To døde af bakterie på sygehus
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 24/05/2012 - 11:25
Sundhed & sygdom
To patienter er døde, og adskillige er under behandling på Carlos Haya-sygehuset i Málaga, efter at de er blevet smittet med en ekstremt mods...
To patienter er døde, og adskillige er under behandling på Carlos Haya-sygehuset i Málaga, efter at de er blevet smittet med en ekstremt modstandsdygtig bakterie.
Patienterne er blevet smittet med ”Klebsiella pneumoniae”; en stang-formet bakterie, som kan mutere og udvikle sig til en type, der er resistent over for medicinsk behandling. ”Klebsiella pneumoniae” findes i den normale flora i mund, hud og tarme.
Startede i april
De første tilfælde af bakterien blev konstateret i april, og de smittede patienter blev overført til sygehusets isolationsafdeling. 18 personer er fortsat under behandling, og som nævnt er to døde. I det ene af dødsfaldene er det endnu ikke fastslået, om patienten døde som en direkte konsekvens af bakterien, eller om der var tale om en kombination af forskellige faktorer.
Af de 18 patienter er fem smittet og de øvrige tretten har fået konstateret forekomster af bakterien, men har endnu ikke udviklet en infektion.
Kræver direktørs afgang
Fagforeningsrepræsentanter er dog klare i spyttet. De kræver, at sygehusets medicinske underdirektør går af og argumenterer, at ”ledelsen har handlet langsomt og dårligt med en udpræget mangel på oplysning og information til sygeplejersker og patienter”.
Lægernes fagforening understreger, at det er normalt med bakterier på et sygehus.
Men det værste er, når en bakterie udvikler sig til at være resistent eller multiresistent. Så har vi et problem, siger fagforeningens repræsentant på sygehuset, José María de la Rosa.
Sygehuset ledelse skal nu fastslå, hvor bakterieudslippet stammer fra. Der er iværksat en større desinficering og rengøring af intensivafdelingen, hvor bakterierne menes at komme fra.
Bruger bombe før pistol
Læger støder ofte på klebsiella-bakterier, som er resistente over for antibiotika hos patienter med blodforgiftning. Siden 2006 er antallet af patienter i Danmark med blodforgiftning, hvor der forekommer resistente baktier, vokset fra 4,4 procent til 10,8 procent, og eksperterne advarer sygehusene mod ”overdreven brug af antibiotika”.
- Hvor vi tidligere startede behandlingen med en pistol og så gik over til en bombe, hvis pistolen ikke virkede, så kaster man nu bomben med det samme, siger Niels Frimodt-Møller fra Statens Serum Institut, der har været med til at kortlægge antibiotika-resistensen i Danmark.
Problemet med bomben er, at man øger risikoen for at skabe multiresistente bakterier, som det ses på flere sydeuropæiske hospitaler, siger eksperten.
- Den mest effektive måde at bekæmpe multiresistens er ved at mindske brugen af antibiotika. Vi har både herhjemme og i udlandet set, at hvis man fjerner stimulationstrykket, så falder resistensen altså også meget kraftigt, siger Niels Frimodt-Møller.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.