Langhalset delikatesse

Slimet, saltet og utiltalende snack for de fleste, men for den mere eventyrlystne feinschmecker-turist er det noget af en delikatesse. Den bliver høstet med livet som indsats og findes kun ganske få steder.

Tilgængeligt for alle at spise delikatesserne. Fiskeriet derimod er ikke tilgængeligt for mange - heller ikke for dem med bentøjet i orden!

Det er måske ikke ligefrem det mest lækre at se på, men på en tapasbar i Santiago de Compostela skulle det være noget af en oplevelse. De skulle efter sigende smage forbløffende godt! Og med et glas køligt Albariño kan det ikke gå helt galt!

Hvad siger du til sådan en fætter her?

Vi taler om gooseneck barnacle, percebe eller på dansk: en langhals. Det lille skalddyr koster kassen, men skulle være alle pengene værd.

Det er eftersigende noget af det bedste, havet producerer, men hvis du vil smage, må du komme til Spanien. Langhalsene bliver nemlig ikke eksporteret.

Langhalsen bliver bedst tilberedt ved bare at blive smidt i noget kogende vand. De smager lidt som at tage en stor mundfuld havvand, og har lidt kvalitet af en stor køkkenelastik, men hver sin smag...

Kæmpe risiko

Så skal der løbes

Uanset hvor godt det smager eller ej, er der også en anden årsag til en kilopris, der svinger mellem 80 og 300 euro.

Det er nemlig livsfarligt at høste den lille grimme sag, da den kun kan leve i vand, der er i konstant bevægelse. Hvert år dør flere mennesker i forsøget på at høste langhalsene.

Man forstår godt, at langhalsene ikke er helt billige

Det medfører altså en ekstremt høj risiko for de mænd og kvinder, der høster langhalsene fra de ugæstfri, men meget smukke galiciske kystlinjer.

Ja, man må yde for at nyde

Siden krisens indtog, hvor mange er blevet arbejdsløse, er Galicien nærmest blevet til Sydeuropas Klondyke, hvor guld blot er erstattet af de underlige krebsdyr. Dermed høster mange uden tilladelse og erfaring.

Langhals-politi

Langhals-samlere - eller som de er kendt på galicisk: percebeiros – fortæller, at de værdifulde skaldyr i stigende grad bliver høstet af mennesker uden licens og uden erfaring.

Altid godt at arbejde i team

Klokken er ti om aftenen i Bayona; en fiskerby nær grænsen til Portugal i Galicien. Xose Lourenzo arbejder ved Guarda pesca – et forsvar finansieret af fiskerne og langhalssamlerne. Han stirrer ud i den kulsorte nat gennem en natkikkert.

Langt under ham lyder bølgernes brusen ind over klipperne, mens han afsøger området for illegale samlere, der bedriver ulovlig høst af den værdifulde langhals. At de bliver tvunget til at gøre det i nattens mulm og mørke, gør ikke aktiviteten mindre farlig.

Her vil man nok gerne gøre brug af en livline

Desperate arbejdsløse

Argh! Jeg er liiiiiige ved at have den...

- Selv om de er farlige at høste, kan det betale sig. På bare en time eller to kan du samle for 50 - 60 euro, siger han til BBC.co.uk

Lourenzo fortæller, at antallet af mennesker, der høster langhalse uden licens, er steget under den økonomiske krise. Og de fordeler sig i to grupper.

For det første er der dem, der indsamler i kilovis og efterfølgende tjener kassen ved at sælge dem til lokale restauranter eller i andre regioner i Spanien. Og så er der de desperate arbejdsløse, der simpelthen forsøger at finde mad til sig selv og familien derhjemme.

Livlinen er ret nødvendig

Må kun samle få dage om måneden

Fra smuk kortfilm om en percebeiro på arbejde (se videoen)

For nylig blev Galiciens percebeiros enige om at reducere antallet af dage, man må høste langhalse, fra 15 dage om måneden til blot otte. Og det er et problem.

- Vi lever af langhalsene, siger langhals-samleren Susana Gonzalez Alvarez.

Antallet af dage er blevet reduceret, fordi bestanden er faldet, og Susana bebrejder overfiskning, forårsaget af at flere og flere samler uden licens.

- Jo færre dage, vi går ud, jo færre langhalse samler vi, og desto færre penge tjener vi, siger Susana.

Stolt kvinde-tradition

Søstrene i kamp med havet

Hun har fortsat en kvindelig familietradition. Både hendes mor og bedstemor var langhals- samlere før hende, og hun vover livet på klipperne sammen med sine søstre; Eladia, Isabel og Belen.

Hver gang en bølge trækker sig tilbage til havet, følger kvinderne hurtigt efter og bevæger sig erfarent til kanten af klippen, hvor hakker langhalsene fri med en metalstang.

Det kræver en helt særlig teknik at hakke langhalsene fri

Men de skal være på dupperne og være klar til at løbe hurtigt tilbage fra bølgerne, der smadrer ubønhørligt ind mod klipperne igen og igen.

- Det er et job, hvor der ofte sker ulykker. Folk brækker arme og ben, og du kan let falde i havet, siger Isabel.

Men de uerfarne, illegale samlere fortsætter ufortrødent, og ofte ignorerer de reglerne og samler helt små langhalse samt høster på dele af kysten, hvor det ikke er tilladt at samle.

Mågerne er klar til at nappe resterne

Så skal der sorteres

Farligt er bedst

De bedste langhalse er naturligvis at finde på de farligste steder: jo mere kraft havet rammer dem med, desto flere muskler kræver det af langhalsene for at holde sig fast, og det gør dem saftigere, federe og mere velsmagende.

Langhalsen er et krebsdyr af slægten rankefødder, som sidder fast på skaller, sten, drivtømmer, fisk, hvaler eller andre krebsdyr - ofte som snyltere. Når først den har sat sig fast, kan den ikke flytte sig mere end nogle få millimeter. Den er hermafrodit, og i larvestadiet er den fritsvømmende.

Langhalsen holder til i mid tide-zonen, og det er ikke et ufarligt sted

Ved hjælp af tråde indfanger den plankton og får tilført frisk og iltet vand. Den holder til i tidevanszonen, hvilket gør den så svært tilgængelig.

Det ligner ikke noget særligt værdifuldt

Den har et hus af kalk, hvor indgangshullet lukkes med to små kalkplader, så når den bliver tørlagt ved lavvande, kan den gemme vandet inde i huset, undgå at tørre ud og overleve længere. Af samme årsag er det unødvendigt at salte den, når den skal tilberedes; den salte smag er allerede en del af pakken.

Se, hvordan langhalsene bliver høstet:

Gordons forslag til tilberedelse:

Kortfilm om percebeiroen Serxio Ces:

Dokumentarfilmen blev instrueret af David Beriain og handler om Serxio Ces, der er percebeiro i Cedeira, Galicien. I 2012 blev filmen nomineret til en Goya Pris, der svarer til den amerikanske Oscar.

For pebret?

Velbekomme!

Hvis du synes, at prisen er lige pebret nok, kan du smutte en tur til Lissabon og køre 40 minutter op ad kysten til den lille fiskerby Nazaré og mæske dig i langhalse for en femtedel af prisen.

De portugesiske langhalse skulle smage lige så godt, men de bliver aldrig lige så imponerende som deres konkurrenter fra Galicien.

Husk et åbent sind, masser af kontanter og et åbent sind

Velbekomme!

Tungen lige i munden...

Tilgængelig for alle