Hertuginden af Alba er død
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 20/11/2014 - 10:53
Kendte & kongelige
FOTOSERIE: Doña Alba med rekordmange titler blev 88 år gammel. Hun døde omgivet af sin unge mand og resten af familien.
Omgivet af mand, børn og resten af familien er Doña Alba død i sit hjem Dueñas Palace i Sevilla. Hun blev 88 år gammel.
Hun blev indlagt søndag aften med vejrtrækningsproblemer og hjertearytmi efter at have lidt af en mavetarm-infektion. Hun blev indlagt på intensivafdelingen, men i går insisterede hun på at komme hjem til sin bopæl i Sevilla. Her døde hun.
Bystyret i Sevilla vil stå for bisættelsen af aristokraten i el Salón Colón på rådhuset, det største lokale i bygningen. Hun vil blive kremeret og asken delt mellem kirken La Hermandad del Cristo de los Gitanos i Sevilla og familiegravstedet Casa Ducal de Alba i Loeches.
Læs mere om indlæggelsen og interview med en af hertugindens sønner
Et langt og rigt liv
Alba elskede at rejse og at danse flamenco, hun var venner med så forskellige personer som Grace Kelly, Jackie Kennedy og Tom Cruise, og hun var aldrig blev for at dele sit liv med den kulørte presse. Hun vil blive husket for mange ting, men frem for alt vil hun blive huske som en livsnyder.
Hun var bestemt noget af en ener, og den spanske offentlighed har altid elsket den farverige kvinde med de selvstændige holdninger. Blandt andet skulle hun efter sigende have afvist Pablo Picasso, da han bad hende om at være hans muse. Næh nej, det gad Alba ikke.
Hun har altid haft sine egne planer. Blandet andet har hun været gift tre gange.
Seneste blev hun gift i 2011, og dengang giftede hun sig "nedad". I 30 år var hendes tro tjenestemand tilsynelandende hemmeligt forelsket i sin arbejdsgiver, og klokken lidt over 13 den 5. oktober sagde Doña Alba 'Si, quiero' til sin 24 år yngre husbond.
Her er det umage par til Rafael Medinas bryllup
Vi vender tilbage til hertugindens ægtemænd, men lad os lige tage et par andre facts først.
Laaaaaaaaaaaaaangt navn
Hendes fulde navn var: María del Rosario Cayetana Paloma Alfonsa Victoria Eugenia Fernanda Teresa Francisca de Paula Lourdes Antonia Josefa Fausta Rita Castor Dorotea Santa Esperanza Fitz-James Stuart, Silva, Falcó y Gurtubay.
Ifølge Guiness Rekordbog er hun da også den adelige med flest titler i verden.
Hun var en meget velhavende dame, men den nøjagtige værdi af Albas formue - som delvist forvaltes af en fond - er ukendt. Ifølge El País var hun god for et sted mellem 600 millioner og 3,5 milliarder euro.
Rygterne har også altid forlydt, at hvis man placerede Albas ejendomme side om side, ville man kunne krydse Spanien uden nogensinde at røre jorden.
Alba var også i spil som mulig ny Dronning af Skotland, hvis folkeafstemningen var endt med et ja til et selvstændigt Skotland. Læs mere her
Albas første mand
Den første ægtemand, Luis Martínez de Irujo, døde i 1972
Cayetana, som hun ofte blev kaldt, fik seks børn i løbet af sit ægteskab med aristokraten Luis Martínez de Irujo. Brylluppet med Martínez var det vildeste, verden nogensinde havde set på den tid. Faktisk var der dengang frygt for, at det ville overskygge Prinsesse Elisabeth af Englands vielse en måned senere.
Rygterne gik på, at det havde kostede 20 millioner pesetas, hvilket var ganske uhørt på det tidspunkt.
Brylluppet foregik i Sevilla og var ekstremt luksuriøst for den tid
Det var datidens vildeste bryllup
Her hele familien samlet i 1953
Smuk hertuginde omgivet af kunst i Madrid i 1961
Mere kunst i Madrid og et profilbillede fra 1959
1963 - hertuginden er også her ganske smuk
Alba sammen med to af sine sønner i 1965
Luis Martínez de Irujo døde i 1972 - og så var det som om, den gode hertuginde begyndte at bekæmpe tidens tand...
Kun seks år mellem de to billeder
I 1972 så vi stadig en smuk og naturlig kvinde (billedet tv. herover). Seks år senere (th) begynder vi at kunne kende hende, som hun så ud til sin død. Og det leder os naturligt videre til ægtemand nummer to.
Tog præsten
Præsten Jesus Aguirre blev nummer to
Efter seks år som enke blev Alba gift med den tidligere præst Jesus Aguirre - et noget utraditionelt valg for en hertuginde dengang. Hun fik ingen børn med Aguirre, der døde i 2001.
De to virkede meget forelskede
Håret begyndte at ligne det, vi kender
Et familiefoto fra 1980
Dette billede er fra 1988
Nappede tjenestemanden
"Aristokraten & tjenestemanden" - lyder næsten som en gammel dansk film
Senest faldt valget altså på et endnu mere utraditionelt ægteskabs-emne.
Den spanske offentlighed havde aldrig hørt om den dengang 60-årige Alfonso Diez, da han pludselig begyndte at vise sig sammen med hertuginden i medierne. Billeder fra 2008 viste Diez skubbe Cayetana i en kørestol - allerede dengang var hendes helbred begyndt at skrante lidt.
Det meste af 2008 skubbede Diez troligt sin hertuginde rundt i en kørestol
"Børne"-brok
Familiebillede af lidt ældre dato, men her er Alba sammen med hertugindens seks børn:
- Carlos Fitz-James Stuart y Martínez de Irujo (f. 1948)
- Alfonso Martínez de Irujo y Fitz-James Stuart (f. 1950)
- Jacobo Fitz-James Stuart y Martínez de Irujo (f. 1954)
- Fernando Martínez de Irujo y Fitz-James Stuart (f. 1959)
- Cayetano Martínez de Irujo y Fitz-James Stuart (f. 1963)
- Eugenia Martínez de Irujo y Fitz-James Stuart (f. 1968 og eneste høne i hanegården sammen med sin mor)
Hendes børn var imod brylluppet – eller børn og børn; den yngste var dengang 43 år gammel. De mente, at tjenestemanden bare var ude på at score kassen, men Alba gav sine fem sønner og en datter arveforskud i form af penge, paladser og jord, mod at de droppede brokkeriet over bryllupsplanerne.
Og Alfonso underskrev i øvrigt en ægtepagt, hvor han ikke gjorde krav på andet end kærlighed fra sin hertuginde.
Jeg er lykkelig og kærligheden har ingen alder, fortalte hertuginden til bladet Hola! i 2011
Og Doña Alba satte trumf på med tørt at konstatere om sine børn:
- De skifter kærester, oftere end jeg gør.
I oktober 2011 tog det nygifte par sig en dans uden for kirken
Og som sagt så gjort. I 2011 fik hertuginden tjenestemanden, og selvom det ikke varede så længe, levede de angiveligt lykkeligt til livets ende. I hvert fald blev han troligt ved hendes side til det sidste.
Sladrer om mand til pressen
Hertugindens tredje ægtemand har hele tiden kategorisk afvist at udtale sig til pressen, men hertuginden var medievant og aldrig bleg for at sladre om, hvad hendes elskede kunne finde på at sige.
- Lige fra starten har han sagt, at han ikke er forelsket i titlerne, men i kvinden bag alle titlerne, sagde Alba til Diezminutos.es
Hun afslørede også, at hendes nye mand godt kunne være lidt hidsig.
- Men det gør ikke så meget, for jeg er det samme, og det går hurtigt over igen. For os begge to.
Her jonglerede den 85-årige med ged, æsel og blomster på én gang
Til tyrefægtning i Sevilla i 2011 - hun fik bestemt noget ud af livet
Og lad os så kondolere familien og sige tak til Alba for, at hun valgte at dele så meget af sit spændende liv med offentligheden. Vi afslutter med det mest nuttede foto, vi kunne finde af María del Rosario Cayetana Paloma Alfonsa Victoria Eugenia Fernanda Teresa Francisca de Paula Lourdes Antonia Josefa Fausta Rita Castor Dorotea Santa Esperanza Fitz-James Stuart, Silva, Falcó y Gurtubay.
Må hun hvile i fred.
Hertuginden her som lille pige
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.