Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Skal vi frygte situationen i Ukraine?

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 08/03/2014 - 00:05

Klumme


Der var mange indtryk at samle i ugen, der gik. Både kunsten om at sælge eller købe kunst bedst muligt, læsernes mange tilkendelser om kunst...

Der var mange indtryk at samle i ugen, der gik. Både kunsten om at sælge eller købe kunst bedst muligt, læsernes mange tilkendelser om kunsten at drive sygehus, kunsten i at fremstille sundere appelsiner og endelig kunsten i at give en udramatisk fremstilling af situationen i Ukraine.

 

Hvordan glæder formuen dig bedst?

Joakim von And er ikke i tvivl om, at han nyder sin formue bedst siddende eller badende i sin pengetank.

 

Netop det berørte jeg, da jeg forleden lavede et interview med Kasper Nielsen, der er vurderingsdirektør i Bruun Rasmussen Kunstauktioner.

 

Ude i det virkelige liv, er der nok ikke mange, der gør som Joakim von And. Pengene står i banken placeret på den ene eller anden måde, og det er der jo ikke megen glæde ved – udover afkastet selvfølgelig, selvom det er beskedent på de sikre konti.

 

Jeg glæder mig meget til at høre Kasper Nielsen, når han fortæller kunsten om at investere rigtigt. Det handler nemlig både om den rigtige trend og timing. Og gør man det rigtige – og er heldig – kan man jo glæde sig dagligt over kunstværket, mens det stiger i værdi.

 

Kasper Nielsen kommer til Costa del Sol den 27. marts.

 

Klik her for at læse mere om vurderings-seminaret, høre interviewet med Kasper Nielsen og tilmelde dig

 

Lægekunsten

For to uger siden kritiserede Winnie et spansk hospital, og det fik for alvor mange af vores læsere op på dupperne. De var vildt uenige med Winnie og havde helt anderledes positive erfaringer.

 

Mest bemærkelsesværdig var beretningen om Finn Ove, der på få dage fik et nyt hjerte. Men også alle andre beretninger gav stort set ros til det spanske sygehusvæsen.

 

Tak til Spanien i Dags læsere for de mange historier.

 

Du kan læse de seneste fire her, hvor der også ligger en oversigt over alle de tidligere indlæg

 

Mere lægekunst

Men det er jo ikke kun spanske læger, der er dygtige. Forleden mødte jeg en dansk kirurg, der blandt andet er specialist i at fjerne åreknuder.

 

Jeg huskede kun, at åreknuder blev fjernet ved et mere omfattende operativt indgreb. Men sådan er det ikke mere. Med den seneste metode – og for patienten meget behageligere – sprøjter man nogen 'skum' ind i blodåren, der så mere eller mindre automatisk genskaber den vigtige blodcirkulation.

 

Det er egentlig en spanier, der opfandt metoden for cirka 10 år siden og med årene er den blevet en anerkendt behandlingsform.

 

Det hele er overstået på et par timer. Ja, en utrolig udvikling.

 

Appelsiner sprængfyldt med sundhed

Som det kunne læses på Spanien i Dag fredag har spanske forskere genopfundet appelsinen.

 

Det nye er, at indholdet af de gavnlige stoffer betacaroten, vitamin A og C og antioxidanter er forøget med 20 procent. Det skulle ikke blot være godt for sundheden, men appelsinerne er færdige på træerne dobbelt så hurtigt som de gammeldags.

 

Det er jo godt for spansk landbrug og eksport at få en 'mærkevare-appelsin'. Spørgsmålet er bare, hvor hurtigt der kan komme tilstrækkeligt med frugtgivende træer.

 

Du kan læse historien her

 

Kunsten at skrive om Ukraine

Det er sjældent, vi beskæftiger os med forhold, der ikke er direkte relateret til Spanien. Men hvem i Spanien eller Danmark har ikke bekymret sig lidt over situationen i Ukraine?

 

Og det er der vist ikke noget at sige til. Jeg har selv fulgt med i nyhedsdækningen på både de spanske og danske medier, og jeg må indrømme, at specielt de danske ikke har været tilbageholdende med at overdramatisere situationen.

 

Derfor blev jeg så glad, da jeg tirsdag modtog nyhedsbrevet fra Kim Asger Olsen, Origo i Luxembourg. Stille og roligt analyserer han situationen og giver sit bud på, hvor det hele vil ende. Den information vil jeg gerne dele med dig:

 

Ukraine, Krim og markederne

Set fra Moskva gik Ukraine’s parlament et skridt for langt, da man fyrede præsident Yanukovitch og samtidig indførte en lov, som fjernede russisk som officielt sprog. Omkring halvdelen af Ukraines befolkning taler russisk.

 

Her er det tid til at støve de geopolitiske lærebøger af. Rusland har altid betragtet Ukraine som hørende til ”the near abroad”, dvs den stødpude, som i russisk optik beskytter Rusland mod at blive løbet over ende af vestlige magter. Ukraine har aldrig haft reel selvstændighed, og et hurtigt kig på landkortet afslører, at hvis Ukraine allierer sig med fjendtlige magter, så er Moskva stort set umulig at forsvare.

 

Da Rusland gav Georgien en afklapsning i 2008, var det fordi Georgien og Ukraine samtidig havde søgt om optagelse i NATO. Signalet var tydeligt og forhandlingerne blev indstillet. Vesten har så forsøgt at lokke Ukraine over med en stor samarbejdsaftale med EU. Yanukovitch nedlagde veto, og det var startskuddet til den opstand, som førte til at parlamentet fjernede ham som præsident.

 

Set fra Moskva er formålet at bevare Ukraine i en position, hvor landet ikke skifter side. En militær neutralitet er acceptabel, ligesom samhandel/finansielle forbindelser med både Europa og Rusland er acceptable. Men Ukraine kan ikke blive medlem af hverken Nato eller WEU. Så et EU medlemskab er formentlig også udelukket.

 

Krim-halvøen har traditionelt været et sted, hvor Rusland og Vesten har kunnet komme op at slås, primært fordi russisk militær traditionelt har været stationeret der. Sevastopol huser en af Ruslands største flådebaser og 60 procent af befolkningen er etniske russere. Med Kharkov-aftalen fra 2004 anerkendte Ukraine (og den vestlige verden) Ruslands tilstedeværelse på halvøen frem til 2042. Ved at lave en blød besættelse har russerne vundet den lokale befolknings opbakning, godt hjulpet af de ukrainsk-talende politikeres fejltagelser.

 

Mit bedste gæt er, at Rusland ikke har interesse i nogen videre konfrontation. Ved reelt at overtage kontrollen med Krim har Rusland sendt et kraftigt signal til Ukraine, men Rusland har ikke umiddelbart ressourcer til at invadere et land på størrelse med Frankrig og med 55 mio indbyggere.

 

Vesten har reelt ikke nogen mulighed for at svare igen militært (og viste en mangel på vilje til at handle i Syrien). Hjemme i Rusland har Putin total opbakning. Den russiske befolkning bliver ofte mindet om, at USA invaderede fremmede lande (Iraq og Afghanistan), uden at søge Ruslands opbakning. I tilfældet Ukraine drejer det sig jo kun om at forsvare russere i udlandet…

 

Denne krise vil ende med at Rusland de facto overtager kontrollen med Krim, Ukraines tilnærmelser til EU bliver begrænset til en samarbejdsaftale og måske en pakke med finansiel assistance, og i sidste ende vælger Ukraine en ny præsident, som ikke kan tillade sig at ignorere hverken den halvdel af befolkningen som taler russisk, eller den geopolitiske realitet, som har betydet, at Ukraine aldrig har kunnet opnå reel uafhængighed.

 

Der vil fortsat være raslen med sablerne i nogen tid. De finansielle markeder vil sandsynligvis hurtigt glemme Ukraine igen. Med mindre Rusland beslutter sig til at tage det næste våben i brug: De kæmpestore gas-pipelines, som løber gennem Ukraine og som forsyner store dele af Europa med russisk naturgas…”

 

I sit nyhedsbrev mandag den 10. marts følger Kim Asger Olsen op på situationen:

 

Ukraine, igen

Situationen omkring Ukraine synes at have stabiliseret sig. Rusland gjorde kraftigt opmærksom på, at Ukraine er den linie, som den vestlige verden ikke kan overskride, og der er intet nyt i dette punkt - det har været det samme de sidste 350 år. Rusland "straffer" nu Ukraine ved at annektere Krim ved at spille på den kendsgerning, at 60% af Krims befolkning er etniske russere . Ukraine bliver nødt til at finde en måde at balancere sin situation mellem øst og vest - ligesom Finland gjorde 1917-1991. Og ligesom enhver centraleuropæisk stat har måttet gøre det i de seneste århundreder.

 

Den vestlige verden kæmper stadig med at finde et passende svar. Jeg finder det meget sandsynligt, at der vil være en vis form for økonomiske sanktioner parret med en slags forsøg på at ramme de russiske "oligarker", der er Putins vigtigste finansielle bagmænd på hjemmebanen.”

 

Tak til Kim

Jeg har kendt og lavet interview med Kim Asger Olsen i snart 15 år. Hans analyse og spådom om udviklingen i Ukraine har givet mig selv ro på frygten. Ja, det er ligefrem blevet sådan, at jeg nærmest lukker øjne og ører, når jeg møder en ny overdramatisering af situationen i pressen.

 

For samtidig er situationen jo en kærkommen lejlighed for både statsoverhoveder, politikere og eksperter til at markere sig på banen.

 

Med disse ord ønsker teamet bag Spanien i Dag og Radio Solymar Weekly dig en god og glad weekend.

Torben Wilkenschildt

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.