Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Far gik 600 km.

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 07/08/2012 - 11:12

Samfund og Politik


En arbejdsløs mand fra Ronda gik 600 km fra Ronda til Kongressen i Madrid for at indlevere en arbejdsansøgning.

En arbejdsløs mand fra Ronda gik 600 km fra Ronda til Kongressen i Madrid for at indlevere en arbejdsansøgning.

 

Fire lever for 200 euro

38-årige Jesús Manuel Gracia, der er far til to børn, har været uden arbejde i tre år, og modtager ingen form for støtte fra staten. Hans hustru tjener 500 euro om måneden, hvoraf hovedparten går til betaling af en husleje på 300 euro. Så der er ikke mange penge at gøre godt med.

 

Jesús besluttede at gøre en ekstraordinær indsats for at protestere mod de uholdbare forhold og startede sin lange vandring den 16. juli.

 

De 600 km blev fordelt over 20 etaper på 30 km om dagen, og det eneste han havde med, var det, der kunne være i rygsækken. Næsten tre uger senere nåede han så Madrid, hvor han blev modtaget af kongresmedlemmer fra venstrefløjspartierne PSOE og IU, som forsikrede, at ”de ville se nærmere på hans jobansøgning”.

 

- Jeg er glad for at jeg klarede det – trods varme og ømme fødder, siger den arbejdsløse familiefar fra Ronda, som ikke blev hængende længe i hovedstaden. Allerede mandag eftermiddag tog han retur.

 

Ikke megen hjælp at hente

Han fortæller at der ikke var meget hjælp eller støtte at få undervejs.

 

- Spanien er ikke længere noget gæstfrit samfund, og folk har nok i deres eget, fortæller den arbejdsløse om sin lange tur.

 

Der var landsbyer, som ikke gjorde noget for at hjælpe eller tilbyde overnatning, siger den 38-årige, som nu krydser fingre for at de mange kilometer bliver omsat til et tilbud om arbejde.

 

Og hvordan kom den vandreglade Jesús så tilbage til Ronda? Han smækkede velfortjent benene op og lod sig fragte med tog fra Madrid til Antequera, hvor hustruen ventede sammen med deres to teenagesønner på 14 og 17 år.
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.