Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Forvent kaos i synshallerne fra i dag

Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 19/09/2024 - 11:27

Samfund og Politik

Opfordrer folk til at aflyse tid.

Fra i dag strejker samtlige af Andalusiens synshaller - ITV-stationer - og det er blot den første.

Fagforeningerne har planlagt i alt otte strejkedage i løbet af september på krav om forbedringer af personalets arbejdsvilkår - blandt andet kræver de weekendlukket, så arbejdsugen hedder mandag til fredag og ikke mandag til lørdag. 

Arbejdsnedlæggelserne vil finde sted hele dagen. 

Strejkerne er indkaldt af fagforeningerne UGT og Comisiones Obreras og vil berøre omkring 300 arbejdere alene i Málaga-provinsen, hvor der i øvrigt normalt foretages 4.000 syn om dagen. 

Strejkerne vil ud over i dag finde sted den 20., 21., 23., 26., 27., 28. og 30. september.

Selvom der er etableret en minimumsservice, som består af én inspektør og én administrativ medarbejder per station, beder fagforeningerne alle, som har tid til syn på disse dage, om at aflyse dem og udskyde dem til et andet tidspunkt for at undgå totalt kaos.

Du kan selv let ændre tid på ITV's hjemmeside, hvor man også bliver mødt af en meddelelse vedrørende strejken:

"Hvis din aftale bliver berørt, kontakter vi dig via sms og/eller e-mail på det mobilnummer eller den e-mailadresse, du oplyste, da du bookede aftalen.

Vi anbefaler, at du holder øje med din mobiltelefon, da niveauet for minimumstjenester, der er godkendt af Arbejdstilsynet, er særligt lavt og prioriterer blandt andet køretøjer i offentlig tjeneste (ambulancer, politi, brandvæsen), busser og køretøjer med udløbet bilsyn.

Tak for din forståelse, og vi undskylder for ulejligheden."

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.