Dramatisk og uberørt
Skrevet af Torben Wilkenschildt, søn, 08/07/2012 - 00:15
Vejr og natur
I denne uges Spanien i Dag Weekend skal vi igen med Else Byskov på udflugt. Denne gang skal vi til Sierra de Castril. Rigtig god tur!
I denne uges Spanien i Dag Weekend skal vi igen med Else Byskov på udflugt. Denne gang skal vi til Sierra de Castril. Rigtig god tur!
Klik her for interaktivt kort på Google Maps
Ukendt naturperle
Når du har fået nok af overfyldte strande og masseturisme, kan du passende tage på en udflugt ind i baglandet. Her finder du en helt uberørt og storslået natur med kølige, rislende vandløb og klippeformationer, der fuldstændig tager pusten fra én. Her er der stort set mennesketomt, så hvis du vil opleve en kontrast til kysten, skal du tage til Sierra de Castril.
Man mister næsten pusten, når man ser Sierra de Castril
Naturparken Sierra de Castril er en af Spaniens mindst kendte naturparker, og den ligger da også lidt af vejen – nemlig på østsiden af La Sierra de Segura, som er en af de bjergkæder, der omkranser den kendte naturpark Cazorla i Jaén Provinsen.
Castril - den smukke, hvide by
Du finder Castril ved at køre til Granada og så tage motorvejen mod Murcia. Lidt øst for Guadix kører du af og passerer byerne Bacór Olivar, Cuevas del Campo og Pozo Alcón. Du skal beregne 3-4 timers kørsel fra kysten, men så er du også kommet derud, hvor kragerne vender - eller som man siger på spansk: ”donde crece el quinto pino”.
Cuevas del Campo ligner næsten er maleri
Kanoture er meget populære ved Cuevas del Campo
Har aldrig set noget flottere
Der er så skønt og enestående i La Sierra de Castril, at begejstringen ingen ende vil tage. Jeg kan uden overdrivelse sige, at jeg aldrig har set flottere, mere dramatisk og mere uberørt natur end her i Andalusiens bankende hjerte.
Der er lidt langt til Sierra de Castril, og for at finde naturparken skal du køre forbi byen Castril (som i sig selv er en udflugt værd) i retning mod Huéscar og så dreje af mod venstre, hvor der står Sierra de Castril og El Cortijillo.
De smukkeste omgivelser til vandreture
Nu kommer du ind på en grusvej, der fører én lige lukt ind i naturparken. Først kommer du forbi El Embalse del Portillo, der ”fødes” af Río de Castril, og er et meget smukt syn.
El Embalse del Portillo bruser af sted
Obligatorisk overnatning
Du er nødt til at tage en overnatning oppe ved naturparken, og vi havde valgt at bo på campingpladsen El Cortijillo, der ligger lige midt i naturparken og ned til floden. For 55 euro lejede vi en træhytte med plads til fem personer.
Hyggelige hytter på campingpladsen El Cortijillo
Hytten er ganske lille uden bad og toilet, men det findes så på campingpladsen. Der er skyggefuldt og fredeligt, og du er omgivet af fuglesang og flodens rislen, så det er bare helt fint. Se mere her.
Hvis du ikke er til camping, kan du bo på Hostal La Fuente i Castril, hvor et dobbeltværelse koster 50 euro. Ring på tlf. 958720030 eller se mere her.
To skiller sig ud
Der er især to store udflugtsmål i naturparken: El nacimiento del Río Castril og La Cerrada de la Magdalena. Det er femstjernede naturoplevelser, der venter her.
Vi starter med at se El nacimiento del Río Castril, som du kommer til ved at køre forbi campingpladsen, krydse floden og fortsætte ad grusvejen, indtil du ikke kan komme længere. Her parkerer du, og nu afslører et stort skilt fire vandreture, du kan vælge mellem.
Skiltet med fire mulige vandreture
Vandring for nybegyndere, meeeen...
Vi tager i første omgang stien hen mod El nacimiento. Det er en let og ligeud tur på omkring en halv time, hvor vi går langs den helt fantastiske dal, som floden har ”gravet” gennem millioner af år.
Et betagende syn
Flodens udspring er meget spektakulært, da vandet fosser ud af revner og huller i en kæmpestor klippe. Endnu engang (som i Los Canutos de Utrera) har vi en karstformation, hvor regnvandet har arbejdet sig ned gennem kalklag, så hele klippen optræder som en slags svamp. I denne ”svamp” er der ”oplagret” millioner og atter millioner af liter vand, og de risler ud af adskillige huller i en stadig strøm og udgør dermed flodens udspring.
Der er opsat en fin tavle ved udspringet, hvor man kan se princippet i dette specielle naturfænomen. Det er et flot og betagende syn.
El Barranco de la Osa
Vi fortsætter nu længere ind i dalen ad den sti der hedder ”El Barranco de la Osa” (hunbjørnens slugt), og det er en helt fantastisk tur, som kan anbefales på det varmeste. Rundturen (inklusiv turen hen til el nacimiento) tager omkring fire timer, og det går noget op og ned, så husk rigeligt med vand, solcreme og eventuelt en hat.
Nogle steder virker lidt vakkelvorne
Stien må være anlagt for nylig, for der er opsat fine rækværk i den mest stejle og dramatiske del, hvor du kravler op gennem Hunbjørnes Slugt og kommer forbi "hendes" flotte hule. Efter en ret stejl opstigen kommer du op på kanten af dalen, og her går stien fint mere eller mindre ligeud. Der er vand på ruten, så hvis du som os ikke har fået nok vand med, er der hjælp at hente ved et trug højt oppe på stien.
På vej ind i hulen
Hold godt øje!
På et tidspunkt kommer du til en slags gård med heste, hvor der er nogle terrasselignende marker, og her skal du være opmærksom på, at stien tilbage til dalen går ned over gårdens mark. Du drejer altså fra stien mod venstre og går ned til gården, der ser helt ubeboet ud bortset fra hestene. Der ser du tre-fire bjælker, der ligger hulter til bulter ude ved kanten, og dem går du hen imod.
Her står der en vejviser, og nu følger du bare den meget fine sti, der pludselig kommer til syne, og som er anlagt som en zigzag-rute ned over den ret stejle bjergside. En helt superfantastisk og dramatisk sti, som får fem ud af fem mulige stjerner.
Udfordringer er der nok af, på turen...
Stien fører naturligvis ned til floden, og nu skal vi over. Det foregår ved, at vi smider sko og strømper og vader ud i det iskolde vand. Stenene på bunden er glatte, så mere end én glider og ryger i til halsen. Men det er en god og hurtig måde at blive afkølet på. Mens vi plaskvåde står på bredden og lufttørrer, får vi pludselig øje på den meget fine bro, der er bygget cirka 100 meter længere oppe ad floden. Øh... den havde vi lige overset. Så med mindre du trænger til en dukkert, skal du gå til venstre, når du kommer ned til floden, og så vil en sti føre dig lige hen til broen.
Tilbage på campingpladsen er der dømt tørring og afslapning, og da vi ikke selv gider at lave mad i hytten, spiser vi på campingpladsens restaurant. Noget kulinarisk højdepunkt er det ikke, men det er ok, og vi er omgivet af søde og velmenende mennesker.
La Cerrada de La Magdalena
Næste dag skal vi ud på den meget lette tur hen til La Cerrada de La Magdalena. Vi kører et par hundrede meter hen til det sted, hvor stien starter, lige før vejbroen fører over floden. Der står godt nok et skilt, der fortæller, at stien er lukket, men det kan vi jo ikke tage os af, så vi går bare videre.
Efter få meter kan vi dog godt se, at der er et gevaldigt hul, hvor stien engang var. Men du kan bare kravle ovenover, så det er ikke noget problem.
Skønheden er svær at fange på kamera, men...
Nu kommer vi til en fin sti, der går ligeud og som efter omkring en halv time fører os hen til La Cerrada. Cerrada betyder jo normalt ”lukket”, men her er det betegnelsen på en meget smal kløft.
Ja, og nu må jeg tage superlativerne i brug: det er det flotteste, smukkeste, mest betagende naturfænomen jeg nogensinde har set.
Mulighed for opfriskende dukkert
En enorm, lodret klippevæg rejser sig flere hundrede meter op i det blå, og midt i klippen er der en smal revne, hvorfra vandet fosser ud og falder larmende ned i en lille, naturlig pøl. Det er et helt eventyrligt syn.
Se video af klippevæggen set fra bagsiden:
På sådan en varm sommerdag har du naturligvis lyst til at kaste dig ud i vandet, og det skal du jo bare gøre, men det er overraskende koldt. Man skulle tro, at vandet var blevet opvarmet ved sin passage hen over klippen, men det er iskoldt.
Vi vurderede det til at være omkring otte grader. Her kan du altså blive afkølet for alle pengene. På dette paradisiske sted bør du unde dig selv et langt ophold, for det bliver simpelthen ikke flottere noget sted i verden.
Husk at se Castril - Go' tur!
Hvis du ikke har set byen Castril og har vandret på træbroen, der er bygget på langs hen over floden, ja så bør du lige gøre det, inden du vender tilbage til hurlumhejet på kysten efter endnu en femstjernet udflugt ind i det ukendte Spanien.
Intet hurlumhej - kun skøn natur så langt øjet rækker
Tusind tak til Else Byskov
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.