Det er på tide, at David vinder over Goliat
Skrevet af Redaktionen, lør, 13/01/2024 - 07:00
Klumme Pensionist-SKANDALEN
Redaktionen har haft en meget travl og endnu mere bevægende uge.
Efter nogle simple forundersøgelser vidste vi godt, at vores sag med Pensionist-SKANDALEN ville ramme mange i et blødende sår.
At det viste sig, at vores artikler er gået kloden rundt og blevet fulgt af danske pensionister i 65 lande, overraskede os alligevel.
Måske har Udbetaling Danmark og ATP Livslang Pension ret i, at de lovmæssigt har hjemmel til at konfiskere pensioner for danske pensionister bosiddende i udlandet, hvis de ikke modtager en leveattest rettidigt.
Hvis det altså også gælder, når postvæsenet ikke har kvitteret for leveattesten til videre forsendelse.
Det vil senere komme an på juridiske vurderinger.
Iøvrigt udtalte en medarbejder den 2. januar, at Udbetaling Danmark slet ikke er i stand til at sende et rekommanderet brev ... Redaktionen vil derfor teste, om de er i stand til at modtage et rekommanderet brev.
Men det her handler jo også om noget helt andet.
Hensynet til ældre
Hvis Udbetaling Danmark, International Pension, ATP Livslang Pension og Beskæftigelsesministeriet ikke skulle vide det, vil vi gerne oplyse følgende:
Ældre mennesker har ofte en dårligere hukommelse, de kan have svært ved at finde ud af moderne teknologi, emails, MitID og digitale skrivelser. Usikkerhed og nervøsitet er heller ikke usædvanligt. De er heller ikke født med en computer i hånden, som de fleste ansatte i ovennævnte institutioner nok er efterhånden.
Når vi ser på de kommentarer, emails og opringninger, som vi har fået i løbet af ugen fra læsere, fremstår det ret tydeligt, at de ansatte i institutionerne ikke ved, hvilke hensyn man skal tage til ældre.
- Vi har gennem de seneste 10 år skabt værdi ved at udnytte teknologi til effektivisering af administrationen af velfærdsydelser. Vi udbetaler 2 ud af 3 velfærdskroner. Derfor skal kontakten til Udbetaling Danmark være nem og tilgængelig for alle danskere. Vi har store digitale ambitioner for yderligere effektivisering af vores fælles velfærdssystem. Det er ambitioner, der kræver udvikling og innovation og det har jeg stor tiltro til, at Kristine er den rette drivkraft for, sagde ATP’s adm. direktør, Martin Præstegaard, om valget af 48-årige Kristine Stenhuus som ny koncerndirektør for Udbetaling Danmark den 15. november 2023.
Nu kan vi ikke bebrejde Kristine Stenhuus noget som helst i forbindelse med Pensionist-SKANDALEN. Endnu.
Vi må blot håbe, at hun udover topstillinger i IT-virksomhederne Accenture, NNIT og KMD også har haft et studenterjob på et plejehjem eller lignende, så hun har næstekærligheden med i bagagen.
Pensionisterne
Mon ikke de fleste pensionister har arbejdet hårdt for at optjene deres folkepension?
Gennem vores virke i Spanien kender redaktionen mange typer folkepensionister.
En typisk én af slagsen kan være en, der engang havde en lille slagterforretning. Med en lille kapital i ryggen flyttede han med sin hustru til Spanien - både på grund af det bedre klima for helbredet og fordi leveomkostningerne er lavere. De kunne bedre få deres folkepension til at slå til i Spanien end i Danmark. Ligesom det er tilfældet i mange af de andre lande, som vi nævnte indledningsvis. Og mange har kun deres folkepension.
Og fordi man havde en slagterforretning frem til år 2000 og måske er 83 år i dag, er det ikke ensbetydende med at være ferm til computer eller andre digitale eventyr. Måske er der også tilstødte sygdomme, der har gjort dem svagere.
Vi kender mange af pensionisterne i Spanien godt, for de ringer til os, når de har brug for et råd i en vanskelig situation.
Mon ikke mange konfiskeringer kunne undgås, hvis personalet i institutionerne havde en empatisk indstilling til, at det gjaldt om at hjælpe pensionisterne til at få deres optjente pension?
Man er jo ikke langt fra at tænke, at personalet måske ligefrem bliver præmieret for konfiskerede pensioner ...
Nej til konfiskering
Det er helt urimeligt, at konfiskere pensioner på grund af uheld med en leveattest, der ikke er kommet frem - uanset, om fejlen skyldes Udbetaling Danmark, postvæsen eller forglemmelse.
Redaktionens mål er, på pensionisternes vegne, at få sat en stopper for disse konfiskeringer, som eksempelvis ikke sker med pensionsudbetalinger fra hverken Luxembourg eller Storbritannien til danskere, der har arbejdet der. Uanset ikke rettidig indlevering af leveattester. Det har nogle af vores læsere oplyst - her får man pengene med tilbagevirkende kraft, hvis der sker uheld med leveattesten.
Vores andet mål er, at de konfiskerede pensioner for de seneste fem år skal tilbagebetales til de berørte pensionister. For hvem tilhører pengene i bund og grund?!!
Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend og kroning!
Redaktionen
Kathrine og Torben
Forudgående artikler i Pensionist-SKANDALEN:
- 8. januar 2024. Staten stjæler omkring 25 millioner kroner fra danske pensionister i udlandet
- 9. janaur 2024. Foreløbigt svar fra Udbetaling Danmark og gårsdagens kommentarer
- 10. januar 2024. Svar fra Udbetaling Danmark
- 11. januar 2024. Kommentarer, mens vi venter på svar fra regeringen, beskæftigelsesministeriet og statsrevisorerne
- 12. januar 2024. ATP Livslang Pension har tilsyneladende også jokket i spinaten
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.