Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Olde-kolle i Mijas dømt ulovligt

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 09/09/2013 - 11:16

Samfund og Politik


For snart to årtier siden flyttede en lille gruppe hollandske pensionister til Spanien med drømmen om at bygge deres eget hjem og leve resten ...

For snart to årtier siden flyttede en lille gruppe hollandske pensionister til Spanien med drømmen om at bygge deres eget hjem og leve resten af livet sammen i rustik lyksalighed. Ingen havde forestillet sig, at de 17 år senere skulle blive ofre for de spanske myndigheders jagt.

 

Hollænderne står nu frem og fortæller, at de er ved at blive fordrevet fra deres hjem, ”kidnappet af socialarbejdere og tvunget til at forlade deres idylliske samfund, skriver The Olive Press.

 

Under de mest bizarre omstændigheder har Mijas Rådhus beskyldt ”vennerne”  - som nu kun omfatter omkring et halvt dusin personer - for at drive et ulovligt plejehjem og kræver, at det bliver lukket.

 

Uegnet til beboelse

Formanden for Mijas Kommunes socialudvalg, Carmen Márquez, kalder hollændernes kollektiv for ”uhygiejnisk” og hævder samtidig, at ”nogle af de ældre medlemmer bliver udnyttet”.

 

Med en ransagningskendelse i hånden og eskorteret af det lokale politi gik udvalgsformanden i gang med at finkæmme ejendommen, der ligger i Valtocado-området, og brugte bagefter den noget nedsættende betegnelse ”ussel” om, hvad hun havde set.

 

Ifølge den lokale presse lever hollænderne et hippie-agtigt liv omgivet af skrald i et område, ”der ikke er egnet til menneskelig beboelse”.  

 

Der var to ældre personer på stedet, da de sociale myndigheder dukkede op. Deres helbred var skrøbeligt og de boede i små træhytter omgivet af affald, skriver Diario Sur.

 

Bæredygtig levestil

Men det afviser beboerne på det skarpeste.

 

Patricia Derks, der driver stedet, siger til Olive Press, at det slet ikke er nogen plejebolig, men et kollektiv, at hun nu vil sagsøge rådhuset for anklagerne.

 

- Det her er alt andet end tarveligt, det er rent faktisk temmelig charmerende. Vi har boet her i 17 år uden problemer og altid holdt os for os selv og forsøgt at leve bæredygtigt, siger hun til Olive Press.

 

Patricia, der er mor til to børn og fra Nijmegen i Holland, insisterer på, at deres eneste forbrydelse er at praktisere en anden slags livsstil.

 

Selvforsynende

Beboerne, der oprindeligt omfattede op mod et dusin, stammer fra et lovligt stiftet kollektiv i Holland for 26 år siden. I et fælles ønske om at leve ”det gode liv” flyttede de til Spanien, hvor huspriserne dengang var betydeligt lavere.

 

 

Udover at tjene penge på skrot sælger nogle af hollænderne hjemmelavede hundekurve

 

På den nyindkøbte grund byggede deres lille samfund med egen køkkenhave og økologisk grønt. For at klare udgifterne besluttede medlemmerne af kollektivet at lægge deres opsparing og pensioner sammen og supplere ved salg af skrot, håndlavede dyner og hundesenge.

 

Tvangsflyttet efter fald

Alt gik fint - lige ind til sidste måned, da 83-årige Judith blev indlagt på Costa del Sol sygehuset efter et fald.

 

- Det var ikke noget alvorligt. Judith havde blærebetændelse, hvilket var årsag til hendes styrt, og hun kom under behandling. Kort efter blev kommunen kontaktet af sygehuset. Nogle af sygeplejerskerne mente, at Judiths blå mærker kunne stamme fra misbrug og slag, og det fik kommunens socialudvalg til at kigge nærmere på stedet.

 

Efter en undersøgelse af kollektivet beordrede kommunen, at Judith skulle på et ”ordentligt” plejehjem i Torremolinos. Men det sagde den 84-årige dame nej til. Hun fik fat på sin familie i Holland, der med det samme tog affære og fik transporteret Judith tilbage til sine vante omgivelser.

 

- Judiths helbredsproblemer er normale for enhver person i hendes alder, siger Patricia, der nu går til kamp mod “myndighedernes terror”.

 

Flere har opgivet drømmen

Socialarbejdernes jagt på kollektivet har allerede fået flere andre beboere til at give op og vende tilbage til deres hjemland.

 

70-årige Kyra, der lider af fremskreden kræft, valgte at vende tilbage til Holland af frygt for at blive tvangsanbragt på et spansk plejehjem.

 

76-årige Jack har et stærkt hjerte, men er fortsat traumatiseret efter sine forfærdelige oplevelser i anden verdenskrig.

 

- En hændelse som denne har fået minderne om de forfærdelige oplevelser, han var udsat for som barn, til at dukke op igen, fortæller Patricia til Olive Press.

 

Ingen beviser

 

Myndighederne mener, at de ældre kvinder bor i disse skure

 

67-årige Arthur Webster kritiserer, at ”disse sårbare og harmløse mennesker nu er blevet ofre for myndighederne forfølgelse ”.

 

- Mijas rådhus har egenhændigt angrebet denne gruppe ved hjælp af en meget tvivlsom taktik, siger han.

 

- Jeg har brugt en masse tid i deres hjem og kan sige, at det er simpelthen ikke sandt. Der er ingen beviser for kommunens påstande, siger han til den engelsk-sprogede avis.

 

Patricia Derks afviser kommunens beskyldninger om at ”beboerne lever i træhytter omgivet af skrald”.

 

- De bygninger, de har set, bliver brugt som lager, siger hun.

 

Sagen er nu endt i retten. Mijas Kommune har anmeldt kollektivet til dommerkontoret i Fuengirola, som nu har indledt en undersøgelse af sagen.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.