Praktikant uden fordomme

I denne uge er lørdagsklummen overladt til Spanien i Dags praktikant Simon Pallesen, der har kastet sig ud i en stillingtagen til den både hadede – og for mange spaniere – elskede tyrefægtning.

Ordet er Simons:

Lige siden jeg vidste, jeg skulle til Spanien, har tyrefægtning kørt rundt i hovedet på mig. Jeg har længe ønsket at opleve dette gamle fænomen, som er elsket og hadet af mange mennesker. Pludselig ringede en ven, der sagde, at han ville komme på besøg, og leje en bil. Besøget hos mig i Fuengirola faldt sammen med tyrefægtning i Granada. Billetterne kom nemt i hus, og så var det bare med at komme af sted.

Tyrefægtning kan hurtigt få folk fra begge lejre op i et felt, der har samme farve som matadorens kappe i arenaen. Jeg har aldrig følt, at jeg har haft den tilstrækkelige viden til at kunne tage et klart standpunkt. Derfor tog jeg til tyrefægtning i Granada i jagten på viden.

Modstand

Allerede inden jeg kommer ind i arenaen, kan jeg ved selvsyn konstatere, at tyrefægtning er noget, der deler. En mindre gruppe på 8-10 mennesker holder skilte med billeder af døde tyre og sloganer mod tyrefægtning.

Men deres skilte ser ikke ud til at have den store effekt på de mange mennesker omkring Plaza de Toros i Granada. Enkelte tager et billede af dem, men de fleste er bare kommet for at se tyrefægtning.

'Postkort-foto' af arenaen

Arenaen i Granada er opført i 1928, og det ses tydeligt, når man kommer ind i den. Den er charmerende, men også noget anderledes end andre steder til større begivenheder. Der er for eksempel ikke sæder, men blot en lang afsats, hvor de enkelte pladser er afgrænset af en malet streg. Og pladsen mellem rækkerne er så trang, at jeg nærmest sidder i futtog med en ældre herre foran mig.

Det hele er en fest

Fordi tyrefægtning ofte hænger sammen med de såkaldte Ferias, som kan sammenlignes med for eksempel Aarhus Festuge, var mange mennesker flot påklædt. For eksempel har mange af pigerne blomster i håret og en flot flamenco-kjole, som der skal hives op i, for at de kan gå op ad trapperne uden at falde i den.

Det hele virker meget pompøst, da matadorerne og deres hjælpere kommer ind i arenaen til smuk musik. Men snart bliver det smukke afløst af det intense.

Ind med tyren

Den første tyr i arenaen, kommer jeg helt sikkert til at kunne huske. For efter matadoren har set tyren an, skal den stikkes i nakken med et spyd af en mand på en hest. Hesten har selvfølgelig beskyttelse på, for ikke at blive såret af tyrens horn.

Men den første tyr vælter hesten. Matadoren og hans hjælpere er dog hurtigt fremme for at distrahere tyren, og hesten er hurtigt på benene igen og ikke mere forslået, end den er klar til at fortsætte.

Tyren får derefter sat tre gange to såkaldte 'banderillas' i nakken. Banderillas er nogle cirka 70 centimeter lange kæppe, der oftest ses hænge ned langs siden på tyren. Ved den første tyr lykkes det at sætte fem af banderillaerne i tyren, og publikum reagerer hurtigt ved at pifte, da en af hjælperne kun får sat en enkelt i.

Alene med tyren

Med banderillaerne i nakken kommer tyrefægtningen til den del, hvor matadoren finder den klassiske røde kappe, 'mueltaen', frem. Den såkaldte 'faena' varer cirka 10 minutter, hvor matadoren er alene med tyren og nærmest danser med den.

Publikum giver tydeligt tilkende, hvad der er kunst, og hvad der ikke er. Den første matador klarer det okay uden at imponere voldsomt. Efter faenaen får det store dyr dødsstødet. Jeg kan fornemme, det er på vej, for pludselig bliver der bomstille i arenaen, mens matadoren står overfor tyren med sit sværd i hånden.

Han skal ramme et meget lille område over tyrens nakke, for at sværdet rammer hjertet. Det lykkedes heldigvis første gang, og det udløser prompte klapsalver fra publikum. Efter et lille minut mister tyren fodfæstet og lægger sig ned. Hurtigt er en af matadorens hjælpere fremme for at sætte en dolk i tyren for definitivt at slukke for kontakten.

Ingen tyre er ens

I løbet af en tyrefægtning kommer der i alt seks tyre i arenaen. Faktisk er jeg så heldig at se syv tyre denne aften. Ikke fordi begrebet ekstranummer findes i denne begivenhed, men fordi en af tyrene bliver erklæret uegnet midt i fase nummer to.

Den skal simpelthen skiftes ud, men det er ikke let at overtale et så temperamentsfuldt dyr til at forlade arenaen. Til min overraskelse - og morskab - bliver der lukket seks køer ind i arenaen, og så falder det vilde handyr pludselig til ro. Da køerne bliver guidet ud af arenaen igen, følger tyren med helt af sig selv...

Det ubehagelige

Desværre er det ikke hver gang, at dødsstødet går rent ind. Det værste jeg oplever denne aften, er en matador, der rammer skævt med sværdet.

Lige før det endelige opgør finder sted

Publikum reagerer hurtigt med en pibekoncert, men der bliver også ramt skævt anden gang. Og tredje. Til sidst falder tyren sammen uden at sværdet sidder i den, og jeg kan mærke en ubehagelig mavefornemmelse. Efter tyren har lagt sig, får den hurtigt slukket kontakten, men det er tydeligt, at det tog for lang tid, og det kan mærkes på stemningen – og i min mave.

Det flotte

Enrique Ponce er et navn, der har sat sig fast i hovedet på mig. Han leverede en virkelig flot faena, som jeg virkelig nød at overvære. Han havde hele tiden styr på tyren og fik det til at ligne kunst. Det var også derfor, at publikum viftede med hvide tørklæder, efter tyren var blevet nedlagt.

Han dedikerede det hele til publikum ved at gå en runde i arenaen. Der var stående klapsalver samtidig med, at hatte og vinsække blev kastet ind i arenaen – og tilbage til publikum.

Fornemmelsen efter

Hele ideen med at tage til tyrefægtning var, at jeg ville klæde mig selv på til at tage stilling til det, på et mere oplyst grundlag. Men jeg gik lige så splittet, som jeg kom.

Der var momenter, hvor matadorerne havde problemer med at slå tyren ihjel, og det brød jeg mig ikke om at se. Det gjorde det etablerede publikum bestemt heller ikke, for de piftede højlydt, når sværdet ikke gik rent ind.

Omvendt var der momenter med meget flotte faenaer, der var imponerende at overvære. Så efter en aften, hvor jeg både var med til at give stående bifald til tyrefægterne, og andre gange følte ubehag, kan jeg kun konkludere to ting:

Jeg kommer ikke til at brokke mig, hvis tyrefægtning bliver forbudt.

Jeg kommer heller ikke til at stå med skilte foran arenaer for at kræve, at det forbydes.

Tak for din beretning Simon!

Hvad mener du?

Vi ved, at tyrefægtning er et følsomt emne. Hvis du har en mening, efter at have læst Simons klumme, så skriv den som kommentar nedenunder.

Gudskelov søndag!

I morgen får du en ny problemfri oplevelse med Spanien i Dag Weekend i din indbakke. Denne gang er det Kathrine Hesner, der sammen med familie tager dig med på en tur til Afrika.

Et privilegium, som alle turister i Sydspanien kan gøre på en enkelt dag. Og Kathrines beretning er bestemt ikke uden befriende humor.

Teamet bag Spanien i Dag og Radio Solymar ønsker dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt