Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Somme tider giver det bare al mulig mening at sminke et lig

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 08/07/2023 - 07:00

Klumme Kunst & kultur

Svært at beskrive kvarteret, men det mest eftertragtede i byen er det bestemt ikke...

Stort set alle byer har et område, der er mindre pænt i kanten. Som Vesterbro i København, der engang husede mange belastede borgere, men som i dag er et af de mest trendy kvarterer i byen. De skæve eksistenser er der endnu, men i en sælsom harmoni med kaffe latte, yoga-mødre og jakkesæt.

Det samme skete for nogle år siden i Soho-kvarteret i Málaga By. Her afsatte man en pose penge, ansatte nogle dygtige graffitimalere, og hele kvarteret har fået et løft. Der er stadig de mere lyssky klubber, men side om side med trendy mikrobryggerier, veganer-restauranter og Banderas’ nye teater.

Og nu sker det også i Fuengirola! Her har et af de mere belastede kvarterer længe haft brug for et solidt løft.

Den centrale bebyggelse i El Boquetillo-kvarteret i Fuengirola blev opført i 1964 med mindre og billige lejligheder. De handles i dag fra under og op mod 100.000 euro. 

Beliggenhed - åbn Google Maps her

Når man vurderer facaderne helt generelt er de i dårlig stand og individuelle ændringer giver et rodet indtryk

Når man spadserer i kvarterets gader, møder man heller ikke ligefrem damer med Gucci-tasker eller mænd i silkehabitter.

Trist stemning får nyt liv

Kæmpe vægmalerier i godt fire etagers højde er en del af Fuengirola Kommunes forskønnelsesplan for kvarteret. I alt bliver der udført mellem 12 og 15 vægmalerier til en investering på 173.000 euro, hvoraf 80 procent er finansieret af EDUSI-programmet og den resterende del af Fuengirola Rådhus.

EDUSI er en organisation under EU, der støtter bæredygtig byudvikling blandt andet netop i belastede byområder.

El Boquetillo ligger ikke så langt væk fra min bolig, og nogle gange er det dér, hunden luftes. Jeg blev godt nok overrasket, da jeg så det første vægmaleri!

Kunstneren Mon Devanes vægmaleri, som forestiller en lille dreng, der leger med en papirbåd

Alle vægmalerierne har havet som tema. Vi fortsætter rundturen:

Kunstneren Katos vægmaleri af en lille pige, der leger med en søstjerne - nomineret

Kunstneren Lalones vægmaleri af en gammel fiskerkone med en kurv fuld af fisk

Forestil dig, hvordan miljøet vr før på den lille plads med caféen uden fiskerkonen…

Kunstneren Nesuis kvinde med solbriller, der reflekterer et havlandskab - nomineret

Tidligere vægmalerier med både på havet

Det næste vægmaleri begynder at blive lavet den 11. juli, og hele projektet forventes at være færdigt i oktober.

Jeg tvivler ikke på, at vægmalerierne højner kvarteret. Beboerne har nu noget at være stolte over i deres miljø, og ankomsten af nysgerrige blikke medvirker også.

Fuengirolas nye “museum” og mon ikke caféen ved fiskerkonen får serveret nogle ekstra kaffer eller forfriskninger til de nygerrige? Og man kan trygt bevæge sig rundt i El Boquetillo-kvarteret.

Nominering af vægmalerier

Sitet ‘Street Art Cities’ nominerer hver måned de bedste vægmalerier i hele verden. Og i juni måned er to af vægmalerierne i El Boquetillo nomineret: Pigen og kvinden med solbriller.

Hvis du kunne tænke dig at støtte disse to vægmalerier - eller andre nominerede - skal du blot klikke i dette link.

Sidste frist for at stemme er i morgen, søndag.

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend
Kathrine & Torben

Kommentarer

Fantastiske flotte væg malerier. Sikke nogle skønne farver
Dem må jeg se på, næste gang jeg lander i Fuengirola
Flotte væg malerier, man kan da kun blive glad , når man ser de dejlige farver.
Meget interessant. Jeg har stemt :-).
Saa er der stemt, fantastiske malerier.
Min datter ankom til Fuengirola i går, har lige sendt lidt info med billeder til hende.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.