Mand myrdet på Kysten ved højlys dag
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 08/09/2014 - 01:00
Krimi og katastrofe
45-årig irer er blevet myrdet ved højlys dag af to maskerede mænd i en bar i Elviria, Marbella. To bevæbnede mænd trængte ind i baren lør...
45-årig irer er blevet myrdet ved højlys dag af to maskerede mænd i en bar i Elviria, Marbella. To bevæbnede mænd trængte ind i baren lørdag eftermiddag og affyrede ni skud mod offeret
Gerard ‘the Hatchet’ Kavanagh så de to komme ind på baren og vidste tydeligvis straks, hvad der skulle ske. I hvert fald forsøgte han at flygte, men blev skudt i ryggen og armene og kollapsede i en blodpøl.
Bagefter fandt politiet en udbrændt BMW X3 i nærheden af gerningsstedet. Vidner fortæller, der hørte bilen eksplodere kort efter skuddramaet. Videoovervågning afslører billeder af de to mordere, og hvorledes de bagefter stak af i den stjålne BMW.
Det er kommet frem, at Gerard angiveligt var blevet fanget i et lusket bagholdsangreb. Han var mødt op på baren efter en aftale med en person. Politiet mistænker, at offeret er gået lukt i fælden, og at de to gerningsmænd har vidst, at han sad alene på baren og ventede på sin aftale.
Ved højlys dag
Skyderiet fandt sted klokken 17:25 i Harmons Irish Bar ved indkøbscentret Centro Comercial i Elviria, hvor et stort antal turister og udlændinge altid opholder sig. Baren ligger mellem to restauranter og et pizzeria - bare 500 meter fra det kendte hotel Don Carlos i Marbella.
Gerard Kavanagh sad og drak en øl på barens terrasse, da de to sortklædte mænd dukkede op. Han forsøgte at gemme sig inde i baren, men gerningsmændene fulgte efter ham og affyrede de dødbringende skud mod deres offer.
En 58-årig brite var blandt de mange forfærdede vidner på den travle plads:
- Det er et sandt mirakel, at ingen andre blev ramt. Alle restauranterne på pladsen var fyldt med turister, og kuglerne fløj rundt om ørerne på folk, siger han til Theolivepress.es
Professionelt lejemord
Efter at offeret var faldet til jorden, flygtede gerningsmændene i retning af motortrafikvejen, der ligger få meter væk. De bevæbnede mænd var iført elefanthuer og klædt helt i sort.
- De lignende kampklædte ninjaer, siger et af vidnerne.
Skudepisoden bærer alle kendetegn på at være planlagt af professionelle lejemordere, skriver britiske The Mirror.
Ifølge politiet har den 45-årige tætte kontakter til den irske undergrundsverden, og han er kendt som voldelig og er en del af en international narkoring. Han skulle angiveligt have fungeret som gældsinddriver. Man går derfor ud fra, at der er tale om et opgør inden for narkoverdenen.
Gerard Kavanagh boede i Spanien sammen med sin partner og familie og var desuden involveret i boksning.
Gerard betegnes af spanske Sur som en rigtig gangster. Han var stukket af fra en fængselsdom i Irland, hvor han i 1996 blev dømt for narkohandel. Irish Mirror betegner manden som en ”nøgleperson i forsyningen af narko til Crumlin, Drimnagh og Dublín”.
Andet kuddrama på ti dage
Det er det andet skuddrama i Marbella-området i løbet af de seneste ti dage.
Den 29. august blev en marokkansk statsborger skud ned på en bar ved et indkøbscenter i Benahavís. Også her taler politiet om et opgør inden for den kriminelle verden. Læs mere her
Skød den forkerte?
I starten af august blev en tredje mand også skudt, og offeret, Jamie Moore, er også aktiv inden for bokseverdenen, så politiet mistænker, at gerningsmændende tog fejl af ham og gårsdagens skudoffer.
Den tidligere eurpæiske mellemvægts boksemester, Jamie Moore, træner unge boksetalenter i Marbella. Gerningsmændende affyrede deres våben mod ham fem gange, og han blev ramt i benet og i hoften. Jamie Moore overlevede. Så heldig var altså ikke Gerard Kavanagh.
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.