Bjørg Nørbys dobbelt-tragiske skæbne
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 13/04/2013 - 00:05
Klumme
Historien om danske Bjørg Nørby, der fortsat ligger i koma på Gran Canaria efter en voldsom hjerneblødning, kom på de flestes læber i ugen...
Historien om danske Bjørg Nørby, der fortsat ligger i koma på Gran Canaria efter en voldsom hjerneblødning, kom på de flestes læber i ugen, der gik. I første omgang endte historien desværre ikke så godt.
Kan vi hjælpe?
Da redaktionen på Spanien i Dag og Radio Solymar onsdag morgen fik kendskab til Bjørgs situation, rejste samaritanerne sig i os alle. Bjørgs børn forsøgte at skaffe penge til at få deres mor med ambulancefly til Danmark.
Desværre for både Bjørg, børnene og øvrige familie, havde Bjørg ikke en gyldig rejseforsikring, der dækkede hjemtransport. Det blå sygesikringskort dækker læge- og hospitalsbehandling i opholdslandet, inden for EU, men altså ikke hjemtransport med ambulancefly, hvis det skulle blive nødvendigt.
På redaktionsmødet stillede vi spørgsmålet:
Kan vi – med god samvittighed - hjælpe med at udbrede behovet for donationer blandt vores læsere?
Vi kontaktede Bjørgs datter, Tina Nørby, og interviewet med hende dannede dels grundlag for artiklen om sagen, og dels blev det bragt i både radioen og i artiklen.
Klik her for at læse artikel og høre interview
Tina fortalte, at hendes mor var på ferie på Gran Canaria, og at sygeforsikringens gyldighed på 30 dage lige var overskredet, da moren fik hjerneblødningen.
Kæden springer af
Efter både artikel og interview begyndte meldingerne at løbe ind fra vores læsere på Gran Canaria: - Bjørg var ikke på ferie – hun har boet her i flere år. - Hun arbejder med at lave smykker og har også job på restauranter.
Vi gik på Bjørgs Facebook-side og kunne da også her se, at hun oplyste Gran Canaria som sit bopælssted.
Lyver de?
Hvis man skal opbygge tillid til, at andre mennesker skal donere op til 400.000 kroner, så skal enhver detalje være 100 procent korrekt. Og hvis der er noget læsere og journalister er specialister i, så er det at afsløre, hvis folk lyver.
I et nyt interview torsdag forholder vi Tina Nørby til de indkomne oplysninger. Vi må have klarhed over, hvad der er rigtigt.
Klik her for at læse artikel og høre interview
Ved en efterfølgende samtale beklager Tina, at hun i dette interview henkastede sine upræcise oplysninger som uvæsentlige for selve sagen.
- Jeg undskylder mange gange for det, men jeg er slet ikke vant til at blive interviewet af journalister og havde kun min mors hjemtransport i hovedet, fortæller Tina til os.
Og selvfølgelig skal vi kunne tilgive, at en datter er ude af sig selv, når hendes mor svæver mellem liv og død, og hvis fremtiden bliver livet, hvor Bjørg risikerer at leve det som en grøntsag.
Læserreaktioner
En af vores læsere skriver, hvad han mener, Bjørgs børn burde have skrevet:
"Hjälp vår mor som bor på Gran Canaria. Hon har bott här i många år och har arbetat på ön i många år men hon har tyvärr inte tecknat några försäkringar. Vi anhöriga är heller inte så sugna på att betala för de försäkringar hon valt att inte betala så vi undrar om ni där ute i världen vill betala istället för oss.”
Så hård en dom kan resultatet blive, når man ikke er nøjagtig med oplysningerne.
For hvis det opfattes således, at man lyver lidt om det ene og lidt om det andet, hvad er der så, man også lyver om? Det tænker enhver.
De mange læserkommentarer, der er kommet til artiklerne om Bjørg på Spanien i Dag er forståelige, efter Tinas noget upræcise udtalelser.
Vi får snakket tingene igennem
Tina og Morten Nørby, Bjørgs børn, er ulykkelige. Fredag eftermiddag taler jeg med Morten i lang tid. Jeg fortæller Morten, at vi på Spanien i Dag ønsker at få korrigeret sagen på en måde, der giver klarhed, og derudover kan hjælpe Bjørg bedst muligt.
Efter vores samtale modtager jeg følgende fra Tina og Morten:
”Hele vores formål med denne indsamling var egentlig kun, at de nærmeste pårørende af venner og familie havde muligheden for at hjælpe til i vores situation.
Vi bliver så kontaktet af nogle medier, om vi ikke ville udtale os, så der kunne komme fokus på danskere, der har opholdt sig i udlandet i mere end 30 dage, og måske kunne hjælpe os lidt på vej med indsamlingen. Det syntes vi, lød som en god idé.
Det har vi i dag fortrudt 1000 gange. Vi står nu som en knust familie på grund af nogle fejludtalelser i Tina første interview med Spanien i Dag. Det beklager vi mange gange. Vi ville ikke mislede nogen som helst - men vi er ikke vant til at tale med journalister.
Tina kommer til at bruge ordet 'ferie' og årsagen til, at vi holder os til afrejse datoen fra Danmark den 28. januar 2013 er, at det er den dato som forsikringsselskabet hænger sig i.
Vores mor har en kæmpe kærlighed til Gran Canaria og har i gennem nogle år opholdt sig der i længere perioder i vinterhalvåret.
Hele problematikken er, at hun har opholdt sig mere end 30 dage fra Danmark og derfor ikke ikke dækket. Og ja, hun burde have været opmærksom på, at hun skulle have tegnet en forsikring til dette formål, og vi har været sure mange gange på hende de sidste 14 dage. Men det hjælper ikke at råbe af en, der ikke kan høre det.
Vi har de seneste par dage, haft det mildest talt rigtigt skidt på grund af udviklingen i sagen. Vi tænker ikke på andet end de kommentarer, som nogle har skrevet, og de rammer os dybt i hjertet. Vi er en såret familie, som gerne vil bruge den energi, vi har tilbage, på vores mor.
Vi beklager, at kommentarerne kan henføres til uovervejede oplysninger i Tinas interview med Spanien i Dag. Vi beder om jeres tilgivelse herfor.
Vi vil gerne sige tak for det bidrag, som en af Spanien i Dags læsere straks donerede. Efter de mange kommentarer fandt vi frem til vedkommende og tilbød at returnere beløbet.
Sidst vil vi oplyse, at vi i forbindelse med oprettelsen af donations-kontoen i Nordea er blevet rådgivet af en revisor om, hvordan man skal forholde sig med en indsamling. Det står direkte i ligningsloven, som vi selvfølgelig følger.
Hvis eksempelvis vores mor skulle dø på Gran Canaria, og der ikke bliver behov for de donerede midler, vil hver en krone blive tilbageført.
Det er selvfølgelig vores mor, der selv skal betale - men det kan hun ikke, Vi elsker hende over alt på jorden, og vi vil gøre det, der skal til. Om det så betyder, at vi skal ud at optage lån eller sælge bil eller hvad, det måtte kræve.
Men vi syntes at beløbet, som vi har fået oplyst af SOS Danmark er så vanvittigt højt, at vi ville spørge om hjælp hos venner og familie. Derfor startede vi indsamlingen.
Tak for jeres forståelse.
Tina og Morten – Bjørgs børn”
Tak til Tina og Morten. Jeg ønsker det bedste for jeres mor og jer selv.
Må barmhjertigheden genfindes i os alle.
Historiens morale
Situationen er skrækkelig for Bjørg, hendes børn og øvrige nærmeste. Og den uopmærksomhed, som Bjørg havde omkring sin forsikring, er der garanteret hundredvis af andre danskere med midlertidigt ophold i Spanien, der også har lige nu.
Altså med risiko for at ende i samme situation som Bjørg.
Mange er måske ikke opmærksom på, at eksempelvis en 'årsrejseforsikring' tegnet i Danmark, som hovedregel kun dækker i 30 dage under ophold i udlandet.
Skal den dække længere tid, skal man tegne et tillæg for det antal dage, som opholdet overskrides med.
Vær opmærksom på, at du er dækket!
Ressource-økonomi
Vores praktikant, glade Simon, fik onsdag besøg af sin barndomsven, Mark, fra Danmark. Selvom Simon fik storhedsvanvid i tredje klasse og syntes, at Mark i kun anden klasse var lige lille nok til at være ven med, så mødtes de igen efter 10 år, da Simon indså, at aldersforskel blev udjævnet med årene...
Nu er de to igen bedste venner, og det fik jeg også glæde af, da Simon torsdag tog Mark med op på redaktionen.
Det viser sig nemlig, at Mark har en særlig kærlighed for ressource-økonomi. Og hvad det er, fik vi tre drenge en snak om i studiet.
Fik du ikke hørt snakken i gårsdagens radioudsendelse, kan du klikke her for at høre den
- Det lyder da fuldstændig utopisk, vil mange nok tænke. - Hvordan skal man kunne regulere indsatser og varestrømme uden et slags betalingsmiddel?
Det er jo heller ikke penge som reelt betalingsmiddel, der har skabt de finansielle kriser gennem de seneste årtier.
Det er derimod spekulationer i og med betalingsmidlerne, der har skabt de gigantiske bobler, der er bristet; optioner, kurssikringer, gearinger, og andre finansielle derivater, hvor der ikke har været 'rigtige' penge bag.
Og med ordene fra de vurderinger ønsker teamet bag Spanien i Dag og Radio Solymar dig en god weekend.
Torben Wilkenschildt
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.