Kære alle
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 23/12/2021 - 07:00
Spanien & Dig
JULEHILSEN: Det er bare svært at ønske glæde, når så mange befinder sig i en situation med frygt.
I juletiden skal vi jo netop være sammen og glæde os over at have hinanden. Men den lille satan til Omikron nærmest tvinger os til at gøre det modsatte. Særligt rart er det heller ikke, at man kan blive mistænksom over for andre over, om de nu også har fået taget en test, inden sammenkomsten…
Hver dag modtager vi henvendelser fra Amigos, der er nervøse eller bare usikre af den ene eller anden årsag. Konkrete spørgsmål kan afklares, mens nervøsiteten jo kun kan afhjælpes ved ens personlige adfærd.
I november måned sidste år publicerede vi vores egen vejledning til, hvordan man selv kan reducere risikoen for smitte. På det tidspunkt betegnede vi den selv som måske “hysterisk” i visse forbindelser, da den gik langt udover myndighedernes anbefalinger. Men, med den smitteudvikling som Omikron medfører, er den vist ikke for overdrevet lige nu.
Du kan læse vejledningen ‘Skab dine Grønne Rum’ her
Vi tror, at det er den bedste julegave, vi kan give dig i dag - selvom du måske allerede har læst den tidligere.
Til information tillader vi os at holde (næsten) fri på lørdag 1. juledag, hvor der ikke bliver publiceret artikler. TelefonAssistancen er dog fortsat åben, hvis du skulle være i en svær situation.
Vi sender vores hjerteligste hilsner til alle med håbet om den bedst tænkelige jul og størst mulige glæde juleaften og i juledagene.
Redaktionen
Kommentarer
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.