Momsrabat på olie vidner om doven regering
Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 26/06/2024 - 10:13
Penge & Forbrug
Forbrugerforening er hård i mælet og mener, regeringen i bedste fald vildleder forbrugeren.
I går bragte vi den gode nyhed om, at regeringen indfører nul-moms på olivenolie, men det har ikke blødgjort et af landets to store forbrugerforeninger.
FACUA kritiserer nemlig den nye momsnedsættelse på olivenolie for blot at være en måde, hvorpå regeringen kan undgå at gribe ind over for de ulovlige prisstigninger på netop olie, der har fundet sted, siden foranstaltningen med momsreducering trådte i kraft i januar 2023.
Som reaktion på sænkningen af momsen til nul procent, som ministerrådet godkendte i går, påpeger foreningen, at det er en meget alvorlig pligtforsømmelse, at den udøvende magt har undgået at kontrollere overholdelsen af forbuddet mod at hæve priserne, som gik hånd i hånd med sænkningen af momsen på basisfødevarer.
De enorme skattemæssige konsekvenser af sænkningen, et fald i indtægterne til statskassen på over to milliarder euro i løbet af halvandet år, er ikke blevet ledsaget af passende overvågningsprotokoller om udviklingen i priser og omkostninger i alle led af fødevarekæden.
FACUA insisterer også på at kræve prisintervention, så der fastsættes lofter for at sætte en stopper for spekulation.
Efter gentagne klager fra foreningen meddelte ministeriet for sociale rettigheder, forbrugerspørgsmål og Agenda 2023 i slutningen af februar, at man havde bedt om data fra de største supermarkedskæder for at undersøge, hvilke fødevarer og virksomheder der kunne have været genstand for ulovlige avancer. Til dato har ministeriet endnu ikke offentliggjort sine konklusioner eller annonceret nogen sanktioner.
"Strategi for vildledning"
- Olivenolie er det produkt med nedsat moms, hvor der tydeligst er sket ulovlige stigninger i avancerne, lyder kritikken fra foreningens generalsekretær, Rubén Sánchez, og han fortsætter:
- Med den nye momsnedsættelse forsøger de at stikke os blår i øjnene. Det er en vildledningsstrategi. Alt sammen fordi de ikke griber ind over for dem, der bliver rigere end nogensinde på bekostning af devalueringen af vores købekraft.
Sánchez påpeger i øvrigt, at "vi bør spørge os selv, om de store supermarkedskæder bestemmer mere end regeringspartierne".
Ifølge FACUAs analyse er prisen på en liter ekstra jomfruolivenolie steget med gennemsnitligt 6,71 euro i supermarkederne, siden momsnedsættelsen trådte i kraft i januar 2023, hvilket er næsten tre gange så meget som de 2,45 cent, den er steget med ved bondemanden.
Foreningens seneste undersøgelse, som blev gennemført i begyndelsen af juni, viser, at gennemsnitsprisen på en literflaske ekstra jomfruolivenolie er steget med 75 procent i løbet af de seneste 12 måneder. Men der er mærker, som er steget med helt op til 165 procent. Det gælder Coosur og Hojiblanca i Eroski, som er gået fra 5,99 euro i juni 2023 til 15,89 euro i juni 2024.
I den seneste måned er der dog sket et lille fald på 1,5 procent, men det er under hver tredje af de olier, som foreningen har analyseret, der er faldet, og mange mærker er endda steget i pris igen. Af de 75 priser på forskellige mærker, som FACUA har tjekket, er 41 identiske med den foregående måned, 21 er faldet, og 13 er steget.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.