Analoge tanker i et digitalt nytår

Nytårsdag. Skihop, tømmermandspleje og tanker tilbage til gode minder, som måske vil gentages i året, der kommer. For eksempel en sommeraften i Cirkusrevyen. Nu desværre nok uden den geniale komiker Ulf Pilgaard, der er født i 1940. 

Ulf Pilgaard havde for eksempel en monolog, som fik tilhørerne til at vride sig i krampelatter, og som vi aldrig vil glemme. Der stod den slanke, vitale næsten firsårige og gjorde det klokkeklart, at for mange af os der nu er den ældre generation, er der ingen hoved og hale på den verden, vi lever i. Det var rigtigt sjovt. Men det er det ikke altid i virkeligheden.

-Jeg tror sgu’ jeg kom til at sende Volvoen til prostata-undersøgelse, sagde Ulf blandt andet. 

Det er blevet et motto i vores familie, når noget går galt med det, der engang hed “papirerne”.

Jeg er fem år yngre end Ulf. Min mand og han er jævnaldrende. 

Min morfar døde som 95-årig, da jeg var i trediverne. Ved begravelsen sagde præsten, at han havde levet så længe, at han havde oplevet både hestesporvogne og en månelanding. De fysiske spor, han satte efter sig, var hans navn, hans familie og hans antikviteter. 

Jeg ved, at han var i lære som ung og arbejdede døgnet rundt. De nødvendige papirer bar han på sig. Lønnen, der var så lille, at jeg simpelthen ikke stoler på min hukommelse, gemte han i madrassen.

Jeg syntes, at han var fascinerende, på samme måde, som jeg syntes at stenøkser på Nationalmuseet var det. 

Men der var faktisk ikke så stort et udviklingsspring mellem ham og mig, som der er mellem mig og min søn.

Computeren kom ind i mit liv som en totalt ubegribelig størrelse, da jeg var omkring 15 år. DASK stod i en villa i Valby, og var en af de hurtigste computere i verden. Den vejede 3,5 tons, fyldte et værelse og havde en hukommelse på 0,005 megabyte. Det vil sige 1,6 millioner gange mindre end en gennemsnitlig mobiltelefon har i dag.

Man mente, at den var interessant, men ikke ville få nogen særlig betydning for almindelige mennesker. Det samme som morfars Salmonsens leksikon skrev om automobilet i 1912.

Min verden har altid bestået af ord og ting, hvis mekanik, jeg kunne forstå. Tal har jeg det ikke så godt med. Tal var en mandeting - efter mellemskoleeksamen så jeg aldrig andre tal end dem, der stod øverst eller nederst på siderne i bøger.

Jeg skrev. I hånden, på rejseskrivemaskine, på elektrisk skrivemaskine, på carbonpapir,  på stencils. Kopimaskinen var en velsignelse. Og det første møde med computeren var utroligt.

En ting, der kunne gemme det, man skrev! Kopiere! Som man kunne ændre i, uden at bruge kvajeblæk eller slettebånd. Sådan en tidssparer!

Problemet var, at jeg skulle forstå den, for at den kunne forstå mig. Og det kunne jeg faktisk ikke rigtigt. Jeg havde ikke forudsætningerne. Der er noget, der hedder den “hermeneutiske cirkel”. Et fisefornemt begreb, der bare siger, at man skal vide noget for at kunne lære noget. 

Men det, som min generation ved, er beregnet til et andet samfund end det, vi pludselig lever i.

Eksempelvis har vi i år solgt et lille sommerhus i Danmark. En søndag ringede en ejendomsmægler med et tilbud, som vi kunne acceptere. Intet problem at vi bor i Spanien - nettet klarer alt. Let og ligetil.

Det var i juni.

Mellem den opringning og den dag i december, pengene gik ind på vores konto, vil jeg tro, der blev udvekslet omkring 200 mails. Jeg førte utallige samtaler på alle tider af døgnet, måtte ulejlige min søn med ting, jeg simpelthen ikke kunne finde ud af at gøre og ikke kunne læse mig til. En stor del af de mails, jeg fik, begyndte med: Du skal bare…

Jeg og Ebbe Krydsmager har i tidens løb købt og solgt flere huse. Det var et spørgsmål om at gemme væsentlige papirer, og bruge en halv dag på at finde dem frem, kopiere dem og sende dem. Underskriften krævede måske en udflugt eller en fuldmagt, men det var så det.

At alting er blevet lettere, er ikke en absolut sandhed. Især ikke, hvis man færdes i to forskellige lande.

Kontakten til det offentlige i Danmark går i dag via e-boks. Der ligger et brev, som jeg et stykke tid ikke kunne åbne, fordi mit nøglekort var forsvundet. At få et nyt tog uendelig tid, for selvom min mand var i Danmark, kunne han ikke få det. Han kunne heller ikke få udleveret et kreditkort til mig i banken, som vi kommer i og er kommet i i 20 år. Det skulle sendes til min bopælsadresse i Spanien. Her kommer der stadig post. Men ikke hver dag...

Bankerne er et kapitel for sig. Da alle kan komme til alting, hvis de er snu nok, er det nu blevet et udstyrsstykke bare at checke sit indestående på kontoen. “Det er for deres sikkerheds skyld, señora” , siger den unge bankdame i Spanien, der prøver at forklare mig, hvorfor jeg nu skal bruge min mands mobil, som jeg har svært ved at finde ud af, for at komme på vores netbank. Hun bliver træt i ansigtet, når hun ser mig. Vil jeg have ændret det, så det er min mobil, der bruges sammen med min computer, skal alt laves om. Ebbe vil gerne kunne kigge på vores konto, som er fælles, men det kræver, at han har sin egen adgang, sit eget password osv. Og passwords er ikke hans stærke side.

Heller ikke mit. Med jævne mellemrum fortæller min computer, at jeg bruger det samme for mange steder. Det er FARLIGT! Men hvad skal man gøre, når man  snart ikke kan bestille bord på en restaurant uden at oprette en konto, og ikke må skrive passwordet ned?

“Dine computerindstillinger er forældede”, siger computeren hver dag. “Fedt, det er jeg også” er mit svar.

Min mand og jeg er ikke siamesiske tvillinger, så når han er i Danmark, efterlader han cash til mig i skuffen, og betalinger må foretages via Danske Bank, som endnu ikke er så kompliceret, eller bare vente. Om vi har penge nok på kontoen her, finder vi ud af, når strømmen pludselig svigter, fordi der ikke har været penge til at betale via betalingsservice.

Jeg har fået et nøglekort igen, men jeg ved stadig ikke, hvad skattevæsenet i Danmark vil mig, for jeg kan ikke komme ind på skat.dk. Der er garanteret en grund, som er logisk for folk, der er født i dette århundrede. Jeg venter nu på, at vi får besøg af et barn, får en vild opkrævning, eller jeg måske får tid til at gøre mig forståelig over for en tekniker. 

Og i det nye år overvejer jeg ret meget at gemme mine penge under madrassen, der i det mindste ikke kræver renter for at have dem liggende. Vil jeg vide, hvor mange, der er, kan jeg tælle dem. Resten af tiden kan jeg bare spille så dum, som systemet får mig til at føle, jeg er. 

Hej morfar!

Dorrit