførelser siden Franco slap tøjlerne.
Begrebet 'demokrati' kan næsten få tårerne til at løbe ned ad kinderne af glæde på enhver vesterlænding. Sådan skete det også i Spanien, da landet efter Francos diktatur fik sin nye grundlov i 1978.
Misbrug
Derefter fulgte grundlove for de enkelte regioner i Spanien, der derved fik status som selvstyrende 'stater' i staten. Super-demokrati på lokalplan kunne man kalde de selvstyrende regioner.
Desværre skete der bare det, at hele molevitten blev misbrugt.
Det spanske demokrati er jo desværre opbygget af partidiktaturer. Det er partierne, der gennem egne regler bestemmer, hvilke personer, der kan stemmes på. Borgerne har ingen mulighed for at stemme personligt.
Hvis du spørger enhver spanier om, hvem der har fået de fede jobs i de offentlige spanske administrationer siden 'demokratiets fødsel', vil du få samme svar overalt.
Resultatet er blevet en korrumperet og degenereret administration, hvor borgernes tarv er sat i skyggen af hensynet til egen, familiens og vennernes vinding.
Krige
Under Franco var det kugler, der fløj omkring ørerne på de stridende parter. I det 'moderne spanske demokrati' kæmpes der i skyttegravene med beskidte tricks mellem de modstridende interesser.
Kommuner, kommunesammenslutninger, provinser, regioner, staten og statsstyrede selskaber kæmper så meget mod hinanden, at udvikling og vækst dør i bureaukratiske dyner af uenighed.
Enhver af vores læsere, der har haft kontakt med de spanske myndigheder, slår sig hovedrystende på maven, når man skal indlevere fotokopier af dokumenter, som administrationen allerede har liggende, i forbindelse med en eller anden næsten ubetydelig ansøgning.
Tavshed er OK
Det er selvfølgelig nærliggende at sammenligne med danske forhold, når vi taler om den spanske korruption.
I Danmark falder ministre på stribe, hvis de bliver afsløret i selv det mindste. Noget, de har udtalt sig om, afsløres efterfølgende som værende i uoverensstemmelse de med faktiske forhold, og der går ikke lang tid før hammeren falder.
I Spanien kan selveste landets premierminister godt komme igennem med at holde munden lukket, samtidig med at indicierne vælter ned over ham for tidligere at have modtaget sorte penge.
Rolig på. Hvor slemt er det egentligt? Har alle ikke gjort det under det spanske demokratis opbygning siden 1978? Var det ikke bare normalt, at man efter egen vurdering ligesom opgav ”et passende beløb” hvert år til skattevæsenet?
Jo, det var sådan.
Selvbetjening
I den socialdemokratiske højborg Andalusien har det heller ikke skortet på opfindsomhed til at nappe løs af offentlige midler.
Undersøgelsesdommer Mercedes Alaya, der er ansvarlig for efterforskningen af de falske ERE's i Andalusien, har nu udvidet anklageskriftet og har tiltalt den tidligere udviklingsminister, Magdalena Álvarez Arza, for embedsmisbrug.
Hun var i perioden 1994-2004 skatte- og økonomiminister i den andalusiske regering og er sammen med 18 andre nuværende eller tidligere topfolk i den regionale administration og parlamentet mistænkt for at have deltaget aktivt i - eller været velvidende om - den massive svindel med falske personalereguleringer, under PSOE's styre i Andalusien.
Hele ERE-historien handler om, hvordan virksomheder i samarbejde med personer i Andalusiens administration har svindlet med falske ansættelseskontrakter og derigennem fået fingrene i uberettigede offentlige tilskud.
Magadalena Álvarez, i dag næstformand for den europæiske investeringsbank, afviser anklagen som grundløs og kalder anklageskriftet som del af en politiske heksejagt.
Angreb
Og sandt er det, at der i dagens Spanien er heksejagt langt ud over Sankt Hans aften.
- Det bedste forsvar er et angreb, er blevet fast procedure hos alle, der har jokket i spinaten og som oprindelig ikke drømte om, at de en dag selv kunne komme i fedtefadet.
Ligene vælter ud af skabene i de forskellige regioner, der som hovedregel har brugt langt flere penge, end deres budgetter tillod. Forhold, der gang på gang er blevet påtalt. Ikke bare af regeringen, der – rød som blå – ikke har haft styr på sagerne, men også af både EU og de finansielle analyseinstitutter, der nærmest styrer verdensøkonomien.
Hvad er løsningen?
Situationen ser nærmest umulig ud. Selv for et menneske, der altid søger at finde løsninger med optimistisk tro.
Spaniens situation er et problem. For mig er definitionen på et problem en situation, der ikke umiddelbart har nogen løsning. Hvis der ses en løsning, er det for mig en opgave. Svær eller let.
Spanien har ca. fire gange så mange folkevalgte politikere pr. indbygger, som i Danmark.
Spaniens befolkning er ca. 8,5 gange større end den danske. Alligevel er der godt 41 gange så mange borgmestre i Spanien som i Danmark målt pr. indbygger.
Oven i de spanske kommunale administrationer kommer så provinsregeringer, regionsregeringer, statslige selskaber og regeringen.
Hvordan man nogensinde skal få gjort kål på det inficerede administrationskaos, ser jeg hverken som en svær eller let opgave.
Det er virkelig et problem.
Tak for nu
I praksis viste det sig med IKEAs ekspansionsplaner for 10 nye varehuse i Spanien. Til sidst droppede de planerne med henvisning til de fuldstændig umulige godkendelsesprocedurer i de politiske lag.
I mod var politikere med venner i den lokale møbelbranche, mod hvilken IKEA var en klar trussel. For var de politikere, der tænkte i beskæftigelse med både byggeri af varehusene og den efterfølgende beskæftigelse.
Skyttegravskrigen kørte på fuld blus mellem både den berørte kommunes politikere, provins- og regionsregeringen. Og til sidst meldte IKEA pas. Det var ganske enkelt for useriøst.
- Den dag Spanien er klar, er vi også klar, var en af udmeldingerne.
Noget tyder på, at Spanien har travlt med at komme ud af sin råddenskab. Sund fornuft burde tale for, at det skulle ske hurtigt.
Men omvendt ved vi desværre, at politikernes egen magt og økonomiske hensyn ofte overskygger det generelle hensyn til samfundets og borgernes tarv.
Meget desværre.
Her skinner solen
Alt imens skyggen ligger over administrationerne, så skinner solen heldigvis over det spanske sommerland.
Der er masser af pragtfulde strande med blåt flag, og i Spanien i Dag weekend tager vi dig i morgen med til nogle af allerbedste.
¡Vamos a la playa!
Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.
Torben Wilkenschildt
Kommentarer
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.