Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Havemøblerne skal flyttes - men hvad med ministrene?

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 29/10/2022 - 07:00

Klumme

Ligesom sommer/normaltid deler befolkningen, gør politikerne det også.

Oprindeligt var det englænderne, der fik trukket sommertiden i langdrag, så vi i stedet for den sidste weekend i september, først kan begynde at morgenleve fra i nat.

Ja, der er delte meninger om, hvorvidt sommertiden eller normaltiden - blandt nogle kaldet vintertiden - er den bedste. EU har erkendt, at skifteriet er skørt, men at nå til enighed om en fælles beslutning for fremtiden har hidtil vist sig umuligt.

På redaktionen glæder vi os til i morgen. Kathrine kan gå sine lange morgenture på både campoen og langs stranden og se solopgang i starten af turen. Og jeg kan samle hundens efterladenskaber op, uden at tænde for mobilens lys for at komme dem i plastikposen…

Den nuværende sommertid blev indført fælles for hele EU i 1996. Tidligere havde den været benyttet under både Den 1. og den 2. Verdenskrig.

Lys inspirerer altså til aktivitet og positive tanker, og derfor er normaltiden god for mennesker på morgenholdet. Omvendt er ‘snooozerne’ glade for, at det er længere lyst om eftermiddagen/aftenen.

Mens vi er heldige i Spanien, hvor det ikke bliver mørkt før efter klokken 18, er det lidt anderledes i Danmark. Her kan man næppe nå at hente ungerne i institutionerne, før det er blevet bulder-mørkt.

På mange måder minder debatten om sommer-/normaltid mig om den snart overståede valgkamp i Danmark, hvor der blandt vælgerne i Danmark sådan stort set er lige mange røde og blå i henhold til meningsmålingerne. Vores meningsmåling for to uger siden viste, at de blå er i overtal blandt Spanien i Dags læsere.

De blå har løsningerne på alt det, som de røde ikke har fået løst, og de røde forsvarer sig med, at de da har gjort noget, men gerne ville have gjort mere. Det vil de så, hvis deres regering kan fortsætte.

Mon ikke en del vil give mig ret i, at Danmarks absolut største problem lige nu er det nedsmeltede sundhedsvæsen? Så længe klimaforureningen raser i Ukraine, er det vel heller ikke så vigtigt, om der lige nu er en ko mere eller mindre i Danmark?

Alle partier synes enige om, at der her og nu skal gøre noget ved sundhedsvæsenet. Mange har endda indset, at det ikke var så begavet, da man pissede sundhedspersonalet af med honninghjerter, som tak for deres indsats under pandemien.

Med tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen var Moderaterne de første til at komme med en konkret fempunktsplan for at redde det tilsandede sundhedsvæsen. I forslagene indgår indkaldelse af de nærmest uddøde lægesekretærer for at jage læger og sygeplejersker væk fra deres computere og ud til patienterne.

For dengang man satte sygeplejerskerne og lægerne ved computerne for selv at rapportere - og dermed spare lægesekretærerne - fandt "kvikke" hoveder ud af, at så kunne man også "lige" bede dem om også at rapportere det og det samt det og det. Så kunne de kvikke nemlig lave fine regneark og statistisk rapportere, hvor godt det hele gik.

Lars Løkke Rasmussen havde også hår nok på brystet til at sige, at sundhedspersonalet - sygeplejersker, SOSO’er etc. - skal have 2.500 kroner mere i løn om måneden for at redde sundhedsvæsenet.

I Moderaternes plan indgår også en overbygning på styrelser, så det ikke varer op til tre år at få udenlandsk arbejdskraft kvalificeret til at kunne arbejde i sundhedssektoren.

Frygten for ‘Den Danske Model’ og valgflæsk

Onsdag kom Socialdemokratiet med deres plan. Her blev højere løn ikke kun målrettet sundhedsmedarbejderne, men nærmest alle offentlige ansatte blev omfavnet. Det er der selvfølgelig også flere stemmer i - selvom ingen af dem ved, om de kommer i betragtning efter på tirsdag.

I hvert tilfælde kom mange faggrupper på banen efter Mette Frederiksens præsentation. Det viser sig nemlig, at alle funktionærer i staten - også politibetjentene - har nøjagtig de samme problemer som sygeplejerskerne og derfor også skal have mere i løn og bedre arbejdsvilkår.

Eksperterne forudser et større kaos, når de forbedrede vilkår for sundhedspersonalet kommer til behandling i Den Danske Model. Det kan jeg også godt forestille mig.

Jeg kunne også godt forestille mig, at man med henvisning til sygehusvæsenets fatale tilstand for borgerne indførte en slags undtagelsestilstand for Den Danske Model, hvis oprindelse går tilbage til det såkaldte Septemberforlig fra 1899.

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend og et godt valg på tirsdag!
Torben Wilkenschildt

Kommentarer

Faktisk ville det være dejligt hvis hele den spanske halvø havde samme tidszone. Vi ligger jo på GMT 0 når man studerer en globus.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.