Día de Andalucía fejres
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 28/02/2014 - 01:00
Samfund og Politik
I dag fejres 'nationaldagen' i Andalusien. Det er 34 år siden, det blev besluttet ved en folkeafstemning, at Andalusien skulle være en se...
I dag fejres 'nationaldagen' i Andalusien. Det er 34 år siden, det blev besluttet ved en folkeafstemning, at Andalusien skulle være en selvstyrende region. Se dejlige billeder, video og hør 'nationalsangen.'
Glade børn med det andalusiske flag
Dagen fejres overalt i regionen. Det andalusiske flag hænger på balkonernes rækværk, og dagen igennem er der festlige arrangementer i enhver by.
Paradoksalt nok er der omkring en million andalusere, der også fejrer dagen i Catalonien. Før i tiden nærmest flygtede befolkningen fra Andalusien på grund af manglende beskæftigelse. Og dengang var den nordspanske region den mest attraktive rent jobmæssigt.
Et stort 'land'
Andalusien er Spaniens mest folkerige region med 8.440.300 indbyggere (2013), så at være præsident for det andalusiske parlament er faktisk et større 'job' end at være statsminister i Danmark.
Og for første gang nogensinde fejres fødselsdagen med en kvindelig præsident - den 39-årige Susana Díaz Pacheco.
Hun er - ligesom alle de hidtidige præsenter - også fra PSOE, som det gennem en koalition lykkedes at beholde regeringsmagten, efter PP for første fik flest stemmer ved valget i 2012.
Regionen breder sig ud over 87.268 km2 - det dobbelte af Danmark.
Kort over Andalusien med de vigtigste bynavne
Efter folkeafstemningen i 1980 trådte parlamentarikerne året efter sammen den 28. februar for at diskutere og vedtage statutterne for regionen, og den 23. maj 1982 blev det første parlamentsvalg afholdt. Stemmeprocenten var 60,42, PSOE fik absolut flertal og Rafael Escuredo blev valgt som præsident.
Andalusien består af otte provinser
Se skønne billeder fra Andalusien og hør 'nationalsangen' sunget af Rocio Jurado:
Hvad har selvstyret betydet?
Nicolás Cruz Peña havde endnu ikke lært at gå, da hans forældre stemte 'ja' ved folkeafstemningen i 1980. Sidenhen har han taget medicinsk embedseksamen, og er i dag organisationssekretær og byrådsmedlem i partiet PSOE i Mijas.
- Som selvstyrende region er der lagt mange kompetencer i hænderne på det andalusiske parlament. Nogle af de vigtige områder er sundhed, uddannelse, miljø og natur, kultur, hjælp til ældre og dårligt stillede, kommunernes selvstændighed og meget mere, fortæller Nicolás.
Inden for miljø nævner Nicolás naturbeskyttelsen og giver som eksempel de mange naturparker, der er kommet i Andalusien; Doñana, Cazorla, Sierra Nevada, Cabo de Gata og snart også Sierra de Mijas.
Her spejder Nicolás i det røde aftenlys over mod naturreservatet La Doñana
- Uddannelsen har i mange år haft en meget høj prioritet i Andalusien. Bare i Málaga kan man med det blotte øje se, hvor store investeringer, der er foretaget i den nye universitetsby, fortæller Nicolás stolt og giver et andet eksempel:
- Det høje uddannelsesniveau har også medført, at forskere er blevet tiltrukket af universiteterne i Andalusien. Kun få ved sikkert, at universitetet i Granada er ledende i hele verden inden for stamcelle-forskning.
Og Nicolás slutter: Engang tog andaluserne ud i verden – nu kommer verden til Andalusien!
Nyd en festlig dag, hvis du netop nu er i Andalusien!
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.